En gruppe kvinder drager gennem Teheran for at spraye paroler mod præstestyret.
Hver nat erobrer de med deres graffiti en del af gaderne tilbage. Dagen efter bliver det malet over igen af regimets tilhængere...
-
Samtale med en aktivist
fra sprayergruppen i Teherans bydel Nasi Abad.
-
En samtale mellem den iranske feminist Niloofar Rasooli og sprayaktivisten ”R” fra Teherans bydel Nasi
Abad. ”R” står for ”Roya”, som betyder ”drøm” på farsi.
Niloofar Rasooli, historiker og journalist, lever siden 2021 i Zürich.
“Jeg har læst et eller andet sted, at murene er de første, der tilslutter sig en revolution ...“ siger hun, før internetforbindelsen bliver afbrudt.
Da hun er tilbage, sukker hun og afslutter derefter sætningen: ”... vi skriver på disse vægge. Vi slutter os til menneskene, vi laver en revolution i Iran.”
Hendes dæmpede stemme
når mig fra Teheran gennem videoopkald, hendes kamera er slukket.
Da jeg første gang snakkede med hende, var der gået 51 dage, siden Mahsa ”Zhina” Amini
var blevet myrdet bag lukkede døre i Sahteman-e-Vosara, centrum for det såkaldte moralpoliti i Teheran. Siden da er der ikke gået en eneste dag i Iran uden smerte, protest og
blodsudgydelse.
Da jeg første gang talte med hende, var klokken to om natten i Iran, hun var lige kommet hjem, efter at have sprayet sloganet „Kvinde.Liv.Frihed“ på en af murene i sin hjemby. Jeg fører et interview med Teherans vægge. Jeg fører et interview med revolutionen.
Hvem er hun?
Jeg aftaler med hende, at vi må tænke på et navn til hende og foreslår ”Omid”. Det betyder ”håb” på farsi. Men hun afviser resolut mit forslag: ”Omid er et maskulin navn”, siger hun og vi griner
begge over, at ”håb” på farsi er et maskulint begreb, mens ”Roya”, der betyder ”drøm” stadig væk tilhører os kvinder.
Jeg vil fremover kalde hende for ”R”. R er en kvinde i slutningen af tyverne, som maler om natten på byens mure for at gøre modstand mod regimets mure, der lukker hendes drømme
inde.
R’s historie begynder med en fortælling, der ligner så mange andre R’s i Iran: ”Jeg har aldrig været en
politisk aktivist”, siger hun. Men da Mahsa «Zhina» Amini døde, var det hendes krop, hendes ganske almindelige kvindekrop, som bragte R på gaden: “Min krop, som staten altid har haft råderet
over, som om retten til at kontrollere min krop, slet ikke tilhører mig”.
R fortæller, hvordan hun om aftenen den 16. september, da Aminis død opdelte den iranske tidshistorie i et før og et efter, gik til det nærliggende supermaked for
at købe et pakke cigaretter.
Hun var ellers holdt op med at ryge fire måneder tidligere, men nu tændte hun den ene cigaret efter den anden, tørrede igen og igen tårerne af ansigtet, løb indtil midtnat i endeløse cirkler
gennem stuen og tænkte:
”Vi må gøre noget. Vi må gøre noget mod
denne gamle, ophobede vrede.”
Derefter gjorde hun som så mange andre kvinder: Hun trak en stor bluse på, der ikke kunne glide op – helt i sort for ikke at skille sig ud fra mængden.
I sin taske puttede hun en æske cigaretter, en lille flaske edikke, som skulle hjælpe mod tåregas og nogle sten fra hendes blomster-potter. Til slut samlede hun sit hår med en elastik, tog sit
hovedklæde på og gik ud på Hedshab-gaden for at demonstrere.
-
”Det var en eksplosion af stemmer,
tåregas, knipler og drømme“
Rs fortællinger bliver igen afbrudt, internetforbindelsen er dårlig.
Jeg stiller mine spørgsmål, hun hører godt nok mig, men jeg ikke hende. Derfor taster hun sine svar i chatboksen. Jeg skriver det op, før hun igen sletter det for at efterlade så få digitale spor
som muligt.
”Den første dag havde vi ikke nogen anelse om, hvad der ville ske”, skriver R. ”Vi vidste bare, at vi vil støde sammen med
politiet.” De mange politifolk, der var til stede, har dog chokeret hende: ”De stod i rækker, alle bevæbnet, alle klædt i sort.”
Derefter skildrer hun den første protestaften: ”Det varede kun nogle minutter, før det rigtigt gik i gang.
Folk stod i mindre grupper sammen – og ventede. Indtil en ung kvinde pludseligt råbte: ”Kvinde.Liv.Frihed”.
