Japans radikale venstrefløj

Demoblok af ”Kyösandö” (Kommunisternes Forbund), som Røde Armé Fraktion (Sekigun-ha) senere udsprang fra.
Demoblok af ”Kyösandö” (Kommunisternes Forbund), som Røde Armé Fraktion (Sekigun-ha) senere udsprang fra.

Vi afslutter artikelserien om det globale ungdomsoprør i 1960’erne med den japanske revolutionære venstrefløjs historie.

  • Fra den legendariske studenterbevægelse ZENGAKUREN til de forskellige væbnede fløje - og sociale bevægelser i dag.  

På grund af længden har vi opdelt artiklen i tre dele

  • * Japan i slutningen af 1960‘ erne * Japans revolutionære venstrefløj – Zengakuren.  
  • De væbnede grupper:
    * Røde Armé Fraktion * Forende Røde Armé * Japans Røde Armé
  • * Venstrefløjen og de sociale bevægelser i dag * Det japanske statsapparats repressionspraksis. 


Japan i slutningen af 1960‘erne

I 1968 avancerede Japan til den tredjestørste industrimagt i verden (Nr. 1 var USA, nr. 2 var Sovjetunionen). Den japanske valuta (yen) var stabil og betalingsbalancen viste et overskud på omkring 1,1 milliard dollars. En af hovedkilderne til denne højkonjunkturelle udvikling var, at Japan profiterede økonomisk af Vietnamkrigen, der rasede på dette tidspunkt.

Bag denne kapitalistiske succeshistorie skaber ustabile forhold på det internationale valutamarked samt gennemgribende omstruktureringer i produktionsapparatet udbredt usikkerhed og sociale konflikter.  

  • Parlamentarismens triumf

Hos flertallet af de japanske lønarbejdere førte dette ikke til en politisk radikalisering nedefra, men i stedet for til en stemme-mæssig opbakning bag Socialdemokratiet Nihon Shakaitō (omtrent 35 procent), det kommunistiske parti Nihon Kyōsantō (5-7 procent) og de småborgerlige neobuddister i partiet Kōmeitō (12-17 procent) samt tilbagegang for det national-konservative regeringsparti Jiyūminshutō (47-48 procent).

Der var samtidig en tydelig medlemsfremgang hos såvel det socialdemokratiske fagforbund som hos div. konservative, gule fagforeninger (Domei), på bekostning af det reformistiske, progressive fagforbund Sōhyō. 

  • Den japanske revolutionære studenterbevægelse Zengakuren

Japan har indtil i dag en rig historie af venstreradikale aktiviteter. 

En af hovedårsagerne til at vi på den vestlige venstre-fløj kender så lidt til denne historie er sprogbarrieren. I den japanske hverdag er engelsk ikke særligt udbredt og der er få, som taler andre sprog end japansk. 

På den anden side kræver det at lære japansk stor tålmodighed og vedholdenhed, da dette forudsætter kendskab til minimum 2000 skrifttegn og tilegnelse af en kompleks grammatik.

  • Tætte forbindelser til vestlige revolutionære bevægelser. 

I 1960’erne syntes barrieren dog ikke altid så uover-kommelig. Den revolutionære studenterbevægelse Zengakuren ('Det samlede japanske forbund for de studerendes selvforvaltning') havde dengang tætte forbindelser til vestlige revolutionære bevægelser. 
Medlemmer af det amerikanske ’Students for a Democratic Society’ (SDS), ’Weather Underground’ og ’Black Panther Party’ samt folk fra den tyske studenterbevægelse ’Sozialistischer Deutscher Studentenbund’ (SDS), mv. deltog i konferencer og demonstrationer og diskuterede opbygningen af en global revolutionær bevægelse.
Det som skete på de store universiteter i Japan i 1960’erne, var for de fleste vestlige landes venstrefløj komplet utænkeligt. Den revolutionære venstrefløj i Japan kunne således samle flere tusinder hjelmklædte aktivister, der bevæbnet med træstænger og knipler gik offensivt til angreb på statens væbnede organer.  

Zengakuren - demo i Tokyo 1967
Zengakuren - demo i Tokyo 1967

Mange gange eskalerede de militante antistatslige demonstrationer der lignede militære konfrontationer i miniformat - med disciplinerede og fælles gennemførte angreb på politiet (billedet tv.)

Dette var udtryk for den kollektive modstand mod det japanske samfunds indoktrinering til lydighed, underdanighed og respekt overfor myndighederne og alle slags overordnede instanser. 

  • Opgør med traditionerne

Det ovenfra forordnede ”tvangsfællesskab”, der blev betegnet som ”japansk kultur”, blev udfordret af venstrefløjens radikale praksis. Omfattende selvforvaltnings strukturer stod således i diametral modsætning til det gængse hierarkiserede teamwork og tilpasnings-mentaliteten.

De klubber og foreninger på universiteterne, der førhen havde fungeret som socialisering til den ensrettede økonomimagt Japan Inc., fik i de tidlige 60’ere en helt anden funktion.
Bygningerne, der husede klubberne blev nu i vid udstrækning overtaget og selv-forvaltet af de studerende. Flere og flere studenterkollegier blev til centre for den radikale venstrefløj. Her opstod ”illegale” barer, venstrefløjsbiblioteker, kælderkoncerter og mødesteder, hvor man samledes før og efter demoer og aktioner.

  • Studenterne overtager universiteterne

Fra 1968 til 1969/70 var de højere uddannelsessteder i Japan stort set lammet af omfattende universitetsstrejker og besættelser. 

