Japans venstreradikale 'Røde Armee Fraktion'

I denne anden del af artikelserien om den revolutionære venstrefløj i Japan drejer det sig om byguerillaen ”Nihon Sekigun-ha”.

  • Fragmenteringen af Japans radikale studenterbevægelse Zengakuren og de første væbnede aktioner
  • Interne konflikter der førte til splittelse af Japans byguerilla  
  • Japans Røde Armée og dens tætte forbindelse til den palæstinensiske revolutionære bevægelse  

 

            Første del af artikelserien:

  • Hvordan det hele startede  

Den Røde Armee Fraktion – RAF (”Sekigun-ha”) blev i 1969 dannet af en gruppe militante venstreradikale i regionen Kansai i den vestlige del af Japans hovedø Honshû.                                                                                                        Gruppen udsprang af ’Kommunisternes Forbund (”Kyösandö”), der i 1950’erne adskilte sig fra Japans Kommunistiske Parti – KPJ (1) og som i en periode var den politisk dominerende venstreradikale strømning i landets store studenter-bevægelse Zengaguren. 

Sekigun-ha antog, at verden er trådt ind i en radikal forandringsproces der vil munde ud i en verdensrevolution.                        Byguerillaens agitation og eksemplariske nålestiksaktioner mod de statslige institutioner og repressionsorganer skulle bidrage til udløsningen af den væbnede folkeopstands begyndelsesfase (”zendankai busöhökiron”).

 Akivisterne knyttede i forbindelse med en international Vietnam-kongres på universitetet i Kyoto kontakt til bl.a. den revolutionære organisation ”Students for a Democratic Society” (SDS) og Black Panthers i USA.

Den væsentligste fællesnævner for Sekigun-ha og den legale revolutionære venstrefløj i Japan var på dette tidspunkt tid først og fremmest mobiliseringen mod fornyelsen af den amerikansk-japanske sikkerhedspagt (den såkaldte ANPO ).  

  • Aktivistisk strategi hinsides "komfortzonen"

Det som adskilte aktivister og sympatisører fra Sekigun-ha med de andre organisationer, var deres mere radikale praksis. De inspirerede flere studerende til at forlade ”komfortzonen” og optage en aktivistisk strategi, der havde en mere vedvarende karaktér, end strejkerne på universiteterne.  Gnisten skulle tændes i Japan, byguerillaen ville yde et bidrag til den globale opstand mod imperialismen og borgerskabet og forene sig med kampfællerne rundt om i verden. 

Sekigun-ha havde opbakning blandt mange af de mere militante studerende på landets revolterende, selvforvaltede universiteter. Ifølge forskellige vurderinger havde organisationen op til 1000 medlemmer og et udbredt netværk af sympatisører. (2)

I nogle af de store demonstrationer vendt mod den amerikansk-japanske sikkerhedspagt ANPO og den højreliberale regering under premierminister Satō Eisaku deltog den nydannede Sekigun-ha med egen blok. 

Den 4. september 1969 organiserede Sekigun-ha et officielt, legalt info-møde i Tokio med omkring 300 deltagere.          På mødet fremlagde nogle maskerede aktivister organisationens politiske strategi for ændrede samfundsforhold. Ved indgangen til mødestedet solgte to unge aktivister – Fusako Shigenobu og Kazuko Shiomi den første udgave af Sekigun-ha’s ugeavis, som udkom i flere tusind eksemplarer.

Heri blev grundlaget for dannelsen af  Den Røde Armee Fraktion (RAF) offentliggjort og der blev annonceret en række angreb på centrale institutioner i landet.

I slutningen af september ’69 startede lokale Sekigun-ha grupper en serie af angreb med brandbomber mod politiapparatets bygninger. Politiet fandt hurtigt frem til aktivisternes mødesteder på universiteterne og andre steder.

Ved de efterfølgende ransagninger anholdt politiet omkring 100 aktivister og beslaglagde store mængder stålrør, 10.000 molotovcocktails, knipler og nogle få skydevåben.

