Boganmeldelse. Daniel Bensaïd: Et utålmodigt liv

Daniel Bensaïd, Alain Krivine, Paris 1972
Daniel Bensaïd, Alain Krivine, Paris 1972

Daniel Bensaïd (1946-2010) underviste i filosofi på universitetet i Saint-Denis (Paris). Han var hele sit liv igennem venstreradikal aktivist og var bl.a. medgrundlægger af 'Ligue Communiste Révolutionnaire' (LCR).    Hans selvbiografi spænder bredt. Fortællingen begynder med ungdoms-årene i Toulouse, der var præget af det spanske republikanske eksilmiljø. Senere drager han til Paris, hvor han deltager i oprøret maj 1968.  

  • Daniel Bensaïd skildrer ud fra en aktørs perspektiv venstrefløjens udvikling i såvel Frankrig som i Latinamerika og han formår at indfange disse begiven-heders betydning for nutidens politiske situation. 
  • Mindehøjtidelighed for Daniel Bensaïd 24. januar 2010 i La Mutualité i Paris  (Forstør ved at klikke på billedet):
  • Med en glimrende fortæller og subversiv aktør ved styret sejler læseren gennem de globale begivenheder ...

Daniel Bensaïd skildrer i sin politiske selvbiografi det ny venstres udvikling i såvel Frankrig som Latinamerika. Som aktivist og filosof fortæller han på medrivende vis om sit livs gang, om sine personlige og kollektive oplevelser, hvor teori og praksis overlapper hinanden. 

Bogen indeholder såvel detaljerede beskrivelser af de smertelige erfaringer fra den argentinske revolutionære venstrefløj, nyfortolkninger af Marx set med libertært islæt og mange forskellige facetter af et bevægende liv.

Med en glimrende fortæller og subversiv aktør ved styret sejler læseren gennem de globale begivenheder. Blandt andet modstanden i Algeriet og de antikoloniale solidaritetsbevægelser, som bliver til en vulkan i udbrud under den amerikan- ske imperialistiske invasion i det sydlige Vietnam.

På trods af at bogen kredser om 68-oprøret og årene derefter, så er den ikke et nostalgisk til- bageblik på forgangne tider. Daniel Bensaïds skildring af for eksempel den antifascistiske kamp mod størrelser som Front National er også i dag meget vedkommende.  

Vægparole, Paris 1968: "Desto mere jeg jeg laver revolution, desto mere elsker jeg "
Vægparole, Paris 1968: "Desto mere jeg jeg laver revolution, desto mere elsker jeg "

 

_____________________________

Her et par uddrag af bogen: 

" Efter sommerferien 1967 var kampberedskabet mærkbart. Det amerikanske bombardement af Vietnam blev intensiveret. I Frankrig provokerede præsident De Gaulles regering med en række stramninger store sociale uroligheder.

Efter den symbolske strejke hos Rhodiaceta udviklede strejkerne i Caen og Redon sig til et oprør. Vi var døgnet rundt aktive med støttearbejde på campusen på universitetet i Nanterre, hvor JCR * var godt for- ankret.

* (Jeunesse communiste révolutionnaire, var en oppositionel ungdomsstrømning, der udsprang af Kommunistpartiet PCF i 1966 og som senere tilsluttede sig den trostkistiske 4. Internationale) 

_________________________________

”Sammen med anarkisterne smed vi fascister og ved lejligheden også politiet ud af Nanterre ”

Nanterre-den-gale” har fortjent sit navn. Pressen beskrev ofte universitetspladsens slammede ingenmandsland således. Det lå indeklemt mellem barakker og spredte ufærdige sociale boligblokke.

Barakkerne, der skulle erstatte den manglende banegård, mindede mest af alt om en en forkommen station i ’The Wild West’. Fortabt ved porten til ørkenen. Når man endelig var ankommet til campussen, tilbragte man dagene mellem cafetaria, mensa og kollegiet, uden ret mange besøg i universitetets auditorier.

Daniel Cohn-Bendit
Daniel Cohn-Bendit

Det ene forsamling afløste den anden. For det meste gjorde vi fælles sag med gruppen af anarkister omkring Jean-Pierre Duteuil og Daniel Cohn-Bendit. Når der kom en fascist-kommando fra ’Occident’ for at invadere vores (næsten) befriede område, organiserede vi forsvaret af vores uindtagelige refugium. Når rektoren brød med universitetets uafhængighedsprincip og tillod politiet at trænge ind i bygningerne, så led de samme skæbne som nazi-invasorene, de blev øjeblikkeligt smidt ud igen. (...)

___________________________

”Vi er det lille, radikale mindretal!”

Studenterbevægelsens betydning i Italien og Tyskland tog til. I februar 1968 kørte vi til Berlin for at demonstrere for Vietnam. Internationale demonstrationer var på dette tidspunkt endnu en sjældenhed.

