INTERVIEW med Fausto Bertinotti, tidl. formand for Rifondazione Comunista
_______________________
De uafhængige fagforeninger mobiliserede den 27. januar 2012 til generalstrejke, der lammede store dele af Italien. Strejken var rettet imod Mario Montis neoliberalistiske teknokrat-regering, der afløste Silvio Berlusconis korrupte regime.
- I interviewet opfordrer Fausto Bertinotti, forhenværende formand for ”Rifondazione Comunista” (en italiensk pendant til Enhedslisten), den parlamentarisk orienterede venstrefløj til at gå tilbage til rødderne og deltage aktivt i bevægelsernes kampe.
Mens de tre store faglige landsorganisationer forholder sig afventende til Monti-regeringen og landets venstrefløj samler stumperne fra dens fallerede parlamentariske tilpasningspolitik til centrum-venstreblokken, så danner basisfagforeningerne og forskellige sociale bevægelser spydspidsen i en ny dynamisk antikapitalistisk opposition fra neden.
”Den sociale konflikts adskillelse fra
den politiske opposition har svækket
den italienske venstrefløj”
- Du har betegnet regeringsskiftet i Italien som ”et koldt kup”. Hvem er kupmagerne?
Fausto Bertinotti: Denne betegnelse beskriver det modsætningsforhold, som vi oplever i Italien: Demokratiet er sat ud af kraft, uden at der sket et kup med de gængse blodige karakteristika. Den Europæiske Centralbank har i august 2011 i et brev til den italienske regering meddelt, hvad den skal gøre ift. krisen. Eftersom det ikke lykkedes Berlusconis regering at omsætte denne krisepolitik, resulterede det i november i en regeringskrise. Men der blev ikke udskrevet nyvalg. Istedet for blev der udvalgt en regering af teknokrater. Denne regering er en slags ambassade for EUs dominerende politiske alliance.
- Den parlamentariske opposition (1) roser regeringens nye stil og støtter ministerpræsident Mario Montis politik. Hvorfor er den parlamentsorienterede venstrefløj ikke i stand til at præsentere et alternativ hertil?
Fausto Bertinotti: Venstrefløjens svaghed skyldes dens fiksering på personen Berlusconi – så paradoksalt det end lyder. Venstrefløjen har ladet sig blende af politikens personalisering, som har erklæret Berlusconi for et monster og fokuseret på kampen mod dette monster. Dermed har den mistet enhver konkret relation til de sociale bevægelser, der protesterede mod hans politik. Den sociale konflikts adskillelse fra den politiske opposition har svækket den italienske venstrefløj. Den har i løbet af de sidste 20 år mistet sin duelighed til at opfatte samfundet ud fra en klassespecifik synsvinkel. Derfor fremstår regeringen under Monti som anstændig, skønt de er en regering af det italienske borgerskab, der fører en konsekvent klassepolitik.
- Du taler om et ”politisk oligarki”, som er ved at oprette en ”neoautoritær indhegning”. Kan du forklare det nærmere?
Fausto Bertinotti: Dette billede beskriver en konstruktion af en fæstning. Indenfor denne indhegning bliver samtlige beslutninger taget. Formelt har regeringen, partierne og organisationerne, der betegnes som ”socialpartnere” tilgang dertil. Men i dette omhegnede område findes der kun små nuancer i en ellers ensartet politik. Men ingen virkelige forskelle. I denne ramme er beslutningerne hverken gode eller dårlige, i interesse af den ene eller den anden klasse, men ”nødvendige for at undgå værre situationer” – for ”at afværge kaotiske tilstande”.
- Når den autoritære afsondring er karakteristisk for den nuværende parlamentariske situation, hvilke muligheder er der så tilbage for en progressiv opposition?
Fausto Bertinotti: Det er vigtigt at forstå denne proces med alle dens modsætninger og konflikter. Det vigtigste politiske spørgsmål idag er: Hvad sker der udenfor denne indhegning? Efter min mening er der ved at opstå bevægelser, som på globalt plan mobiliserer mod netop disse interne magtcentre.