Hvorpå stemningen blev en anden og menneskene istemte protestsangen: ”Det var en eksplosion af stemmer, tåregas, knipler og drømme“, fortæller R.
Hun husker kun nogle bestemte scenarier: At nogen tog fat i hendes rygsæk og rev hende ned på jorden. At folk på et tidspunkt løb fremad og at menneskemylderet blev større og større og at folk
efter et stykke tid stillede sig foran politiet – tæt presset sammen, mens de holdt hianden i hænderne.
- “Vi er byens sorte ånde“
Efter de første dage af revolutionen begyndte R at male på Teherans mure. Hendes knæ begyndte at gøre ondt
pga. de mange løb og fald ved demonstrationerne, fortæller hun: ”Men når vores fødder ikke kunne løbe længere, måtte vi i stedet for arbejde med hænderne.”
Hun kontaktede sine veninder og sammen dannede de en lille gruppe på fire kvinder: Alle klædt i sort, håret bundet sammen i en knold, sten i taskerne, cigaretter og edikke i rygsækken og en
spraydåse i hænderne.
“Vi er byens sorte ånde“ , siger R. Sådan kalder kvindegruppen sig, og nat efter nat drager de gennem hovedstadens gader.
I søgen efter en egnet mur, som ikke bliver iagttaget af øjne bag tiltrukne gardiner.
Når de har fundet en egnet mur, står to sorte ånder vagt på gadehjørnerne, en ånd maler på væggen og den fjerde tager billeder. Derefter forsvinder de igen i nattens mørke.
Det vigtigste er, ikke at overlade gaderne og murene til ”dem”, siger R. og mener det iranske regime. Igen og
igen maler de revolutionære slogans mod regimet på murene, som derefter bliver overmalet igen.
Hun nævner et eksempel: ”Det var midt i oktober, omkring midnat, vi havde været undervejs i timevis, da vi blev opmærksom på en stor mur i nærheden af ’Kurdistan Expressway’, en motorvej.
”Hvad for et sted! Hvad for et navn!” tænkte de.
Muren var helt hvid: Rent, poleret og tom, den var åbenbart for kort tid siden blevet over-malet af regimet. I kæmpe bogstaver, fortalte R., skrev de: ”Tyranniet vil ikke overleve!”.
Næste dag ved middagstid tog hun atter hen til kvarteret for at kigge på muen.
Sloganet var allerede igen blevet slettet, men bogstaverne var stadig væk synlige.
En uge senere, da hun tilfældig gik langs den samme vej, så
hun, at muren igen var fyldt med protest slogans.
Jeg spurgte R., om hun har planer om at male på muren igen . ”Selvfølgelig” svarer hun ” vi venter indtil næste gang, den
bliver overmalet af regimet og så tager vi derhen igen.”. Hun ved allerede, hvad der skal stå: ”Begard ta
begardim.” (Du kan ikke flygte fra mine hænder).
-
”På gaden forener vi vores stemmer,
men på murene taler vi med hinanden”
Den tredje dag jeg fik kontakt med R. for at snakke med hende om byens sorte ånde, kan jeg igen høre hendes
stemme og hendes kamera er stadig væk slukket: Jeg kan ikke se hendes ansigt.
Hun var lige kommet hjem fra en protest og en nat på gaden, hvor hun igen har malet paroler. Hun gør nu begge dele: Sprayer og demonstrerer.
”På gaden forener vi vores stemmer, men på murene taler vi med hinanden”, siger R. Husmurene er de protesterendes hemmelige mødesteder:
”Ofte kan slogans som nogen har sprayet stadigvæk læses, efter at regimets tilhængere har overstreget dem med sølvfarvet eller sort spray eller malet det over med hvid farve”, fortaler
R. ”Så forbinder vi vores nye slogan med det, der er blevet malet over og knytter dermed forbindelse til andre graffitysprayere i vores fælles sag .” På denne måde tilegner de sig
om natten gaderne og murene, som regimet har frataget dem.
I slutningen af vores samtale beder jeg R om at vise mig sit ansigt. Hun indvilger, tilslutter sit kamera og jeg ser et smilende ansigt med to grønne øjne, der
kigger direkte på mig. Så bliver internetforbindelsen langsommere og til sidst fryser hendes smil. Hun skriver i chatten: ”Chodafes”: På gensyn!
_________________________
(Samtalen er oprindeligt offentliggjort i den schweiziske ugeavis WOZ nr. 46 , Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice)
______________
Relateret
HENGAW – Organization for Human Rights, d. 24. november 2022:
“Mass abduction of citizens in Mahabad; Hengaw
authenticates 18 abducted citizens”
autonom infoservice, d. 25.oktober 2022: Iran: ”Vi kæmper, vi bliver ved, vi tager vores land
tilbage!”
* Nogle af revoltens navngivne ofre
* Regimets repressionsapparat
