Efter adskillige mislykkede forsøg på at gå på pension annoncerede filminstruktør Ken Loach (87) afslutningen på sin karriere i 2023.
”The Old Oak”, hans angiveligt sidste film, er kulminationen på en 70-årig karriere med snesevis af film, TV-dramaer og dokumentarer.
Ken Loach’s
gennembrud kom i 1966 med "Cathy Come Home", et TV-drama om et ungt pars nedtur i fattigdom og hjemløshed. Over tolv millioner seere så filmen. Spørgs-målet om hjemløshed kom derefter på
dagsordenen.
Et urokkeligt blik på almindelige menneskers liv og de politiske kræfter, der bevæger dem, kende-tegner Ken Loach’s arbejde fra start til slut.
- I interviewet taler Ken Loach om sin karriere og mulighederne for politiske film i dag.
________________________________________________
Dybt menneskelige skildringer af arbejder- klassens liv og en forpligtelse til at afsløre uretfærdighed definerer Ken Loach’s "sociale realisme"
som en karakteristisk stil i verdensbiografen.
I stedet for at blive blødere i løbet af sin karriere er hans
fokus på at bekæmpe uretfærdighed blevet skarpere - ofte til det politiske establishments forfærdelse.
Kenn loach vandt sin første Guldpalme ved filmfestivalen i Cannes i 2006 med The Wind that Shakes the Barley, en film om den irske kamp for selvstændighed efter Første
Verdenskrig.
Afslutningen på Loach’s filmkarriere skulle have været Jeg, Daniel Blake, der skånselsløst afslører grusomhederne i det nedskæringsplagede britiske velfærdssystem. Med den film vandt
Loach sin anden Guldpalme i 2016.
Disse temaer går igen fra et andet perspektiv i Loach’s sidste film, The Old Oak. Filmen er en historie om syriske flygtninge, der er tvunget til at bo i en
tidligere mineby i County Durham, samt de vanskeligheder, som de mangeårige beboere, der byder dem velkommen, står over for.
The Old Oak er et følsomt portræt af de splittelser og det hykleri, der fostres og videreføres af forfærdelige sociale forhold. Samtidig er det en bevægende fremstilling af de kæmpende menneskers fællestræk og en fortælling om, hvordan forskellig-heder kan overvindes.
-
Interview
med Ken Loach, socialistisk filmskaber.
Hans værker inkluderer Kes, Land and Freedom, I Daniel Blake og senest The Old Oak. Ken Loach bliver interviewet af Karl Hansen, redaktør på det britiske magasin Tribune,
december 2023. (Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice)
_____________________________________________________________
- Der er langt færre politisk bevidste film i mainstream nu end på noget tidspunkt i din karriere. Hvorfor tror du, det er sådan?
Ken Loach: Det er markedets lov. Det frie marked mindsker konkurrencen. Det har den altid gjort. Små virksomheder bliver fortrængt af større virksomheder, som er forretning og profit frem for at skabe film med deres egen individuelle stemme.
- Hollywood og streamingtjenester arbejder efter en formel, der bestemmes af film-industrien og det
overvældende flertal af film bliver produceret derefter. Vi har ikke
en hjemlig filmindustri. Det er meget svært at lave uafhængige britiske film og endnu sværere at få dem ud i biograferne. Så mange talentfulde mennesker laver politiske film, som primært ses
på filmfestivaler.
- Et udpluk af Ken Loach's film:
- Du begyndte din karriere med at lave film for BBC, da du var midt i tyverne. Hvor vigtigt var det arbejde, og ville unge instruktører have de samme muligheder i dag?
Ken Loach: Fjernsyn var afgørende for min generation. Da vi begyndte på BBC, var der ikke det mikro-management, som idag.
Det betød, at forfatterens vision, hjulpet af instruktøren og producenten, var den, der blev gennemført, ikke forestillinger fra ledelsen eller andre. Og det førte til en masse originalt arbejde.
Noget af det var ikke særlig godt, men der var mulighed for at ud-vide rækkevidden, hvorimod udvalget nu til dags bliver smallere og smallere.
De muligheder findes ikke længere i dag. Der er stor opbakning til førstegangs-instruktører fra offentlige organer, hvilket er fint, men i forhold til mainstream-arbejde er det ret svært.
