Nicaragua: ”Vi ser et behov for at ændre modstandens metoder”

Tre feminister fortæller i dette interview om, hvordan modstanden mod Daniel Ortegas autoritære regime har formet sig siden oprøret i 2018.
De folkelige protester fra 2018 blev efterfulgt af overvågning, anholdelser og flugt. Åben modstand er praktisk
talt umuligt på grund af den massive repression.
Med psykosocialt engagement forsøger et feministisk kollektiv at opretholde modstanden og støtte ofrene for regimets undertrykkelsesmetoder.

_________
Interview
med Margarita Azul, Margarita Amarilla og
Margarita Morada

Aktivisterne ønsker at forblive anonyme og
kalder sig derfor ”tusindfryd” efter et symbol
på modstand: Margaritaerne.

I lande, hvor autoritære tendenser er på fremmarch, tænker mange mennesker på forhånd: "Der er noget i gære". Var der en lignende følelse, da Nicaragua begyndte at bevæge sig mod diktatur?

Margarita Azul: Jeg husker, at der var stor utilfredshed og skuffelse over den tidligere revolutionære bevægelse Frente Sandinista por la Liberation National (FSLN). Det var tydeligt, at der havde været valgsvindel.

Det var tydeligt, at der blev gjort et stort arbejde for at fremstille Ortega som den største revolutionære leder.

Margarita Amarilla: Før Ortega vandt valget igen i 2007, havde vi en neoliberal regering. Den implementerede adskillige privatiseringer, ophobede rigdommen og bidrog til øget social ulighed. Samtidig var der en masse kritik af Frente.

Så det var et valg mellem det "dårlige" og det "mindre dårlige". Derfor er diskursen om, at indførelsen af diktatur var et kup, fuldstændig ubegrundet. Det var snarere en overgang.

Præsident Daniel Ortega og hans kone Rosario Murillo Zambrana, vicepræsident. De er blevet kristne og gennemførte bl.a. en af Latinamerikas mest strikte abortlovgivninger ...

Margarita Morada: Samtidig var der udbredt træthed blandt befolkningen. Ingen ville rigtig gå på barrikaderne længere. Vi rystede ofte på hovedet, fordi det virkede som om, unge mennesker var apatiske, ikke vidste noget om politik og bare ville have sig et arbejde frem for alt.

Det var derfor en stor overraskelse, at protesterne i 2018 mod den korrupte Ortega-regering og dens pensionsreform blev ledet af unge mennesker. Forargelsen over massakren på de unge demonstranter førte til oprør i hele landet.

Grundlæggelsen af jeres kollektiv går også tilbage til protesterne i 2018. Hvad var den afgørende faktor for dig?

Margarita Morada: I foråret 2018 besatte studerende i Managua deres campus. De blev brutalt angrebet af det nationale politi og paramilitære bander; mange blev såret, og nogle blev endda skudt af snigskytter.

- Dette udløste en bølge af protester, der skyllede hen over landet. Samtidig forsøgte regimet at undertrykke de voksende protester med brutal repression. I alt blev over 320 mennesker dræbt.

- Det stod klart for os, at vi ikke kunne se passivt til i en sådan situation. I Nicaragua består vores generation i vid udstrækning af døtre og børnebørn af folk, som mod-satte sig Somoza-diktaturet dengang i 1970erne. Denne arv er blevet genaktiveret på en bestemt måde.

Studenteraktivister fremlæser navnene på deres medstuderende,
der var blevet dræbt af Daniel Ortegas riotpoliti (17. maj 2018):

Margarita Azul: Vi er et netværk af psykosociale arbejdere og vi er alle politisk bevidste borgere. Så vi spurgte os selv, hvad vi kunne bidrage med fra dette perspektiv.
På den baggrund besluttede vi, at vi ville arbejde med mennesker, der er berørt af undertrykkelse og repression, og vi ville etablere psykosocial støtte til deres familier – alt sammen i hemmelighed. For os er dette arbejde en solidaritetshandling og politisk modstand.
__________________________________________

”Vi føler os opmuntret til at fortsætte modstanden, når vi
hører historierne fra ældre kammerater fra tiden med væbnet modstand i 1970'erne og 1980'erne”

Har viden fra tidligere revolutionære bevægelser hjulpet jer?

