Del 3 , sidste afsnit af artikelserien om Japan handler om et land i neoliberalismens tid:
En samfundsmæssig cocktail af
- social deroute
- konform autoritetstro
- protester og modkultur
- en nærgående kontrolstat
_____________________
”I dets drømme er mennesket ukueligt” - Akira Kurosawa, japansk filminstruktør (1910-1998)
- Japans sociale de-route
Japan har i løbet af 1980’erne gennemgået en radikal forandring: Fra et samfund, hvor lønarbejderne i vidt omfang har haft socialt afsikrede - omend ekstremt hierarkiserede – arbejdsforhold, til et samfund med et voksende prekariat.
Under den lange fase af økonomisk opsving efter 1945 var der et overbud af jobs, som sikrede den enkelte lønarbejder en livslang stilling med som regel tilhørende bolig, social forsikring, pensionsordning, etc. Denne model er blevet erstattet med en gennemgående deregulerede og dårligt betalte jobs, voksende arbejdsløshed og øget fattigdom.
- Trods ulmende utilfredshed - ingen radikaliseringseffekt
Hos flertallet af de japanske lønarbejdere førte dette ikke til en politisk radikalisering nedefra, men i stedet for til en stemmemæsig opbakning bag Socialdemokratiet Nihon Shakaitō (omtrent 35 procent), det kommunistiske parti Nihon Kyōsantō (5-7 procent) og de småborgerlige neobuddister i partiet Kōmeitō (12-17 procent).
Samt en tilbagegang for det national-konservative regeringsparti Jiyūmins-hutō (47- 48 procent). Der var samtidig en medlemsfremgang hos såvel det socialdemokratiske fag-forbund som hos diverse konservative, gule fagforeninger - som for eksempel "Domei". Altsammen på bekostning af det reformistisk-progressive fagforbund Sōhyō der til gengæld mistede en del af dets medlemmer.
- System-antagonistisk subkultur
I takt med denne udvikling, opstod i der 1980’erne en i Japan hidtil ukendt samfundskritisk, til dels antikapitalistisk subkultur. Den opstod først og fremmest blandt de unge, som blev konfronteret med denne nye, usikre fremtid.
- Dame Ningen ("nasserne")
Der opstod således punkmiljøer, anarkistiske kollektiver, organiseringer af lønarbejdsfornægtere og unge uden fast bolig (de såkaldte ”nasserne”).
Det som adskilte denne bevægelse fra 1960’ernes og 1970’ernes militante og gennemorganiserede venstrefløj, var ikke kun aktivisternes sociale baggrund, men også de mere spontane og løst organiserede strukturer.
- Selvproducerede fanzines og hedonistiske DIY-manifester
Mens den revolutionære venstrefløj tidligere havde orienteret sig mod arbejderklassens og dens allieredes verdensrevolution, skiftede fokus til modstand mod lønarbejdstvang og kernefamilie-strukturens indsnævrende bånd. Den foretrukne litteratur var ikke længere de revolutionære klassikere, men derimod selvproducerede fanzines og hedonistiske DIY-manifester.
- Inspireret af den europæiske bz-bevægelses kultur
Mange af miljøets aktive relaterede sig ikke til den historiske venstrefløj, som på trods af dens militans i sidste konsekvens ikke formåede at sætte noget op imod den japanske turbokapitalisme.
Mens størstedelen af de tidligere militante revolutionære fortrak til privatlivet, skabte det nye prekariat fra 1990’erne, inspireret af de europæiske autonome, bz-bevægelsens subkulturelt prægede frirum.
Således findes der i Tokyos bydel Köenji foruden et utal af subkulturelle bars også en del kooperative butikker, bl.a. fra kollektivet ”Shirõto no Ran” (Amatørernes Opstand). En gruppe der opfatter sig som antiautoritær og venstreorienteret, men som adskiller sig markant fra gængse venstrefløjsaktiviteter. Kollektivet er kendt og populært for dets happenings og partys i det offentlige rum.