- Industrien vil have folk med erfaring, fordi de er nødt til at levere formlen. Min frygt
er, at mange af dem, der kommer ud af filmskolerne og forsøger at blive del af film-industrien i et par år, glider væk, fordi mulighederne er for begrænsede.
- Du lavede ’Cathy Come Home’ til BBC, da der kun var to TV-kanaler. Betyder den fragmenterede måde, vi bruger medier på i dag, at det er blevet sværere for film at opnå en lignende indflydelse?
Ken Loach: Da vi lavede film som Cathy, var der faktisk to en halv kanal - BBC Two var lige begyndt. Halvdelen af nationen ville se filmen på samme tid, og de ville tale
om den næste dag.
- Nu er publikum meget mere fragmenteret,
så film har ikke umiddelbart den helt store ind-flydelse.
Dengang var vi også vant til at koncentrere
os i længere tid. Effekten af den digitale verden har været at fragmentere folks opmærksomhed, så alt er reduceret til intetsigende postulater og korte klip.
At følge en kompleks historie med forskellige karakterer, og opleve hvordan forholdet mellem dem udvikler sig, det er blevet sværere for mange mennesker, når de ikke er vant til det.
-
I stedet for at blive mere højlydte for at konkurrere om opmærk-somhed i et uoverskueligt mediemiljø, er dine film blevet roligere
og stilistisk mere tilbageholdende. Var det en bevidst reaktion?
Ken Loach: Absolut, ja. Da jeg begyndte, var det faktisk omvendt. Ved TV-dramaer flyttede man fra et sæt i studiet til et andet, optog det kontinuerligt, og det blev mixet i kontrolrummet
- det var som at optage skuespil.
Det var forudsigeligt og hæmmende. Det kæmpede vi imod og brugte vores ung-dommelige frækhed til at bryde reglerne.
- Vi brugte musik, håndholdt kamera og jump cuts for at forfølge handlingen og vi lærte et trick eller to fra den franske New Wave. Den havde den slags energi og noget af en håndholdt
dokumentation over sig. Det var hurtigt klippet, rasende hurtigt, og det var sådan, vi begyndte..
- Vi har forfinet den stil gennem årene, og de sidste tre film har virkelig været ret stramme i forhold til nogle af de tidligere. Jeg tror, at jo mere stringent man kan konstruere en æstetik
omkring det, jo mere troværdig bliver filmen, fordi den på-lægger en linse, der mere eller mindre svarer til det menneskelige øje.
- Dine film udforsker emner som prekær økonomi, sikkerhed på arbejdspladsen og velfærdssystemet, hvilket kan virke ret tørt. Hvordan forvandler du det til underholdning?
Ken Loach: Ved at arbejde med en god forfatter. Jeg har været så heldig at kunne arbejde sammen med Paul Laverty i tredive år nu.
Vi er et partnerskab, og vi snakker ret meget sammen hver eneste dag. Temaer dukker op ud fra en fælles interesse eller en delt bekymring eller vrede. Ud fra det skriver Paul et par
karakterer eller en situation, og vi taler om det, og ud fra dette skriver han så en historie, og vi er i gang.
- Når du finder nogen, der ikke kun kan skrive, men også ser verden på samme måde, laver den samme grundlæggende analyse af verden - at den er baseret på den fundamentale kamp mellem
klasseinteresser, der er i konflikt, de grundlæggende spørgsmål om opposition til alle former for imperialisme og så videre — så har du ramt jackpotten, og den var jeg så heldig at finde.
- Et fælles tema i dine film er almindelige menneskers værdighed og anstændighed i modsætning til systemer, der dehumaniserer os. Anser du dig selv for at være en optimistisk instruktør?
Ken Loach: Tja, man må være realist. Men det vigtigste er at forsøge at finde optimisme i realismen. Det interessante er, at film ofte viser arbejderklassens mennesker som ofre med behov for støtte, men meget sjældent ser man deres styrke, deres kollektive styrke og den politik, den er baseret på.
- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så en film om ikke kun kollektiv handling,
men også den politiske analyse, den er baseret på, som er klassekampen og den uforsonlige konflikt i samfundets hjerte. Det ser du ikke, fordi den herskende klasse ikke ønsker at tillade
det.