I de 64 retsprocesser, der fulgte efter politiets ransagninger, blev de anholdte dømt til flere års fængsel for ”væbnet oprørsforsøg”.

På grund af Sekigun-ha’s udbredte støtte blandt den radikale del af studenterne fortsatte kampagnen mod regeringens støtte til USAs krig i Sydøstasien og mod det japanske repressionsapparat.
På trods af Sekigun-ha’s improviserede taktik i begyndelsesfasen, reagerede statsapparatet massivt mod de hyppige militante demonstrationer og gadekampe, der bredte sig hastigt i hele Tokio-området. Der oprettedes en mobil eliteenhed under navnet Kidótai, der specialiserede sig i oprørsbekæmpelse med ubegrænsede beføjelser.

Politiets mobile opstandsbekæmpelses enhed  "Kidótai"
Politiets mobile opstandsbekæmpelses enhed "Kidótai"
  • RAFs strategiske ”teori om den internationale base” 

På baggrund af den massive politiovervågning transformerede den åbent agerende militante guerilla sig til en undergrundsfraktion, hvis organisation og metode var tilpasset den clandestine fase.

Således blev den vertikale beslutningskæde omformet til en cellestruktur. Den interne kommunikation fandt blandt andet sted via installerede telefonapparater i forskellige caféhuse. Derudover blev der udviklet codes og samtlige aktivister forsynede sig med dæknavne /”nomes de guerre”. Det medførte ikke kun et skift i taktiken, men også i selve det strategiske perspektiv. 

Sekigun-ha udviklede den såkaldte ”teori om den internationale base” ( på japansk: kokusai konkyochiron), der gik ud på at udbrede og synkronisere igangværende revolutionære processer rundt om i verden.

Disse revolutionære processer markerede begyndelsen på den kommunistiske revolutions epoke. Derfor sendte Sekigun-ha nogle af sine medlemmer til Nord-vietnam, Cuba, Palæstina og andre lande med revolutionære bevægelser for at blive uddannet og kunne deltage i de respektive lokale revolutionære kampe.

Dette forehavende blev dog først omsat i en reel praksis på et senere tidspunkt - i den Røde Armees tredje organisatoriske fase via ”Japans Røde Armee” under ledelse af fremtrædende medlemmer som Fusako Shigenobu, Kunio Bandö, Tsuyoshi Okudaira, m.fl. 

______________________

De tre fraktioner i Japans byguerilla

  • Sekigun-ha / Røde Armée Fraktion (RAF)

I marts 1970 blev Takaya Shiomi, der var en af grundlæggerne af Sekigun-ha anholdt og fængslet på grund af hans deltagelse i konfrontationerne med politiet i efteråret 1969. Den efterfølgende dom – 20 års fængsel – skulle skræmme sympatisører væk fra de militante grupper. Planen om at befrie Shiomi blev aldrig realiseret. Istedet for fortsatte Sekigun-ha med en stor aktion kaldet ”Phønix”, der bragte dem på forsiden af verdens medier:

  • ”Yodogõ” - flykapringen

Den 31. marts 1970 gik en gruppe på 9 medlemmer af Sekigun-ha i aktion i lufthavnen Haneda i Tokio. De overtog en ’Boing 727’ med navnet ”Yodogõ” fra Japan Airlines. Flyruten skulle oprindeligt gå til byen Fukuoka i den vestlige del af Japan. I flyet befandt sig 131 passagerer og 7 besætningsmedlemmer.                Da flyet var på vej hen over Fujiyama-bjerget pakkede gruppen sine skjulte våben (pistoler og håndgranater) ud af det medbragte teltudstyr og erklærede flyet for kapret. Dette var den første fly-kapring i Japans historie.              Sekigun-ha krævede, at flyet skulle lande i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Men da flyet ikke havde nok brændstof til at nå dette mål, gik  gruppen  med til at mellemlande på den amerikanske luft-våbenbase Itazuki.                                Her lod gruppen samtlige børn, kvinder og ældre mennesker fri. Flyet blev tanket op og satte igen kurs mod Nordkorea. Troede flykaprene. I virkeligheden landede flyet på Gimpo i Sydkorea. 