- Tokyos bydel Köenji
- Venstrefløjens genkomst
Den mere traditionelle venstrefløj har siden de turbulente højtider i 1970’erne omkring kampen mod den internationale, militærstrategiske lufthavn Narita været i tilbagegang.
Atomkatastrofen på Fukushima-atomkraftværket i 2011 forandrede situationen for denne traditionelle del af venstrefløjen. Den spillede således i kraft af dens organisatoriske strukturer en vigtig rolle i mobiliseringen af anti-atomkraft demoer, der formåede at samle hundredetusinder af mennesker.
Noget senere voksede der en landsdækkende protestbølge frem, i protest mod en forfatnings-ændring, der åbnede op for Japans re-militarisering.
På trods af kæmpe demonstrationer med hunderede tusinde deltagere, blev det stort set forbigået af de vestlige medier.
- Japan – en perfektioneret politistat
Det japanske politisystem gennemtrænger hele samfundet. Karakteristisk for dette er de såkaldte informations – og meddelelsessteder (Kõban). De fleste japanere ved, hvor deres lokale Kõban findes og kender ofte politifolk personligt.
Op til 40 procent af landets samlede politistab var indtil for nogle år siden stationeret i disse lokale Kõbaner og den overvejende del af politisagerne blev sagsbehandlet der. Kontrolsystemet viste sig så ”succesrigt”, at det er blevet kopieret af den sydøst-asiatiske østat Singapure.
Idag er antallet af Kõbaner dog betydeligt reduceret og erstattet med kontrolsystemer via computere, smartphones og smarte aflytningssystemer.
- ”Foreninger til forebyggelse af radikalisering og kriminalitet”
Kõban-kontrolsystemet opstod oprindeligt på baggrund af en politikampagne for udvikling af ”naboskabskontakter”. Formålet var i høj grad at bekæmpe til-slutningen til den revolutionære venstrefløj på lokalt plan.
For at komme helt tæt på befolkningen dannedes ”foreninger til forebyggelse af radikalisering og kriminalitet”. I den forbindelse blev tusinder af private hjem med beboernes samtykke udvalgt som politiets checkpoints.
På denne måde lykkedes det at integrere politiet i det japanske samfund. En ældre meningsmåling fra de store konfrontationer mellem den revolutionære venstrefløj og statsmagten viste, at over halvdelen af samtlige adspurgte beboere i årevis har været i sporadisk kontakt med politiet. (kilde: Peter J. Katzenstein: Culturel Norms and National Security: police and Military in Postwar Japan).
- ”Høfligt gennemført autoritarisme”
Den japanske sociolog Yoshio Sugimoto betegner det japanske kontrolsystem som en ”høfligt gennemført autoritarisme”, der sørger for vedligeholdelse af konformismen.
De ”små politistationer” er ikke kun del af det lokale naboskab, men også visuelle tegn på kontrol og statslig tilstedeværelse. Civil-politi og frivillige borgerværn går i landets større byer på fælles ”patrulje” i indkøbscentre og forlystelseskvarterer.
I denne forbindelse standser de specielt yngre folk for at udspørge dem om deres gøremål og bekendtskabskreds. (Sugimoto er citeret i Robert St. Yoder: Class Reproduction and Non-Conformity, Trans Pacifik, Melbourne 2004).
- Konstant overvågning med gensidig kontrol
Japan er et af de lande i verden, som har flest politifolk i forhold til indbyggerantal, hvilket er fuldstændigt overproportionalt i forhold til kriminalitetsraten. Specielle politienheder er udelukkende beskæftiget med at holde daglig kontakt til borgerne for at forhøre sig om evt. uregelmæssigheder eller mistænkelige forekomster i deres lokale omgivelser.
Resultatet af denne konstante overvågning har manøvreret samfundet ud i en situation, hvor den gensidige kontrol er blevet del af hverdagsmønstret for store dele af befolkningen.
- Opfordring til selvtægt ...
De mest markante eksempler på bekæmpelse af den revolutionære venstrefløj fandt sted i 1970’erne. På politiets opfordring til at hjælpe med
at opspore efterlyste venstrefløjsaktivister, blev det hjulpet af omkring 430.000 borgere ifm. anholdelsen af 2300 venstreradikale aktivister.
