Argentina: "Gælden er udtryk for vores underkastelse ..."

Den nye aftale mellem Den Internationale Valutafond (IVF) og Argentina risikerer at kaste landet ud i en endnu dybere krise.
Argentinas økonomi er helt i bund og priserne er i gennemsnit steget med 55 procent.

• Arven efter Peron

En ny aftale mellem regeringen under ledelse af Alberto Fernández og Den Internationale Valutafond (IVF) har angiveligt til formål ”at redde landet fra at gå bankerot og finde en vej ud af krisen”.
Men ifølge mange iagttagere vil aftalen forstærke landets afhængighed af den internationale finans-kapital og medføre endnu mere social ulighed og fattigdom.
Få uger forud for den nye aftale havde den parlamentet stemt ja til en aftale om tilbagebetaling af Argentinas gæld. 44 milliarder dollars skulle Argentina betale til de internationale pengeudlånere. Som del af de rekordkreditter på 57 milliarder US-dollars, som blev oprettet under den tidligere neoliberale præsident Mauricio Macri i 2018.
På grund af den økonomiske krise der fulgte i kølvandet på corona-pandemien samt den tiltagende inflation så den argentinske regering sig ikke i stand til at betale de udestående gældsrater og forhandlede sig til nye betingelser.  
Ud af den optagede gæld er der kun en brøkdel af pengene, som rent faktisk er kommet ind i landet.

”De fleste penge blev brugt til at indfri andre gældsposter hos internationale kreditorer eller gik direkte i hænderne på finansspekulanter. Gælden er udtryk for vores underkastelse og afhængighed”, udtalte Christian Castillo, højskolelærer og tidligere parlamentsmedlem for den trotskistisk/venstresocialistiske parti-alliance ”Frente de Izquierda y de los Trabajadores – Unidad” (FIT-U) *, da han optrådte på TV-kanalen A24.
Under militærdiktaturet fra 1976-1983 steg udlandsgælden fra omkring 9 til 45 millarder dollars, bla. fordi regimet nationaliserede virksomheders gæld i stor udstrækning. 

Denne politik fortsatte efter genindførelsen af parlamentarismen i 1983/84 og førte til statsbankerot. Omfattende privatiseringer af statsvirksomheder skabte store mængder arbejdsløse, der fra midten af 1990'erne med vejblokader "piquetes" etablerede en protestform, som udviklede sig til en massebevægelse.
I december 2001 allierede de sig med de såkaldte grydeprotester (cacerolazos) fra byernes middelklasse, hvis bankkonti var blevet indefrosset. Hundredetusindvis indtog gaderne i et rasende oprør, som inden for en uge jagede fem præsidenter fra deres poster. 

• Moderate reformer – og indæmning af  oprørsbevægelsen 

Resultatet var en peronistisk revival under Kirchner-regeringerne fra 2003 til 2015. I forbindelse med et flygtigt økonomiske opsving gennemføres nogle moderate sociale forbedringer i forsøget på at inddæmme protestbevægelserne via integration.
Arbejdsløse blev opmuntret til at deltage i arbejdsbeskaffelsesprojekter, der ofte løb
ud i sandet, fordi der manglede den til-strækkelige finansiering.
De kollektive tilegnelser, først og fremmest de istandbesatte virksomheder, blev fortrængt, presset og delvist forvandlet til en do-it-yourself-billiglønsektor. Kirchner-regeringerne forsøgte hele tiden at komme selvorganseringerne i forkøbet – så disse fik en stabiliserende virkning, men ingen magt til selvbestemmelse. 
Den nye konservative præsident Mauricio Macri (10. december 2015 – 10. december 2019) forsøgte at lokke udenlandsk kapital til landet med sociale forringelser og repression mod oprørsk arbejdskraft.
De informelle arbejdere, hvoraf mange kommer fra andre sydamerikanske lande, er direkte ramt af den nye migrationskontrol og af politiets stadig mere brutale overgreb mod befolkningen i byernes fattigkvarterer. 

