Den nye aftale mellem Den Internationale Valutafond (IVF) og Argentina risikerer at kaste landet ud i en endnu dybere
krise.
Argentinas økonomi er helt i bund og priserne er i gennemsnit steget med 55 procent.
- Arven efter Peron
- Argentina – et mønsterland for ’Den Internationale Valutafond’ (IVF)
Den argentinske økonomi befinder sig nu igen i en dyb krise. Mens lønningerne stagnerer, har inflationsraten slået nye rekorder og ligger på over 50 procent.
En ny aftale mellem regeringen under ledelse af Alberto Fernández og Den Internationale Valutafond (IVF) har
angiveligt til formål ”at redde landet fra at gå bankerot og finde en vej ud af krisen”.
Men ifølge mange iagttagere vil aftalen forstærke landets afhængighed af den internationale finans-kapital og medføre endnu mere social ulighed og fattigdom.
Få uger forud for den nye aftale havde den parlamentet stemt ja til en aftale om tilbagebetaling af Argentinas gæld. 44 milliarder dollars skulle Argentina betale til de
internationale pengeudlånere. Som del af de rekordkreditter på 57 milliarder US-dollars, som blev oprettet under den tidligere neoliberale præsident Mauricio Macri i
2018.
På grund af den økonomiske krise der fulgte i kølvandet på corona-pandemien samt den tiltagende inflation så den argentinske regering sig ikke i
stand til at betale de udestående gældsrater og forhandlede sig til nye betingelser.
Ud af den optagede gæld er der kun en brøkdel af pengene, som rent faktisk er kommet ind i landet.
”De fleste penge blev brugt til at indfri andre gældsposter hos internationale kreditorer eller gik direkte i
hænderne på finansspekulanter. Gælden er udtryk for vores underkastelse og afhængighed”, udtalte Christian Castillo, højskolelærer og tidligere
parlamentsmedlem for den trotskistisk/venstresocialistiske parti-alliance ”Frente de Izquierda y de los Trabajadores – Unidad” (FIT-U) *, da han optrådte på TV-kanalen A24.
Under militærdiktaturet fra 1976-1983 steg udlandsgælden fra omkring 9 til 45 millarder dollars, bla. fordi regimet nationaliserede virksomheders gæld i stor udstrækning.
* Ved valget den 14. November 2021 fik
den revolutionære venstrefløj et gennem-brud af historisk karakter, fordi det slog igennem i alle provinser i landet.
På landsplan fik den radikale ventrefløj således i gennemsnit 5,91 procent af stemmerne og i de fattigste regioner helt op til 25 procent.
”Frente de Izquierda y de los Trabajadores – Unidad“ (Fronten af venstrefløjen og arbejderne – Enhed) blev den tredje stærkste kraft i landet.
Med næsten 6 procent / 1,4 millioner stemmer, kunne den indtage pladser i næsten alle af peronismens højborge i de bymæssige områder, fik dette valg en markant social progressiv
betydning.
_________
Et blik tilbage
Som "mønsterland“ for ’Den Internationale Valutafond’ (IVF) ødelagde Argentina i militærdiktaturets periode landets egen industrielle infrastruktur, halverede reallønningerne og påbegyndte en privatiseringpolitik, der solgte ud af landets ressourcer.
Denne politik fortsatte efter genindførelsen af parlamentarismen i 1983/84 og førte til statsbankerot.
Omfattende privatiseringer af statsvirksomheder skabte store mængder arbejdsløse, der fra midten af 1990'erne med vejblokader "piquetes" etablerede en protestform, som udviklede sig til
en massebevægelse.
I december 2001 allierede de sig med de såkaldte grydeprotester (cacerolazos) fra byernes middelklasse, hvis bankkonti var blevet indefrosset. Hundredetusindvis indtog gaderne i et
rasende oprør, som inden for en uge jagede fem præsidenter fra deres poster.
- Moderate reformer – og indæmning af oprørsbevægelsen
Resultatet var en peronistisk revival under Kirchner-regeringerne fra 2003 til 2015. I forbindelse med et
flygtigt økonomiske opsving gennemføres nogle moderate sociale forbedringer i forsøget på at inddæmme protestbevægelserne via integration.
Arbejdsløse blev opmuntret til at deltage i arbejdsbeskaffelsesprojekter, der ofte løb
ud i sandet, fordi der manglede den til-strækkelige finansiering.
De kollektive tilegnelser, først og fremmest de istandbesatte virksomheder, blev
fortrængt, presset og delvist forvandlet til en do-it-yourself-billiglønsektor. Kirchner-regeringerne forsøgte hele tiden at komme selvorganseringerne i forkøbet – så disse fik
en stabiliserende virkning, men ingen magt til selvbestemmelse.
Den nye konservative præsident Mauricio Macri (10. december 2015 – 10. december
2019) forsøgte at lokke udenlandsk kapital til landet med sociale forringelser og repression mod oprørsk arbejdskraft.
De informelle arbejdere, hvoraf mange kommer fra andre sydamerikanske lande, er direkte ramt af den nye migrationskontrol og af politiets stadig mere brutale overgreb mod befolkningen i byernes
fattigkvarterer.
Den 27. Oktober 2019 blev Alberto Angel Fernández fra den peronistisk dominerede
valgalliance ”Frente de Todos” med 47,65 procent af stemmerne,valgt som Argentinas nye præsident og den tidl. regeringschef Cristina Kirchner blev hans
vicepræsident.