  • Kompromis mellem de militante og den japanske regering
Gimpo Airport i Sydkorea
Gimpo Airport i Sydkorea

Sammen med Sydkoreas luftvåben havde soldater fra ’US 5th Air Force’ opstillet falske orienteringstavler og udklædt nogle lufthavnsarbejdere med nordkoreanske uniformer.                      Efter landingen opdagede flykaprerne straks, at de ikke var i Nordkorea, fordi US-army havde glemt at fjerne amerikanske fartøjer, der med kikkerter kunne ses fra landingsbanen. Der var stadigvæk omkring 100 passagerer i flyet og i hele fire dage, hvor ”Yodogõ” ikke bevægede sig en milimeter, blev der aftalt et kompromis mellem de militante og den japanske regering.

Efter at det japanske socialistiske parti garanterede, at det ikke drejede sig om et nyt fupforsøg , blev samtlige gidsler udvekslet med Japans viceminister for transport-væsenet, der frivilligt meldte sig som erstatning. Passagererne blev godt behandlet af flybortførerne, der sørgede for såvel mad som læsestof.

  • Blev verdenskendt efter flykapringen

De 9 medlemmer af Sekigun-ha blev efter deres ankomst til Nordkorea hilst velkommen af statsledelsen. Den japanske viceminister samt flypersonalet vendte tilbage med ”Yodogõ” til Tokio. Efter denne aktion var den japanske byguerilla en verdenskendt gruppering.                                                                                                Senere betegnede Sekigun-ha selv denne aktion som noget improviseret. Bortset fra at våbnene var attrapper, så var de nordkoreanske myndigheder ikke blevet informeret om ankomsten.                                                                                              Derudover var piloterne i ”Yodogõ” yderst nervøse over navigationen til Nordkoreas hovedstad, da de kun havde et kort fra en gammel skolebog til rådighed. Selve aktionen var tænkt som første skridt i opbygningen af et væbnet verdensparti, hvis mål skulle være at forbinde de revolutionære processer på globalt plan.

  • Ufrivilligt ophold i Nordkorea

Nordkorea var oprindeligt kun tænkt som transit til det egentlige mål: Cuba. Sekigun-ha var ikke tilhængere af det nordkoreanske system og deres forbillede var Fidel Castros og Che Guevaras Cuba. Her ville de uddanne sig i guerillakamp og bagefter vende tilbage til Japan for at befri deres fængslede kammerater og starte en folkelig revolte mod de kapitalistiske forhold. 

De japanske myndigheder udstedte efterlysningsordrer mod flykaprerne, skønt der på dette tidspunkt ikke fandtes nogen lovbestemmelse mod flybortførelser, fordi dette hidtil havde været et ukendt fænomen i Japan. Imellemtiden blev de unge ”Yodogõ” – militante, der var mellem 16 og 24 år, under opsyn af Kim-Il-Sung omformet til propagandister for den nordkoreanske ”Juche”-ideologi (3).

”Yodogõ-gruppen” måtte i en lang periode ikke forlade landet og arbejdede som hhv. tolke og lærere. Istedet for at være gnisten til en verdensomspændende revolution, blev gruppen mod sin vilje fastholdt og indoktrineret.

  • Venstrefløjen i offensiven

I starten af 1971 kom det i hele Japan til en bølge af politisk militante begivenheder med bla. angreb på statslige institutioner. Deriblandt et halvt hundrede aktioner mod politistationer, der blev angrebet med molotovcocktails og sprængstof. Japans Røde Armée fraktion (RAF) var kun én af mange forskellige militante revolutionære grupper i denne aktivistiske periode i landets nyere historie.  