Den  27. Oktober 2019 blev Alberto Angel Fernández fra den peronistisk dominerede valgalliance ”Frente de Todos” med 47,65 procent af stemmerne,valgt som Argentinas nye præsident og den tidl. regeringschef Cristina Kirchner blev hans vicepræsident. 
(folk fra autonom infoservice)

Arven efter Peron

Det moderne Argentina gik ind i det 20. århundrede med en kraftig befolknings-tilvækst pga. masseindvandring fra Spanien, Italien og Polen. Splinternye storbyer voksede frem.
Efter Anden Verdenskrig bød chancen sig for fremstød på det desolate verdensmarked, som den totale krig havde efterladt. 
De voksende profitter fra agarproduktionen i dette korte såkaldte ’Window of Opportunity’ udnyttede general Juan Perón, Argentinas valgte populistiske præsident. Han indledte en flerfaset industrialisering, ledsaget af nationalisering og udbygning af infrastrukturen, med det mål at opnå det han propaganderede så stærkt for: ”økonomisk uafhængighed”.   

• Peróns afpresningspolitik 

Samtidigt formåede Perón ikke blot at lægge en dæmper på de mægtige anarko-syndikalistiske og pro-kommunistiske arbejderorganisationer. 
Han fik sågar deres fulde opbakning pga. en række opsigtsvækkende indrømmelser: 

Betalt ferie, årspræmier, bedre arbejds-vilkår, forsikring mod arbejdsuheld, kortere arbejdstid, mindsteløn, sundhedsforsikring, priskontrol på levnedsmidler og husleje samt ikke mindst indførelse af en lovsikret pensionsforsikring for alle.

Prisen for dette var, at kun de fagforeninger som var kontrolleret af Perón fik gavn af de fleste ydelser. I kølvandet af denne veritable afpresning voksede det samlede antal fagforeningsmedlemmer, samtidig med at enhver form for selvorganisering brutalt blev knust. 
Denne ’midlertidige succesrige’ model med autoritær statsliggørelse af klassekampen gav ikke blot det store flertal af befolkningen et ”genuint arbejde”, der var til at leve af.  Modellen skabte tilmed en gennemsnitlig levestandard, der var en af tidens højeste på verdensplan. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter.

De krav arbejderne fik indfriet gennem den peronistiske klassesamarbejdspolitik, var fuldt ud forenelige med de mål, det voksende nye industriborgerskab satte sig. Arbejderne udgjorde den dominerede del af klassealliancen, men opnåede umiddelbare fordele ved at opgive sin selvstændighed.  Bedre organisering indebar i denne periode ikke øget kampkraft, men øget integrering af fagforeningsbureaukraterne i en korporativ stat. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter. 

Perioden efter Perons død

Det hævnede sig imidlertid, da den i Perón-æraen (1) påbegyndte industrialisering via omledning af landbrugsfortjenesterne, efter
Peróns død i 1974 blev afviklet igen.
Mens de selvorganiserede arbejdskampe fra slutningen af 1960erne radikaliserede sig på ny og peronismen ikke længere kunne holde dem i ave, agerede fagforeningsbureaukratiet i stadig højere grad som statens forlængede arm.
De vendte sig imod alle former for arbejderselv-organisering i tæt samarbejde med arbejds-giverne. Fagbureaukratiet blev til slut en integreret del af det morderiske militærdiktatur   (2), som herskede i Argentina fra marts 1976 til 1983.       (al./ autonom infoservice) 

autonom infoservice

• Mapuche-indianere i Chile og Argentina kæmper mod store koncerner (oktober 2018)
• ”I Argentina er det blevet populært, at virksomheder overtages af de ansatte”  I et interview om problemerne for selvforvaltede virksomheder, der er omgivet af  markeds-konkurrence og statslig repression.

konfront

• Argentina: Sejr til feministerne i kampen for fri abort (december 2020)