- Det er det, vi prøver at vise. Det er klart, at du ikke kan gøre det i enhver film,
ellers ville alle film ende med knytnæven i vejret, og det ville være ret overfladisk. Men essensen af arbejderklassens styrke med potentialet til at foretage de grund-læggende ændringer for at
revolutionere samfundet - det hører man ikke ofte om.
Det er noget, vi har forsøgt at indikere, når det passer ind i historien.
- Du kan ikke bare kaste det ind i filmen som propaganda. Det skal være indlejret i historien, hvor den organiserede arbejderklasses styrke på basis af et politisk program reflekterer en politisk analyse. Det er det, det drejer sig om.
- Det kan man bla. se i din nye film The Old Oak, der viser, hvordan materiel nød kan komme til udtryk i fremmedhad og fordomme. Men filmen viser også, hvordan solidaritet kan konfrontere og overvinde dette.
Ken Loach: Meningen med filmen var at vise, hvordan racisme kan opstå og vinde indpas blandt folk, der ikke er hardcore-racister. Karaktererne er i en situation, hvor de
ikke har nogen levedygtig fremtid.
- De er i et samfund, hvor butikkerne lukker, alle offentlige faciliteter er væk, infra-strukturen er væk, og skoler er gået til nabolandsbyen. Det er et desperat, forladt sted.
- Og folk bliver bare bitre og vrede, og så er de modtagelige for propagandaen.
Claire Rodgerson, der spiller Laura, den unge aktivist, arbejder i det virkelige liv
for en organisation, der bekæmper idéerne fra den yderste højrefløj blandt unge.
Hun er virkelig genial og fantastisk i filmen.
- Men der er også en anden tradition i landsbyen, som er traditionen fra mine-arbejdernes fagforening, der kom til udtryk under strejken i 1984.
Den lange strejke var båret af stærk solidaritet og støtte til hinanden: Folkekøkkenerne, som mange kvinder oprettede i alle landsbyerne, så mine-arbejdere ikke sultede; rejserne til
ud-landet for at samle midler og fortælle andre minesamfund og andre fagfor-eninger om deres kamp.
- Har kunstnere et politisk ansvar?
Ken Loach: Det hører til enhver form for kunstnerisk bestræbelse at involvere sig, at se på verden, bedømme den og genskabe den i det arbejde, du udfører. Hvis du ser udad, fører det til en dom over, hvordan verden er, og medmindre du er helt blank, fører det meninger med sig.
- Det er en skam, at der nu er en generation, som voksede op under Thatcher, da politisk engagement ikke længere blev
set som en god ting. I 1960'erne blev engagement i kunsten set som noget meget positivt. Det blev opmuntret.
Franske instruktører bragte filmfestivalen i Cannes til ophør i ’68 i solidaritet med de studerende og arbejdere, der kæmpede for politisk forandring. Jeg mener, forestil dig, at instruktører
gjorde det i dag...
- Man må organisere sig; slutte sig sammen med ligesindede. Thatcher-generationen i dag betragter verden meget individualistisk,
som alles kamp mod alle. Denne bevidsthedsændring var en af Thatchers store triumfer, godkendt af Blair og nu godkendt igen af Starmer.
Så der er behov for at genfinde følelsen af, at politisk engagement er en del af filmen, for film er et meget offentligt medie. Hvis man tier, accepterer man det rådne system.
___________________________
Ken Loach er en socialistisk filmskaber. Hans værker inkluderer Kes, Land and Freedom, I, Daniel Blake og senest The Old Oak. Han bliver
interviewet af Karl Hansen, redaktør på det britiske magasin Tribune, december 2023. (Oversat
og forkortet af folk fra autonom infoservice)
autonom infoservice
Et broget landsbyfællesskab gen-opbygger en forfalden lade midt i Irlands evige grønne bakker. Et slags ”centro soziale” for alle generationer, et frirum i det ærkekonservative Irland i
1930’ erne.
Ken Loach’s Jimmy’s Hall er en hjerteskærende fortælling om religiøs fanatisme, herskende magtstrukturer og klassesolidaritet fra neden.