(folk fra autonom infoservice)
___________
Et historisk tilbagblik
Arven efter Peron
Det moderne Argentina gik ind i det 20. århundrede med en kraftig befolknings-tilvækst pga. masseindvandring
fra Spanien, Italien og Polen. Splinternye storbyer voksede frem.
Efter Anden Verdenskrig bød chancen sig for fremstød på det desolate verdensmarked, som den totale krig havde efterladt.
De voksende profitter fra agarproduktionen i dette korte såkaldte ’Window of Opportunity’ udnyttede general Juan Perón, Argentinas valgte populistiske præsident. Han indledte en
flerfaset industrialisering, ledsaget af nationalisering og udbygning af infrastrukturen, med det mål at opnå det han propaganderede så stærkt for: ”økonomisk uafhængighed”.
- Peróns afpresningspolitik
Samtidigt formåede Perón ikke blot at lægge en dæmper på de mægtige
anarko-syndikalistiske og pro-kommunistiske arbejderorganisationer.
Han fik sågar deres fulde opbakning pga. en række opsigtsvækkende indrømmelser:
Betalt ferie, årspræmier, bedre arbejds-vilkår, forsikring mod arbejdsuheld, kortere arbejdstid, mindsteløn, sundhedsforsikring, priskontrol på levnedsmidler og husleje samt ikke mindst indførelse af en lovsikret pensionsforsikring for alle.
Prisen for dette var, at kun de fagforeninger som var kontrolleret af Perón fik gavn af de fleste ydelser. I
kølvandet af denne veritable afpresning voksede det samlede antal fagforeningsmedlemmer, samtidig med at enhver form for selvorganisering brutalt blev knust.
Denne ’midlertidige succesrige’ model med autoritær statsliggørelse af klassekampen gav ikke blot det store flertal af befolkningen et ”genuint arbejde”, der var til at leve af. Modellen
skabte tilmed en gennemsnitlig levestandard, der var en af tidens højeste på verdensplan. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem
regeringsdekreter.
De krav arbejderne fik indfriet gennem den peronistiske klassesamarbejdspolitik, var fuldt ud forenelige med de mål, det voksende nye industriborgerskab satte sig. Arbejderne udgjorde den dominerede del af klassealliancen, men opnåede umiddelbare fordele ved at opgive sin selvstændighed. Bedre organisering indebar i denne periode ikke øget kampkraft, men øget integrering af fagforeningsbureaukraterne i en korporativ stat. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter.
Perioden efter Perons død
Det hævnede sig imidlertid, da den i Perón-æraen (1) påbegyndte industrialisering via omledning af landbrugsfortjenesterne, efter
Peróns død i 1974 blev afviklet igen.
Mens de selvorganiserede arbejdskampe fra slutningen af 1960erne radikaliserede sig på ny og peronismen ikke længere kunne holde dem i ave, agerede fagforeningsbureaukratiet i stadig højere grad
som statens forlængede arm.
De vendte sig imod alle former for arbejderselv-organisering i tæt samarbejde med arbejds-giverne. Fagbureaukratiet blev til slut en integreret del af det morderiske militærdiktatur
(2), som herskede i Argentina fra marts 1976 til 1983. (al./ autonom infoservice)
Noter
1) Juan Perón /
'peronisme' udviste en fabelagtig evne til at balancere mellem de politisk meget forskellige fløje indenfor peronistbevægelsen, men de stadigt stærkere
modsætninger i det argentinske samfund tvang Perón til åbent at vælge side, og han valgte højrefløjen. Udrensningen af venstreorienterede peronister blev gennemført med rekordfart, og
højredrejningen tog endnu mere fart, da Perón i juli 1974 døde, og blev efterfulgt af sin hustru.
Evita Peron var totalt domineret af socialministeren, José López Rega, der bl.a. oprettede Alianza Anticomunista Argentina (Argentinas Antikommunistiske Alliance). En paramilitær organisation, der systematisk henrettede kendte aktivister fra den marxistiske og libertære opposition. Samtidig intensiverede guerillaen sine aktiviteter både i byen og på landet. Isabel Peróns regime manøvrerede mellem populistiske tiltag og brutal fremfærd mod den organiserede venstrefløj.
2) I
1976 overtog de højreekstreme fløje indenfor militærledelsen magten i Argentina og suspenderede alle forfatningsmæssige og faglige rettigheder. Sidstnævnte dannede grundlaget for et
lukrativt samarbejde med f.eks. General Motors, Chrysler, Mercedes Benz, Peugeot, Citroën, Tamet-Electronics, Olivetti, Siemens, ...
I perioden 1976 – 83 bortførte og dræbte kupgeneral Jorge Rafael Vitelas (1948-2013) sikkerhedsstyrker omkring 30.000 oppositionelle – først og fremmest venstrefløjs – og
menneskerettighedsaktivister. I 1983 erklærede de væbnede styrker i et dokument, at de ”forsvundne” var faldet i kamp mod anti-guerillastyrker.
______
Relateret
autonom infoservice
- Mapuche-indianere i Chile og Argentina kæmper mod store koncerner (oktober 2018)
- ”I Argentina er det blevet populært, at virksomheder overtages af de ansatte” I et interview om problemerne for selvforvaltede virksomheder, der er omgivet af markeds-konkurrence og statslig repression.
konfront
- Argentina: Sejr til feministerne i kampen for fri abort (december 2020)