Med det ”kritiske universitet”, der var organiseret af studenterne fra SDS (Sozialist- ischer Deutscher Studentenverband – 68-bevægelsens organisatoriske centrum, aut. info), var Vestberlin blevet protestens hovedstad midt mellem Øst og Vest.

Navnet Adorno sagde os ikke ret meget. Af Marcuse kendte vi lige netop ”Eros og  Kultur”. Senere skulle vi stifte bekendtskab med Marcuses værk ”Det endimensio- nelle menneske”, der først udkom på fransk i efteråret 1968. Til gengæld kendte vi meget godt Lefebvres kritik af hverdagslivet og hans indflydelse på Situationistisk Internationale. (...)

Da vi nåede frem til den østtyske grænse blev vi venligt modtaget af det østtyske grænsepoliti (Vopos/Volkspolizei), som godt vidste, at vi ville til Berlin i en god sags tjeneste. Alain Krivine havde særlige forbindelser til SDS. ( ...)

Den følgende dag, næsten et halvt århundrede efter mordet på Rosa Luxemburg, løb vi sammen med titusind andre ned ad Kurfürstendamm. Stemningen var høj og vi unge demonstranter råbte :”Vi er det lille, radikale mindretal!”  

Fra venstre: Henri Weber, Gaston Salvatore, Rudi Dutschke, Alain Krivine, ... Berlin februar 1968
Fra venstre: Henri Weber, Gaston Salvatore, Rudi Dutschke, Alain Krivine, ... Berlin februar 1968
  • ”Prolog til maj 1968”  

En skønne dag stod der i avisernes overskrifter, at politiet havde besat Sorbonne universitetet i Paris og at Quartier Latin var i oprør. Vi pakkede straks Leninbøgerne, badebukserne og solcremen væk. Afsted til Paris!

JCR havde reserveret den store universitetssal til et europæisk møde den 9. maj 68.  Jeg skulle tale som aktivist fra ”22. marts bevægelsen”. På talerrækken stod også Ernest Mandel, Massimo Gorla, Paolo Flores d’Arcais og Henri Weber.

Om eftermiddagen fandt der en improviseret sit-out aktion sted på Place de la Sor- bonne, under hvilken Daniel Cohn-Bendit betegnede Aragon som en 'stalinistisk sjuft'. Som tiden nærmede sig blev vi mere og mere bekymrede for det store europæiske venstrefløjsmøde.

Henri Weber fik så den idé, at åbne mødet for studenterbevægelsen og i samme åndedrag indsamle alle de ordener, der dekorerede salen. En innovativ No Logo aktion! Cohn-Bendit blev så integreret i mødets talerliste. Natten derefter blev der bygget barrikader.                                                                         

  • Provokation? Innovation!

Demonstrationen mod lukning af Sorbonne udgik fra den gamle løve ved Denfert. På et tidspunkt nåede demoen frem til krydset ved Parc du Luxemburg, hvor den tøvede og ikke rigtig kunne bestemme sig for at opløse sig. Pludselig dumpe slag. Man rev brostenene op. Provokation? Innovation! Spontane symbolske gentagelser af tidligere tiders gadekampe? ( ...)

Så dukkede kædesave op fra et eller andet sted. Træer blev fældet, biler væltet omkuld. Barrikadebyggerne konkurrerede med den største idérigdom, som om de deltog i en konkurrence om at skabe den smukkeste subversive bygning. De dekorerede vejbelægningen med blomsterpotter og alverdens skrammel. ( ...)

Om morgenen mødtes vi med Alain Krivine og flere udmattede undslupne med røde, løbende øjne i gården til ENS i Rue d’Ulm. Nogle maoistiske studenter, der natten før var gået i seng for at sove, efter de havde denuncieret nattens kampe som ”små- skærmydsler”, var vågnet veludhvilede fra deres skarlagenrøde drømme. Maj 1968 var begyndt...  (Forstør ved at klikke på billedet):

       Relateret: autonom infoservice: 68-OPRØRET: "Remember the Revolution"

_______________________________

”Regeringen forbyder 1968’s organisationer”

I slutningen af juni besluttede regeringen af opløse JCR samtidig med andre organisationer som bla. La Voix ouvrière ( "Arbejderstemmen" – i dag "Lutte ouvrière", arbejderkamp). 10 kammerater, deriblandt Pierre Rousset, Isaac Joshua, Alain Krivine mødtes igen i fængslet Santé, mens andre kammerater – deriblandt Pierette Chenot – landede i fængslet La Roquette.

Sommeren blev brugt til at genoplive forbindelserne mellem de lokale grupper, oprette brevkasser og etablere pålidelige forbindelser for dermed at skabe grundlaget for en klandestin struktur og forberede et efterår for fuld udblæsning. 

Via Jean Labib fik Henry Weber og jeg et skjulested hos Marguerite Duras (verdenskendt forfatter. aut.red.) i Rue Saint-Benoit 5. Sikkerhedsteknisk set var dette slet diskrete tilbagetog i hjertet af Saint-Germain absurd. Umuligt at gå ned på markedet for at købe et baguette, uden at møde en bekendt. Således forblev vi det meste af tiden inden døre. 