Mange institutioner var ikke længere istand til at afholde optagelsesprøver eller de officielle afslutningsceremonier.
På omkring 70 kollegier blev der oprettet barrikader og omkring 80 procent af landets 377 universiteter var i denne periode strejkeramt.
I løbet af strejken kom det til hårde konfrontationer med politiapparatet med tusinder sårede på begge sider. 


  • De vilde oprørsår

Studenterprotesterne blev forstærket af modstanden mod den amerikansk-japanske sikkerhedspagt (den såkaldte ANPO ). 

Kampe med politiet, d. 14. juni 1970
Kampe med politiet, d. 14. juni 1970

Den centrale konflikt og styrkeprøven mellem politiapparatet og den revolutionære venstrefløj udkæmpedes i januar 1969 på universitetet Tokyo.

  • Statsapparat kontra revolutionære bevægelser

Universitetsområdet blev til en episk slagmark for kampen mellem staten og de revolutionære. Bevægelsens mobilisering toppede i dette år. Forud herfor var ANPO-pagten mellem USA og Japan blevet fornyet.  (Forstør ved at klikke på billedet) : 

De studerendes revolutionære paraplyfagforening Zengakuren mobiliserede i protest mod den inter-imperialistiske pagt til en landsdækkende demonstration omkring Tokyos Hibiya-park, den 5. september 1969.

Det var Zengakurens ”kampkomité for samtlige universiteter” (”Zenkyoto“) * der stod for den konkrete organisering af demonstrationer, protester og militante nålestiks aktioner.  Repræsentationer fra universiteter og fra de forskellige militante politiske fraktioner forenede sig i en stor ’guerilla’ - demo med over 30.000 deltagere :

På vejen til demoens samlingsplads måtte deltagerne passere en lang korridor med over 5000 politifolk (billedet tv.) der med fotografier af efterlyste aktivister i hånden observerede de passerende revolutionære.
* (Disse ”Zenkyoto“- kampkomitéer var et forgæves forsøg på at stoppe den omfattende fragmentering af den revolutionære venstrefløj, som fandt sted efter 1969).

  • Modstanden mod Japans deltagelse i Vietnamkrigen 

Japan oplevede i slutningen af 1960’erne de største sociale konflikter nogensinde. Ud over kampene på universiteterne, ledet af Zengakuren, var der kæmpe demonstrationer mod Vietnamkrigen.

Japan deltog direkte i krigen, da bombeflyene mod Nordvietnam startede fra de talrige amerikanske baser i landet. Derudover forsynede den japanske stat de amerikanske tropper med fødevarer, beklædning, køretøjer, blodforsyninger mv. Tusinder af aktivister besatte hele foråret og sommeren 1969 infrastrukturer som f.eks. banegårde for at hindre amerikansk militærs bevægelser.  

  • Kampen mod bygningen af Narita-lufthavnen 

Øst for Tokyo, i Chiba-distriktet, planlagde den japanske national-konservative regering at bygge en moderne lufthavn i nærheden af byen Narita, som del af den igangværende krig i Sydøstasien.

I forbindelse med bygningen måtte lokale bønder forlade deres huse og marker. Dette projekt forårsagede nogle af de mest ihærdige og massive protester fra den radikale venstrefløj i alliance med lokalbefolkningen.

De hyppige gadekampe og konfrontationer eskalerede den 21. oktober 1968 og året efter samme dag. Begge gange demonstrerede 10.000 bønder og venstrefløjsaktivister i Tokyos centrum:  (Forstør ved at klikke på billedet) 

Ved konfrontationerne blev flere hundrede demonstranter anholdt og nogle dømt til hårde fængselstraffe.

  • Zengakurens storhed og fald 

Studenterbevægelsen stod i denne tid forrest i samtlige politiske og sociale konflikter. Dens organisatoriske drivkraft var Zengakuren, der var i klar opposition til Japans Kommunistiske Parti og domineret af venstreradikale, ofte strikt antistalinistiske fløje. I 1960’erne deltog ifølge forskellige undersøgelser 2/3 af Japans 1,5 millioner studerende i selvstyrede studenterkomitéer.
I starten af 1970’erne blev Zengakurens landsdækkende netværksstruktur brudt op og erstattet af utallige venstrefløjsfraktioner med deres respektive alliancer og forbindelser.

  • Japans Røde Armé Fraktion 

En del af den fragmenterede bevægelse mente, at den væbnede kampstrategi var den eneste option for at igangsætte en revolutionær proces.

Den Røde Armé Fraktion (Sekigun-ha) blev dannet i 1969 af militante revolutionære fra regionen Kansai, der havde splittet sig fra Kommunisternes Forbund (Kyösandö). 
Sidstnævnte var kendt under navnet ”Det andet forbund”, som var en venstreradikal splittelse fra Japans Kommunistiske Parti tilbage i 1950’erne og en af de dominerende fløje i Zengakurens tidligere fase.
De mest militante demo blokke bestod af medlemmer af den nydannede Røde Armé Fraktion. Repræsententer fra denne fløj optrådte som talere ved demoer og forsamlinger, hvor de præsenterede deres strategiske positioner. 

(Skrevet af folk fra autonom infoservice. Dels på basis af personlige kontakter til venstreradikale kredse i Japan og dels på basis af litteratur til temaet. En udførlig litteraturliste på engelsk og tysk følger ved afslutningen af artikelserien.) 

_____________

Den anden del af denne artikelserie bringer vi i løbet af  december : 

De væbnede grupper 

  • Røde Armé Fraktion
  • Forenede Røde Armé
  • Japans Røde Armé