Margarita Amarilla: Vi skal være klar over, at diktaturet ønsker at kriminalisere os
– som bevægelse, som dissidenter og som mennesker. Det handler om kontrol og absolut lydighed. Men vi gør det ikke nemt for dem. Vi føler os opmuntret til at fortsætte modstanden, når vi hører historierne fra ældre kammerater fra tiden med væbnet modstand i 1970'erne og 1980'erne.
- Forholdene dengang var selvfølgelig forskellige fra i dag. Dengang var den politiske overbevisning i kampen for et befriet samfund stærkere end noget andet. At vide dette har hjulpet os i øjeblikke, hvor frygt ellers ville have lammet os. Selv når vi er bange, driver vrede, indignation og overbevisning os videre i kampen.

Margarita Morada: Vi er et folk, der altid har kæmpet for autonomi. Men denne gang er ingen bevæbnet. Kampen for demokrati og frihed går derfor langsommere. Samtidig kan vi tilegne os vigtige erfaringer fra tiden med væbnet kamp.

Hvad vil I ændre?

Margarita Morada: I den sandinistiske revolution var sloganet "Patria libre o morir!" ("Frit land eller dø”) det centrale kampråb. Nu råber vi ”Patria libre y vivir!” ("Frit land og leve!"). I betydningen: Lad os gøre dette uden at risikere vores eget liv.
Vi ser et behov for at ændre modstandens metoder. Vi ignorerer ikke vores sårbar-hed. Vi er ikke alene, og vi svigter ingen, men vi passer på vores sociale relationer
og netværk.

Er faren for, at disse sociale strukturer bliver revet fra hinanden,
ikke større, jo stærkere undertrykkelsen er?

Margarita Azul: At splitte bevægelser er en velkendt målrettet angrebsmetode, der alt for ofte lykkes. I vores eget netværk har vi formået at undgå denne splittelses-metode og ikke lade os nedgøre.
Som en del af den feministiske bevægelse er vi der for hinanden og støtter hinanden. Hvis de angriber én person, angriber de i virkeligheden os alle. Og denne vrede giver os til gengæld styrke.

Margarita Amarilla: Jeg kender næsten ingen, der ikke var vrede over Álvaro Conrados død.
En 15-årig dreng, der blev skudt af paramilitære den 20. april 2018, fordi han uddelte vand til demonstranter.
Eller den dag, de dræbte de studerende, der havde søgt tilflugt i en kirke. De havde ikke engang sten at forsvare sig med. Hundred-tusindvis deltog derefter i mødrenes march for
at mindes ofrene.
Og selv den dag skød og dræbte paramilitæret protesterende. Jeg ved virkelig ikke, hvem der stadig kan forholde sig neutralt overfor det. Volden lammede os ikke; tværtimod organiserede vi os imod det.

Er I slet ikke bange?

Margarita Amarilla: Selvfølgelig er vi alle bange. Men den største frygt er, hvad
de kan gøre mod din familie, dine venner. Masseprotesterne blev efterfulgt af anholdelser, overvågning og flugt i eksil. Undertrykkelsen er designet til at terrorisere befolkningen. Og regimet har succes med det, det er det værste af det hele. Åben modstand er derfor praktisk talt umulig i Nicaragua i dag.
Margarita Azul: Undertrykkelsen har vækket dybtliggende frygt fra 1980'erne. Ned-skydningen af demonstranter bragte følelsen af krig tilbage hos nogle mennesker, og de begyndte at ryste over hele kroppen.
- Vi blev meget berørt, da folk fortalte os om billederne af torturerede lig, som de stadig huskede fra tiden med den væbnede kamp. Dette er en anden grund til, at vores psykologisk-sociale arbejde er så vigtigt.

Hvordan håndterede I det?

Margarita Azul: Vi forsøgte at gøre det klart i samtaler, at folks følelser er normale. Det er ikke folks reaktioner, der er "unormale", men de forhold, der udløser dem. Al denne undertrykkelse, al denne vold.

___________________________________
” Det, vi ønsker, er forandring for de næste generationer,
selvom det i øjeblikket kan synes langt ude i fremtiden”

Det må også være meget intenst for jer

Margarita Azul: Ja, selvfølgelig. Det gode er, at vi deler smerten og historierne. Kollektivet giver os mulighed for at holde pause og fortsætte med at arbejde. Når man er overvældet af undertrykkelse og stress, kan man nogle gange fortvivle.
- Da vi startede det psyko- sociale støttearbejde, var vi så vrede, at vi holdt op
med at gå ud, vi holdt op med at fejre fødselsdage eller lave noget andet sjovt.

Men det er farligt at normalisere sådan en situation.
- Vi sagde til os selv: "For at komme videre, er vi nødt til at mødes". Vi er nødt til at grine, fejre og leve anderledes, især for at kunne komme videre."

Margarita Morada: Det, vi ønsker, er forandring for de næste generationer, selvom det i øjeblikket kan synes langt ude i fremtiden. Vi har lært meget.
På en meget hård måde. Frem for alt har vi lært, at vi ikke ønsker flere helte,
vi ønsker flere margaritas.

Flere margueritter?

Margarita Morada: Vi ønsker, at Nicaragua skal blomstre. Og at margueritterne skal vokse som et tæppe af blomster, der overgror grænsehegnene mellem eksil og Nicaragua. Margueritter er magt-fulde.
- I 2021 blev flere meget vigtige oppositionsfolk fængslet, herunder menneskerettighedsaktivisten
og politikeren Ana Margarita Vijil. (1)
Efter hendes anholdelse vidste vi intet om hendes opholdssted. For at kræve et livstegn fra Margarita, postede vi alle et foto eller en tegning af en marguerit på sociale medier og hængte dem op på offentlige steder.
Margarita Amarilla: Dette var et tegn på solidaritet med Margaritas familie. Men Margarita kunne have været enhver af os. Margarita var og er en kvinde, der lige-som mange kvinder i Nicaragua, udtrykte kritik og modsatte sig diktaturet.
Vi var alle Margarita. Vi er alle Margaritas.
____________________________________________________________

Offentliggjort af menneskerettighedsorganisationen Medico International,
d. 5. maj 2025. Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice.

Note

1) Ana Margarita Vijil, er en af grundlæggerne af ”Sandinista Renovation Movement” blev anklaget for "sammensværgelse for at underminere den nationale integritet til skade for staten Nicaragua
og det nicaraguanske samfund."
Hun blev erklæret skyldig. Anklagemyndigheden krævede 10 års fængsel.

Ana blev anholdt i sit hjem den 13. juni 2021 sammen med den tidligere Sandinista-kommandør Dora María Téllez, der er berømt for sin rolle i et angreb i 1978 for at befri 60 Sandinistas fra diktatoren Anastasio Somoza's tortourfængsler.

AnasVijils niece Tamara Dávila blev anholdt aftenen før. Ligesom de fleste af de andre anholdte blev de alle sammen anklaget for overtrædelser af den kontroversielle lovparagraf 1055, der blev vedtaget i december 2020, og som giver regeringen ensidig beføjelse til at anholde enhver, den udpeger som "forræder mod hjemlandet".

Ana blev løsladt den 9. februar 2023 sammen med 221 andre politiske fanger, 606 dage efter sin fængsling i 2021.
Ortega / Murillo-regimet beordrede hende straks derefter til at gå ombord på et fly uden at vide, hvor hun skulle hen, og hun blev overført direkte til Washington.

Relateret

autonom infoservice

Tidsdoku. (VS' avis Solidaritet nr. 7 - 1980):

Væbnet opstand i Nicaragua 1979 - interview med en sandinista
Et interview med Auxiliadora Sanches, leder af en kolonne væbnede sandinistas under folkeopstanden i Nicaragua