I stil med Sekigun-ha propaganderede talrige venstrefløjsgrupper nødvendigheden af opstand. Mere end halvdelen af de sprængstofanslag, der blev udøvet mod de kapitalistiske institutioner i årene 1971/1972 blev gennemført af  de såkaldte ”sorte hjelme” – et anarkistisk miljø med stærke rødder i byernes oprørske unge:

Anarkistisk demoblok  i en antikrigsdemonstration i Tokyo
Anarkistisk demoblok i en antikrigsdemonstration i Tokyo
  • I 1971 eskalerede sammenstødene mellem militante aktivister og politiapparatet 

Ved en antikrigsdemonstration med over 10.000 deltagere, der var organiseret af to trotskistiske grupperinger: ”Revolutionær-kommunistisk Liga / centralfraktion”  (Chûkaku-ha) og den japanske sektion af 4. Internationale (billedet nedenfor), kom det til voldsomme kampe med politiet.  Samtidigt udførte Sekigun-ha aktioner mod USAs militærbaser med sprængstofanslag.  

"Kakukyōdō" / Kansai  - Revolutionary Communist League ( japansk sektion af 4. Internationale)
"Kakukyōdō" / Kansai - Revolutionary Communist League ( japansk sektion af 4. Internationale)

Ved kampene mod bygningen af den internationale lufthavn, Narita, der skulle være den amerikanske startbane for bombetogter mod Nordvietnam, eskalerede sammenstødene samme år. Både demonstranter og politifolk blev dræbt under disse kampe.

I Tokio stormede 4 aktivister fra den militante trotskistiske organisation Chûkaku-ha ind på pladsen foran kejserpaladset, hvor de kastede molotovcocktails og røgbomber.

 

  • 2000 venstreradikale anholdt

Efter flere militante demoer og et anslag mod hovedstadens politipræsident (der utilsigtet dræbte hans kone) svarede statsapparatet igen med at anholde over 2.000 venstreradikale. En hel del af de efterfølgende retssager var så ekstremt konstrueret, at de resulterede i pure frikendelse. Noget der ifølge daværende pressekommentarer ellers var en sjældenhed i japansk justitstradition.

På trods af tabet af størstedelen af de kendte medlemmer af ’Japans Røde Armée Fraktion’ havde organisationen stadigvæk omkring 1500 aktive og nære sympatisører, som fulgte organisationens demo-opråb på Hokkaido-øen og i Kansai – regionen med storbyen Osaka.

Også organisationens fange-solidaritetsgruppe ”Røde Hjælp Japan” (Nihon Sekishoku Kyüenkai) var et tilløbssted for mange venstreradikale. Ved fem bankrøverier i perioden mellem den 22. februar og den 9. marts 1971 fik byguerillaen ifølge mediekilder mere end 13 millioner Yen som udbytte.

  • Statsapparatet svarer igen

45.000 politifolk (af ialt 250.000 i hele Japan) deltog i jagten på de venstreradikale og gennemførte 25.000 husransagninger i boliger, hoteller og templer. Resultatet var, at hundredevis af aktivister blev anholdt og forsvandt i landets fængsler.

   ________________

Rengö Sekigun / Forenede Røde Armée 

I løbet af foråret 1971 skete der på grund af de mange anholdelser en radikal kursændring i Sekigun-ha’s koordinationsråd og mange af de hidtidigt toneangivende aktivister blev udskiftet.                                                      Organisationen fik efterhånden en udpræget hierarkisk struktur og den nye centralkomité omkring Tsuneo Mori fjernede alle dens kritikere, deriblandt en af organisationens historiske grundlæggere, Fusako Shigenobu. Hun forlod Japan med det formål at fortsætte Japans Røde Armées oprindelige målsætning om at deltage i de globale militante revolter. 

Da gruppen startede en tilnærmelse til den ligeledes militante maoistiske organisation ”Revolutionære Venstrefraktion” (4), forlod mange tidligere aktive medlemmer organisationen, da de under ingen omstændigheder ville indgå i en fælles struktur med mao-stalinisterne. 