”Den form for subjektivitet som vi
oplever i den aktuelle sfære af
revolten, har afkoblet sig fra enhver
partipolitik”
- Dine metaforer fremmaner Genovas bybillede i forbindelse med G8-topmødet i 2001: Magtens indhegningen i en ”rød zone” og udenfor den globaliseringskritiske bevægelse. Ser du fælles nævnere mellem de aktuelle protestbevægelser og de daværende NO-globals?
Fausto Bertinotti: Jeg ser snarere forskelle. For det første er rammerne en anden: 2001 var vi midt i den kapitalistiske globaliserings udbredelsesfase med alle dens storartede løfter. Idag oplever vi globaliseringens krise. Istedet for den ”progressive” moderniserings optimistiske løfter tales der idag om uundgåelige beslutninger. Den anden forskel drejer sig om protestens subjektivitet: Den globaliseringskritiske bevægelse stod i en eller anden – omend ikke konfliktfri - relation til venstrefløjens partier. Den form for subjektivitet som vi oplever i den aktuelle sfære af revolten, har afkoblet sig fra enhver partipolitik.
- Hvad mener du med revoltens sfære?
Fausto Bertinotti: En revolte opfatter jeg som spontane, massemæssige fænomer af rebbellion. Jeg taler om en sfære, fordi protesterne ikke udemærkede sig ved en global ensartethed, men udgør elementer af en bestemt kulturel tendens. Den kendsgerning at i Nordafrika blev regimer væltet, som indtil da så ud til at være indrettet for ”evigheden” har haft en smittende effekt. I Spanien opstod bevægelsen af "Indignados“ (forargede) og i New York "Occupy Wall Street”.
” ...bevægelsens krav om at
udvikle nye demokratiske
beslutningsprocesser fra neden”
- Hvad forbinder folkeopstanden i Nordafrika med protestbevægelsen i Europa og USA?
Fausto Bertinotti: For det første sloganet „Vi betaler ikke for jeres krise“. Selv hvis det er svært at få realiseret på kort sigt, så signaliserer sloganet modstand mod regeringernes bestræbelser på at gøre konsekvenserne af den globale finanskapitalismes krise til et fælles anliggende. For det andet bevægelsens krav om at udvikle nye demokratiske beslutningsprocesser fra neden. Ofte henvises der til, at protestforaerne kun er forbundet med hinanden via de nye sociale medier. Men den virtuelle platforms virkemiddel er kun så magtfuld, fordi der findes reelle platfomer, hvori de af den kapitalistiske krise atomiserede subjekter kan genkende sig og slutte sig sammen. Den som er interesseret i tilblivelsesprocessen af en ny venstrefløj, skulle tage denne nye politiske kultur seriøst.
(...)
”Da den italienske arbejderklasse
engang var meget stærk, er den
kapitalistiske revanche her særlig
hård”
- Hvad kan venstrefløjen i Italien gøre?
Fausto Bertinotti: Man skal analysere denne forargelse nøje: En betydelig del af befolkningen gør oprør. Måske på en modsætningsfuld måde, men immervæk et oprør. Er det ikke den nødvendige forudsætning for et brud med passivitetens konsens, som politiken i lange perioder har bygget på? Protesterne mod Monti-regeringens pensions – og arbejdsmarkedsreform (2) har i de sidste uger fremkaldt en voksende radikalitet. Lastbilchaufførernes strejke har lammet især det sydlige Italien. Politikernes tilpasningsbestræbelser til såkaldte EUropæiske standarder foregår ikke gnidningsløst.
Vi befinder os nu i en fase, hvor det centrale spørgsmål er, hvad der bliver tilbage af den europæiske socialstatsmodel. De neo-autoritære oligarkier har et præcist mål: Tilbageerobringen af samtlige frirum, som er gået tabt for kapitalen i fortiden gennem klassekampe og succesrig venstrefløjspolitik. Da den italienske arbejderklasse engang var meget stærk, er den kapitalistiske revanche her særlig hård.