          _______________________________  

     ”40 maskerede banditter brød ind i den spanske bank...”

Aktionen mod Banque d’Espagne (Den spanske bank) skete kort før jul 1970. Ved retten i den spanske by Burgos var Izko og seks andre baskiske aktivister blevet dømt til døden – nu stod dommens eksekvering for døren.

Dette var et bankoverfald, som man ikke ser i Westernfilm, ikke engang i de burleske passager fra Butch Cassidy and the Sundance Kid. Paris var dækket af sne. I Quartier des Halles havde vi samlet 40 maskerede banditter. 

Vores masseindbrud i banken var så  usædvanlig og ikke-konform, at kvinderne ved skrankerne troede, at der var tale om en spøg. De begyndte at grine.

De ansvarlige for aktionen forklarede dem så, at det var en politisk aktion, at vi ikke ville gøre dem noget, og at vi ikke engang ville have deres penge, men at

vi ville slå alt inventar sønder og sammen for at protestere mod Franco-diktaturet i Spanien.Mens de blev ved med at grine, som om de slet ikke havde forstået, hvad der var blevet sagt, lød signalet til aktion.

Det skete i kaotisk vrede, som udløste bankens alarm, da vi slog det indre panser- glas i stykker. Da grinede skrankedamerne ikke længere. De skreg, mens jern- stænger raslede, skuffer blev tømt og arkiver splittet ad. Ikke en eneste blev anholdt.

”Smagen for den frie tænkning”

Ved overgangen til 80’erne stod det klart, at det sidste slag ikke ville finde sted i morgen, og heller ikke i overmorgen. Vi stod overfor en tre-dimensional krise (teoretisk, social og strategisk) i den emancipatoriske bevægelse.  Lyset i laternerne fra 68 var gået ud og lyden af knitrende våben fortonede sig i det fjerne. Tiden var kommet til atter at læse Marx. Ikke for at vende fromt tilbage til de grund- læggende tekster , men det var en nødvendig omvej til vores samtid.

80’ernes krise har fælles træk med dens for- gængere. Igen blev Marx’s skrifter og forsk- ning underkastet tvivl og spørgsmål, der opstår i en ekspansions- og transformations- periode under kapitalismen. ( ...)

Den lange teoretiske faste under den stalinistiske periode havde vakt appetitten. Den officielle marxismes blytunge låg og erfaringen med den inkvisitoriske udstødelse gav næring til smagen for den frie tænkning ( ...)     (ikh. , al. / autonom infoservice)  

______________________

Daniel Bensaïds selvbiografi findes pt. på fransk, engelsk og tysk:

  • Daniel Bensaïd: “Ein ungeduldiges Leben“ – Politische Autobiografie, 440 Seiten, 29 Euro, 1. Auflage, LAIKA Verlag, Hamburg 2016 * ISBN: 978-3-944233-58-1
  • Daniel Bensaïd: “Une lente impatience“,  Éditions Stock, Paris 2004,
  • Daniel Bensaïd: “An Impatient Life: A Memoir”, Verso 2015, Paperback, 392 pages, 9,09 £ * ISBN: 9781781688182

Relateret  

___________________

PS. fra al./autonom infoservice

Jeg tilhørte den yngste gren af den europæiske 68-bevægelse i Wien. Vi var en gruppe af 14-16 årige skoleelever, som altid med stor interesse læste de oversatte reportager og analyser, som Daniel Bensaïd producerede. Hans analyser bidrog til vores forståelse for baggrunden og perspektiverne for den alternative venstrefløj udenfor kommunistpartiets ungdom *, som mange af os på dette tidspunkt stadig væk var organiseret i.

Jeg stødte på Daniel Bensaïd en del år senere, da jeg sammen med nogle VSere tog med en bus fyldt med tyske trotskister fra ’Gruppe Internationaler Marxisten’ (GIM) fra Hamburg til det store mediefest organiseret af ’Ligue Communiste Révolutionnaire’. Omkring 60.000 deltog i festen, der fandt sted i ”La Grande Halle de la Villette”.              Året var 1975 og festivallen var præget af det igangværende oprør i Portugal. Ved arrangementets højdepunkt holdt den kendte marxistiske teoretiker og organisator Ernest Mandel sammen med en soldat fra de portugisiske revolution-ære væbnede styrker ”Movimento das Forças Armadas” (MFA) nogle liden-skabelige og optimistiske taler.  

* Det østrigske kommunistparti ekskluderede i 1969 hele sin ungdomsorganisation Freie Österreichische Jugend – FÖJ pga. dens opposition mod Sovjetunionens indmarch i det daværende Tjekkoslovakiet. Heraf opstod flere uafhængige faglige initiativer, libertære, eurokommunistiske og trotskistiske organisationer og grupper.

  • Et udpluk af Daniel Bensaïds bøger: