Feminist kongres i Berlin: "Feminisme og marxisme - et ulykkeligt ægteskab”?

I den kommende tid vil der blive afholdt forskellige marxisme-seminarer (se løbende opslag på kalenderen).                                          Da den feministiske vinkel som regel ikke spiller nogen rolle i disse seminarer, henviser vi til en kongres, der fandt sted for et par år siden i Berlin. Den handlede netop om det  ambivalente forhold mellem marxisme og feminisme.

” At artikulere meningsforskelle – samtidig med at vi beholder vores projekt i fokus – det er en færdig- hed, som feministiske marxister stadig har brug for ..."

_________

En beretning

I weekenden den 20. – 22. marts 2015 fandt en international feminist kongres sted i Berlin. 550 deltagere fra mere end 12 lande mødtes for at sætte fokus på en marxistisk feminisme. På flere måder en trendsættende begivenhed.

Long time – no see ...

I indbydelsen til kongressen skriver arrangørerne blandt andet:

”For omkring 40 år siden var der i mange lande feministiske marxister, som tog bladet fra munden og råbte højt. De kritiserede det gængse marxistiske arbejdsbegreb og merværditeorien, de opponerede mod den mandlige marxismes indstilling til husarbejde, til familie, til seksualitet, til naturen og de talte for en ny forståelse af begrebet emancipation ... De udløste lidenskabelige diskussioner og deres kritik satte sine spor. ... Men de seneste årtier har der været stille omkring den feministisk-marxistiske diskurs ... På kongressen ”Kritikkens kraft” vil vi samle trådene op og rykke videre. Vi vil diskutere vores sejre og nederlag. Vi vil skitsere nye udkast og sammen finde ud af, hvilke spørgsmål, der må på dagsordenen i vores fælles kamp for socialistiske, feministiske perspektiver.” 

  • Har neoliberalismen skabt et nyt kvindeligt proletariat?
  • Har identitetspolitik erstattet arbejdskampene?
  • Drejer kampen om et bedre liv sig egentlig og dybest set om kampen om tid?
  • Hvem betaler omkostningerne for socialstatens afvikling ?

Disse og mange andre spørgsmål blev sat til diskussion på kongres- sen. De 550 deltagere kom blandt andet fra Tyskland, Schweiz, Østrig, England, Spanien, Tyrkiet, Indien, USA, Chile og Canada. Gamle koryfæer og unge aktivister, feminister organiseret i venstrefløjspartier, i basisbevægelser, i fagforeninger, køns- forskere og studerende. Og flere andre.

Det personlige er politisk

I god feministisk tradition begyndte de fleste af oplægsholderne deres indlæg med en fortælling om de momenter i deres liv, som var afgørende for deres personlige politiske udvikling.                                                          Nogle fortæller om vold, de har været udsat for. Andre beretter om deres opvækst med forældre, som var kommunister / socialister / libertære fagforeningsaktivister eller noget der ligner. Mange har oplevet, at de blandt marxister er blevet kritiseret for at være for feministiske – og blandt feminister er blevet kritiseret for at være for marxistiske. 

  • Hvad blev der snakket om?

Kongressen bød på en række workshops om blandt andet:

* Kvindeligt prækariat på globalt plan * Krop, reproduktion og bio-økonomi * Feministisk-maxistisk analyse af Care-sektoren * Faglig organisering på hospitaler og i daginstitutioner * Imperialisme og krig * Kampen mon kernefamilien * Kampen mod tvangsheteronormativitet.

Kønsforhold = produktionsforhold?

  • Nogle af kongressens deltagere opfordrede til, at der i højere grad blev sat fokus på økonomiske spørgsmål, for eksempel: Hvad betyder vareliggørelse i relation til rugemødre – hvad er det, der er gjort til vare i disse relationer? Hvis kønsforhold = produktions-forhold, hvad bliver der så af kønsforhold som magtforhold ?
  • Andre deltagere var især optaget af den klassiske diskussion: Hvorledes er vold mod kvinder forbundet med andre former for vold?
  • Et mindretal diskuterede intenst: Er omdrejningspunktet feministisk marxisme eller marxistisk feminisme?

De fleste mente dog, at tiden er inde til at stryge den diskussion og gøre binde-stregen mellem de to begreber overflødig... 