Maoisterne fra den "Revolutionære Venstrefraktion” blev kendt i hele Japan for deres militante aktioner. De angreb den amerikanske og den russiske ambassade med molotovcocktails, plyndrede våbenforretninger og angreb politikaserner, mm. Efter adskillige møder og fælles aktioner fusionerede dele af Sekigun-ha med Tsuneo Mori i spidsen med ”Den Revolutionære Venstrefraktion” der blev ledet af Hioko Nagata, den 5. juli 1971.                                                                                                      Organisationens nye navn blev Rengö Sekigun - Forenede Røde Armée. Kort tid efter fusionen publicerede den nye guerillaorganisation en avis, der bekendtgjorde sammenslutningen og der blev afholdt et offentligt møde med omkring 500 deltagere. Mødet fandt sted under massiv politiobservation.

Talerne fremlagde og diskuterede den nye organisations aktionsprogram, der ville forene kampene mod Narita-lufthavnen med kampene for det koreanske mindretal på Okinawa-øerne samt give de forskellige undergrundsaktiviteter i byerne og på landet en organisatorisk platform.

 

________________

Hiroko Nagata fra den maoistiske "Revolutionære Venstrefraktion"  og
Tsuneo Mori fra Sekigun-ha 


Skønt de to fusionerede organisationer var fælles om at føre den påbegyndte guerillakamp videre med folkeopstanden som perspektiv, så var der ikke tale om en homogen sammenslutning.  Således bestod ’Røde Armée’s’ basis overvejende af studerende og deres aktioner var rettet mod staten og repressionsapparatet.                            Mens maoisternes medlemmer gennemgående var fra arbejdermiljøer og deres praksis var næsten udelukkende rettet mod USAs militær-politiske tilstedeværelse i Japan.                            Fra november 1971 startede Rengö Sekigun-medlemmerne en fælles træning af guerillafærdigheder på Arakura-bjerget vest for Tokio.

  • Dramaet i bjergene

Den 20. december 1971 mødtes ledelsen i en afsides beliggende bjerghytte ved Haruna-bjerget nord-vest for Tokio. Det var en gruppe på nogle dusin aktivister i alderen 20 til 27 år.

De var, iflg. forskellige udsagn og dokumentationer (5), en ret heterogen og rastløs gruppe, som kun havde kendet hinanden i kort tid og hvor der under fordækte magtspil udviklede sig yderst hierarkiske forhold.

Det startede med en diskussion om de nye ideologiske retningslinjer og om hvordan, man kunne overvinde de forskellige revolutionære erfaringer og orienteringer for at blive en politisk og praktisk effektivt agerende byguerilla.                                              Det hele kulminerede i en gensidig psyko-krig med efterfølgende kollektivt besluttede afstraffelser ( som at blive sendt nøgen ud i vinterkulden) og senere med deciderede mord på ialt 12 ”forrædere”.

Mens dette skete, organiserede medlemmer og sympatisører af Rengö Sekigun  demoer og aktioner, uvidende om de dramatiske hændelser, der foregik i bjergene.                  Da politiet i slutningen af februar 1972 fandt ligene af de dræbte aktivister i en tilfrossen massegrav, gik der en chokbølge gennem det japanske samfund.

Den venstreradikale bevægelse mistede en stor del af den sympati, som den havde haft fra dele af befolkningen. Medlemmer af Sekigun-ha der befandt sig i udlandet var ligeledes i choktilstand.                                       - Fusako Shigenobu var særlig ramt, da hendes gode veninde, den erfarne aktivist Mieko Töyama, var blandt de myrdede.             - Takaya Shiomi, den fængslede grundlægger af Japans Røde Armée Fraktion (RAF), kommenterede disse begivenheder ved blandt at henvise til maoisternes stalinistiske indflydelse, der smittede af på den nye organisations hierarkiske strukturer. Nogle aktivister begrundede deres tilbagetrækning fra det militante miljø på følgende måde:

” Da ligene af kammeraterne blev opdaget, brød jeg totalt med mit engagement       i guerillaen (...) Hvad de har gjort, har skadet den civile aktivisme umådeligt.        (kilde: Masao Nakano: Die Ära der Gewalt 1967 – 1973, Basilico, Tokio 2008).  