(kilde: Takemasa Andö: Japans New Left Movements: Legacies for Civil Society, Routlegde, London 2014).
Disse statsligt støttede selvtægtere blev opfordret til at kontakte politiet, hvis de iagttog nogen der ”ser ud til at være venstreradikale”, som for eksempel folk, der hos isenkræmmere eller byggematerialeforretninger køber mistænkeligt materiale ”til brug i deres offensiv mod samfundsordenen”. Venstrefløjens unge aktive, ofte studerende, blev stigmatiseret som "en fare for almindelige borgere og deres ejendom".
- ... og politiets masseransagninger
Ved mistanke om formodede trusler, gennem-fører politiet husransagninger og anholder som regel formodede sympatisører og medbeboere på basis af opfundne anklager. De anholdte bliver for en længere periode fængslet og forhørt for at få informationer om gruppen eller bevægelsen.
Denne praksis bliver anvendt for at rekruttere nogle af de anholdt som informanter, der så til gengæld hurtigere bliver løsladt igen. Aktivisternes modsvar er konsekvent afvisning mod at udtale sig til politiet (”kanzen mokuhi”).
At tale med myndighederne anses som ensbetydende med at anerkende politiets autoritet og vedkende sig aktiviteternes ”kriminelle karaktér”. Tavsheden er ofte den eneste forsvarsmekanisme for anholdte aktivister.
Mange af de fængslede radikale udtalte konsekvent intet – ikke engang deres navn – igennem hele perioden af deres fangenskab. Det japanske justitsvæsen har i løbet af årene tilpasset sig begivenhedernes gang.
Indtil starten af 1970’ erne var det procedure at anholdte demonstranter efter nogle ugers fængsling blev løsladt igen indtil deres evt. efterfølgende retssag. Da protesterne og modstanden udvidede sig , skærpede staten dens repressive metoder. Aktivisterne blev fra dette tidspunkt fængslet og holdt i total isolation i et eller to år indtil retsprocessen.
- Statsapparatets kriminaliseringssystem idag
Det nuværende system i Japan står i direkte forlængelse af politiets og justits-væsenets praksis fra 1970’erne. Det er blevet teknisk perfektioneret og derudover er det tænkt som præventiv advarsel, først og fremmest overfor de venstreradikales sympatisørmiljø.
Der er blevet indført et frivilligt dommerkorps , som først og fremmest rekrutterer sine medlemmer fra ultrakonservative kredse, forhørene finder kun sted et par gange om måneden og varetægtsfængslingerne trækker i langdrag. Vigtige ting for fængslede, så som besøg, og korrespondance er blevet indskrænket og underlagt en skærpet kontrol.
”I dets drømme er mennesket ukueligt” - Akira Kurosawa, japansk filminstruktør (1910-1998)
På gadeplan har politiet indskrænket venstrefløjsprotester ved konsekvent at danne en ring om de fleste demoer og splitte dem ad i mindre grupper.
En anden variant af politichikane er at lade demonstrationerne starte langt fra dens egentlig mål i forsøget på at trætte og demoralisere aktivisterne. Demonstranterne reagerer som regel med at råbe af politiet, fotografere dem og tvinge politikæderne til at gå i hurtigt tempo.
På trods af alle disse repressive tiltag har statsmagten på ingen måde kunnet forhindre de store demonstrationer mod Shinzo Abes konservative regeringens atomkraftpolitik og re-militariseringsplaner. Venstrefløjen er generelt gået styrket ud af disse mobiliseringer.
_________________
Her slutter artikelserien om Japan. Vi håber at have givet et lille bidrag til historien om landet, hinsides klicheer om Samuraier og Ninjas, Manga og 'Cracy Japan' –stereotyper.
- Jā, yoiichinichiwo - じゃあ、良い一日を (Vi ses, hav en god dag).
(al., ikh. / autonom infoservice)
(Forstør ved at klikke på billedet):