- Protesterne mod krisepolitikken udtrykker sig ikke altid gennem frigørende krav. Det fremmer nogle gange også national- chauvinistiske og racistiske fordomme. Er der fare for, at der organiserer sig en ny højre- populistisk bevægelse?
Fausto Bertinotti: Uden tvivl producerer den teknokratiske orden, som efterhånden installeres rundt om i Europa, fare for opkomsten af en ny højrefløjspopulisme.
I den forbindelse finder jeg faren for udbredelse af højrefløjens traditionelle sfærer for ringere end styrkelsen af højrepopulistiske miljøer fra kræfter der ellers traditionelt var tilhængere af venstrefløjen. Fordi der ikke findes en organiseret politisk venstrefløj, som kunne bakke op omkring de socialt motiverede oprør, indebærer det fare for, at revolten udvikler en udifferentieret totalopposition. Det gælder ikke kun for Italien, men for hele Europa.
Men jeg er overbevist om, at kun de sociale bevægelser har mulighed for at afværge denne fare. De indtager de samme temaer, som højrepopulismen spiller på. Af den grund er de sociale bevægelser ofte så ambivalente. En revolutionær venstrefløj der er interesseret i at spille en samfundsmæssig rolle, skal ikke virke belærende, men gå ind i bevægelserne og acceptere forskelligheder og mangfoldighed og lede efter fælles fodslag.
”I Italien er det lykkedes for
metalfagforeningen FIOM at
knytte et tæt samarbejde med
elev- og studenterbevægelsen”
- Ser du ansats til, at de forskellige grupperinger finder sammen og danner en stærk oppositionel kraft?
Fausto Bertinotti: I Italien er det lykkedes for metalfagforeningen FIOM at knytte et tæt samarbejde med elev- og studenterbevægelsen. Alliancen står for en alternativ produktions – og demokratimodel fra neden som modstykke til de aktuelle forsøg på at bandlyse klassekonflikten ud af fabrikken og udradere arbejdernes subjektivitet. At bygge broer til andre og forsvare konfliktens autonomi er efter min mening idag den største udfordring.
______________
______________
Fausto Bertinotti er forhenværende formand for ”Rifondazione Comunista” (en italiensk pendant til Enhedslisten). Han er idag redaktør af venstrefløjsmagasinet ”Alternative – per il Socialismo”.
(Interviewet er oprindelig offentliggjort i ugemagasinet Jungle World, d. 2. februar 2012, oversat og let forkortet af autonom info-service)
Noter
1) Oppositionen centrum-venstreaksen under ledelse af den socialdemokratiserede alliance ”Democratici di Sinistra” (Venstredemokraterne). Alliancens flertal kom fra det forhenværende kommunistiske parti PCI, der i 1991 omdannes til Partito Democratico della Sinistra (PDS). I 1998 omdannes PDS til ”Democratici di Sinistra” som resultat af en sammenslutning med kristlige sociale kræfter og forskellige mere eller mindre mindre socialdemokratiserede organisationer.
2) Monti-regeringen har fastfrosset pensionsindtægterne, hævet skatterne og momsen og vedtaget at hæve pensionsalderen til 66 år fra 2018. Samtidig forberedes der et omfattende angreb på tilkæmpede overenskomster ved at udhule lønningerne, og de-regulere arbejdsforholdene. Bl.a ved at løsne op for virksomhedsejerens fyringsdispositioner. Italien har en officiel arbejdsløshed på 8,6 procent. Ungdomsarbejdsløsheden ligger på knap 30 procent. Monti-regeringens spareplaner opererer med 30 milliarder euro og implicerer omfattende fyringer i den offentlige sektor.
(al. / autonom info-service)
Relateret