Modstand og repression - Bulgariens anarkistiske bevægelses historie

I den første halvdel af sidste århundrede udgjorde de bulgarske anarkister et sprudlende aktivist-centrum i de sociale kampe. 
Efter 2. Verdenskrig blev anarkisternes bevægelse illegaliseret af landets stalinistiske repressionsapparat.
Først ved regimeskiftet i 1989 blev
det atter muligt for anarkisterne at organisere sig legalt.

Dette førte i 1880’erne og 1890’erne til dannelsen af de første anarkistiske grupper og forlag. I denne periode deltog anarkisterne i den radikaldemokratiske befrielseskamp mod det Osmanske Rige, bl.a i den væbnede opstand i Strandzha-massivet. Målet var etableringen af folkeslagenes selvforvaltede autonomi i regionen.
Da dette ikke kunne realiseres, blev samtlige aktiviteterne koncentreret i det bulgarske kongerige.

• Den Anarkistiske Føderation dannes

Efter 1. Verdenskrig hvor anarkisterne agerede som militærnægtere, dannedes i 1919 en landsdækkende ’Føderation af anarkokommunister i Bulgarien’ (FAKB). 

På føderationens 5.kongres i 1923 deltog 104 valgte delegerede og 350 gæster fra 89 lokale organisationer. På dette tidspunkt fandtes der fire anarkistiske forlag rundt om i landet og avisen ”Rabotnicheska Missal” (”Arbejderstandpunkt”) udkom med et oplag på 7500 ekemplarer, som blev distribueret i 140 landsbyer og byer.
Det skønnes, at 10.000 mennesker på dette tidspunkt  sympatiserede med anarkismens idéer. Bevægelsen var stort set orienteret til anarko-kommunismen (2) og rådede over en væbnet fløj.

• Mislykkede opstande mod militærdiktaturet

I Bulgarien kuppede militæret sig i 1923 til magten og afsatte den venstreorienterede regering, der var baseret på 'Bondeforbundet'. Anarkisterne deltog i to væbnede opstande i juni og september samme år militæret overtog magten. Begge opstande blev blodigt slået ned. Nogle bevæbnede anarkistiske partisangrupper fortsatte modstanden i undergrunden indtil 1925.
Bortset fra en politisk liberaliseringsfase fra 1926 til 1934, blev Bulgarien indtil 2. Verdens-krig styret af autoritære regimer.  

Alligevel formåede anarkistiske grupper at videreføre en del aktiviteter. For eksempel at organisere solidarisk støtte til den spanske revolution i 1936 og frem.
De gjorde det under dække af  forskellige esperanto- og afholdsforeninger. Omkring 40 bulgarske anarkister tog til Spanien og kæmpede i de anarkistiske militser.
Under 2. Verdenskrig indgik de den bulgarske regering en alliance med Hitler-Tyskland.
I denne tid var mange anarkister enten i fængsel, i lejre eller også i undergrunden og i eksil.

• Reorganiseringsforsøg trods tiltagende repression fra landets stalinistiske kommunistparti

Den 9. september 1944 kuppede den såkaldte ”Faderlandske Front” - en folkefrontsalliance, som spændte fra venstrefløjsorganisationer til den nationale højrefløj - regeringen og skiftede side til de allierede magter. Samtidigt marcherede den Røde Hær ind i Bulgarien.
De anarkistiske kredse anså tiden for at være moden til at genopbygge den libertære bevægelse. De lokale grupper var allerede ved at sætte forskellige socialpolitiske aktiviteter igang. I oktober 1944 blev der organiseret den første landsdækkende konference og et par måneder senere genudkom den første udgave af avisen  ”Rabotnicheska Missal”.  

I løbet af 1945 dannede  statssikkerhed-apparatet, der var kontrolleret af det bulgarske  kommunistparti, en særafdeling, hvis opgave var at bekæmpe og kriminalisere det anarkistiske miljø.
Overvågningen af anarkisterne blev iværksat med en hel del ressourcer. Således lod statspolitiet i 1951 mere end 140 undercover agenter infiltrere de anarkistiske kredse, som skønnes at have haft omkring  3000 aktivister på det tidspunkt. (I 1950 havde Bulgarien 7,3 millioner inbyggere).