__________

Fremtidsvisioner

Deltagernes fremtidsvisioner var også af ganske forskellig karakter. Gabriele Winker optrådte som glødende fortaler for Care-revolutionen som transformationsstrategi. Frigga Haug præsenterede med stor entusiasme hendes berømte 4-i-1 perspektiv for den feministiske kamp, mens andre lagde vægt på, hvad vi som feminister kan lære af de revolutionære kæmpende kvinder i Iran og i Kurdistan lige nu.

Såvel queer-feminismen som Michael Hardt og Antonio Negris udredninger om det immaterielle arbejde fik et par kritiske bemærkninger med på vejen – men det var ikke noget, der fyldte særligt ...

______________

Racismens rolle

Det er racismens rolle som socialt magtforhold og postkolonialismen, der viste sig at være det vanskeligste tema på kongressen.                                                 I diskussionerne omkring dette kom markante meningsforskelle til udtryk. Det er ikke tilstrækkeligt blot at fastslå, at racisme og patriarkat er forbundet med hinanden, er afhængige af hinanden og sammen- flettet på forskellig vis.                                Kommende feminist-kongresser skal derfor blandt andet beskæftige sig dybere- gående med dette.  

  • ”Vi står i relation til det kapitalistiske system – ligegyldigt om vi ved det eller ej”

Meningsforskelle viser sig også i selve tilgangen til forholdet mellem feminisme og marxisme.

”Jeg ser marxismen som et instrument til at forstå kvindeundertrykkelsen og til at mobilisere modstanden mod den” , udtaler Ece Kocabcak, der de seneste 20 år har været aktiv i den tyrkiske og den britiske kvindebevægelse.

Dermed placerer hun sig i traditionen af Heidi Hartmann, der i slutningen af 1970'erne lancerede slagordet om ”det ulykkelige ægteskab”  ml. feminisme og marxisme. Dette udløste en voldsom og ophedet debat.

Andre kongresdeltagere var allermest optaget af at udvikle en kritik af den liberale feminisme, der ikke bekymrer sig om kapitalismen. Fra denne kant var der flere, som påpegede den 'hellige alliance' mellem neoliberalisme og feminisme. F.eks. kravet om flere kvindelige ledere, der tjener til innovation af de neoliberale magtforhold – ikke til en grundlæggende forandring.

Den dominerende fraktion på kongressen lagde vægt på klassekampen. ”Vi står i relation til det kapitalistiske system – ligegyldigt om vi ved det eller ej” , sagde den amerikanske marxistiske feminist Martha Gimenez , som fremhævede klassekampen og fik usædvanlig høj applaus fra tilhørerrækkerne.

Hvad videre?

Efter tre dages kongres stiller spørgsmålet sig: Hvad så? Hvordan videre?

I bedste fald kan det tænkes, at der kommer et internationalt feministisk marxistisk netværk ud af det. Da der også var nogle queerfeminister til stede på kongressen, kan det heller ikke udelukkes, at der skabes alliancer med dette spektrum.                                                           I afslutningsdebatten siger en deltager: ” At artikulere og udholde meningsforskelle – samtidig med at vi beholder vores projekt i fokus – det er en færdighed, som feministiske marxister stadig har brug for. Blandt andet fordi vi ikke har nogen mulighed for at fjerne os fra hinanden. La lotta feminista continua!”

(ikh./ autonom infoservice)

Åbningstale af Katja Kipping (fra venstrefløjspartiet 'Die Linke'):

Frigga Haug (marxistisk feminist) på kongressen:


  • Links

Om kongressen * Om kongressen på engelsk 

  • Relateret

autonom infoservice:

* "Kapitalismekritik og feminisme kan kun samlet lykkes som befrielses projekt" - Interview med feministen Frigga Haug

* ”Feminisme og socialisme skal gå hånd i hånd for at fungere” - Interview med redaktionskollektivet bag det feministiske magasin UDBRUD!

_______________

Oplæg om feminisme

Vi vil gerne komme ud og holde oplæg om feminismens historie og de forskellige strømninger. Forudsætninger: At nogen af os har mulighed for at komme – og at det drejer sig om aktivistkredse.

Du/I kan kontakte os på autonom.infoservice@gmail.com / emne: ”femiredaktionen” 

 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0