• Interne uenigheder
  indenfor den anarkistiske bevægelse

I løbet af 1945 kom det til tungtvejende uenigheder blandt anarkisterne indbyrdes om forholdet til den ”Faderlandske Front”- regering. Mens den anarko-kommunistiske fløj tog politisk afstand, støttede dele af anarko-syndikalisterne i første omgang fortsat regeringen og anbefalede deres medlemmer at samarbejde med fagforbundet og forblive aktive i de statsligt subventionerede fagforeninger.
På trods af disse taktiske uenigheder sluttede anarko-kommunisterne og en del af syndikalisterne sig sammen i marts 1945 på basis af et fælles programatisk grundlag. Den 10. marts blev der afholdt en efterfølgende konference i bydelen Knjashvo i hovedstaden Sofia.
Kommunistpartiet gav ordre til at storme mødet og anholde de forsamlede 80 delegerede, som blev sendt til de nyoprettede arbejdslejre til ”genopdragelse”.  Derefter blev der åbnet en klapjagt på det anarkistiske miljø og mange kendte medlemmer blev anholdt og for-svandt i stalinisternes fængsler.

• Anarkisternes sidste offentlige demonstration

Den 18. marts 1947 døde Mihail Gerdzhikov, der var en af grundlæggerne af den bulgarske anarkistiske bevægelse. Han var kendt og populær i en bred offentlighed som frihedskæmper for et uafhængigt Makedonien.
På trods af myndighedernes forbud mod symboler, faner og politiske taler, blev mindedemonstrationen ved bisættelsen den sidste masseaktion fra landets anarkistiske bevægelse.
Dette havde tydelige paralleler til bisættelsen den russiske anarkist Pjotr Kropotkin, 13. februar  1921 i Moskva. Også her blev mindedemonstrationen den sidste legale offentlige aktion fra anarkisterne i Sovjetunionen.
Den 16. december 1948 fulgte stalinisternes store slag mod den anarkistiske bevægelse. I en landsdækkende operation i de tidlige morgentimer anholdt kommunistpartiets politi ”Milizija” en lang række kendte anarkister. Ifølge senere beretninger fra statssikkerheds-tjenesten var det planen at anholde omkring 200 kendte anarkister. Fremkommet arkivmateriale beretter om 600 anholdte anarkister.
De anholdte blev sendt til forskellige arbejdslejre. De fleste blev deporteret til den berygtede fangelejr Belene på øen Persin (billeder nedenfor)ved grænsen til Rumænien. Mange forblev fængslet indtil 1953, året for Stalins død.
Ifølge arkivrapporter fra statens sikkerhedstjeneste, lykkedes det i løbet af årene omkring 100 fængslede anarkister at flygte til udlandet via Tyrkiet og Grækenland. De fleste af dem samlede sig i Frankrig og dannede i 1952 en anarkistisk eksilorganisation.

På trods af massiv repression blev enkelte anarkistgrupper i undergrunden ved med at gøre modstand mod stalinisternes magtapparat. Således sprængte den 19-årige anarkist Georgi Konstantinoff sammen med nogle kammarater det officielle Stalin-monument i luften under en massedemonstration i forbindelse med Bulgariens uafhængighedsdag den 3.marts
1953. Mens hans kammerater kunne flygte, blev Georgi Konstantinoff anholdt og dømt til 20 års arbejdslejr. Efter 10 år blev han løsladt ifm. en kortvarig amnestifase.

• ”Nash Put” (Vores Vej)

Med støtte fra bl.a. Alexander Berkman-hjælpefonden og den anarkosyndikalistiske ’Internationale Arbejder-Association’ (IAA) udgav den bulgarske eksilgruppe fra 1952 til 1990 avisen ”Nash Put” (Vores Vej). Derudover udgav de bulgarske anarkister sammen med talrige andre libertære fra østeuropæiske lande en fransksproglig avis med navnet ”Iztok – revue libertaire sur les pays de l’Est” (Istok – libertær tidsskrift for landene i Østen).
Efter de stalinistiske regimers fald i november 1989 vendte mange anarkister i eksil tilbage til Bulgarien. Først efter regimeskiftet blev det atter muligt at organisere sig legalt.
De bulgarske anarkister har indtil i dag ikke formået at opnå den styrke, som de havde før de blev smadret af stalinisternes magtapparat.

(Oprindeligt offentliggjort i den anarkistiske avis ’Graswurzelrevolution’ nr. 469 printudgave (barrierebetaling). Oversat og forkortet af al./autonom infoservice)

Relateret

• libcom.org. Bulgarian Anarchists About The Refugees
• A short biography of the Bulgarian anarchist guerilla Tinko Simov
• anarkismo.net. The Anarchist-Communist Mass Line: Bulgarian Anarchism Armed
  
• Crimethinc.com. Anarchy in Bulgaria: An Interview