Efter denne hændelse var det antal medlemmer, der fastholdt deres medlemskab af ”Den Forenede Røde Armée” skrumpet så drastisk ind, at det blev afslutningen på organisationens reelle eksistens. 

  • Den væbnede modstand decentraliseres

I kølvandet af opløsningsprocessen dannede der sig en hel del decentrale militante undergrundsgrupper. Et eksempel af mange:  Masanori Wakamiya, der var medlem af Japans Røde Armée Fraktion (RAF), blev 1969 anholdt ved en politirazzia og tilbragte to år i fængsel.

Da han blev løsladt, ignorerede han ”Den Forenede Røde Armée” og organisationens nye kurs og flyttede i sommeren 1971 til Kamagasi. Mange aktivister forsøgte på dette tidspunkt at engagere sig i befrielsen af byernes slumområder fra gangsterne fra Yakuza-mafiaen. Wakamiya åbnede en nudelrestaurant som basis for revolutionære aktiviteter. 

  • "Den Røde Armée i Kamagasi"

I fællesskab med andre RAF-aktivister og lokale beboere grundlagde han en aktionskomité, der fordrev de mafiakontrollerede arbejdsformidlere fra Kamagasi. Da konfrontationerne med Yakuza-ganstersyndikatet fortsatte året igennem, skred politiet ind og anholdt og fængslede talrige lokale aktivister. Andre RAF-grupper var på samme vis aktive i slumkvateret Sanya i Tokio. Uafhængigt af anholdelserne fortsatte kampen i disse bydele mod mafiaen – og politiet. 

Udover at servere løsarbejderne billige nudelretter og støtte kampen mod Yakuza-mafian, så havde Masanori Wakamiya og hans kammerater også konkrete forestillinger om at genoplive den væbnede modstand i metropolerne. Starten på dette var overfald på politi-stationer og beslaglæggelse af politiets våbendepoter. Wakamiya blev opsporet og anholdt. RAFs gruppe i Kamagasi gik i opløsning i 1974, men venstreradikale aktive miljøer forblev aktive på beboernes side flere år frem. 

       ____________________________

Nihon Sekigun“ / Japans Røde  Armée (JRA) 

I 1972 var de Røde Armée fløjes historie stort set afsluttet i Japan. Samtidigt hermed startedes nye aktiviteter i udlandet. Den Japanske Røde Armée, der er den mest kendte radikale venstrefløjs-organisation fra Japan, agerede på internationalt plan og gennemførte nogle aktioner, der kom i fokus i verdensoffentligheden.

Japans Røde Armée  / Nihon Sekigun (JRA) opstod i starten af 1970’erne som en afspaltning fra Sekigun-ha (RAF). Aktivisterne fra Nihon Sekigun opererede i udlandet og deres formål var aktivt at deltage i udviklingen af den globale revolutionære proces, der foregik simultant i flere lande - med udgangspunkt i Mellemøsten. (6)

  • PFLP – ’Folkefronten til Palæstinas befrielse’ 

Fusako Shigenobu indtog en central rolle i JRAs aktiviteter. Hun var en af grund-læggerne af den Røde Armée Fraktion og forlod i starten af 1971 Japan for at tilslutte sig den palæstinensiske revolutionære bevægelse i Libanon.

Fusako Shigenobu var på dette tidspunkt 25 år. Oprindeligt var målet, at hun ville tilegne sig de palæstinensiske erfaringer for derefter at vende tilbage til den væbnede undergrund i Japan. Nogle JRA-medlemmer var allerede tilstede i Libanon og de introducerede hende til det komplekse palæstinensiske modstandsmiljø. 

Fusako Shigenobu og  Ghassan Kanafani fra PFLP i Beirut 1971
Fusako Shigenobu og Ghassan Kanafani fra PFLP i Beirut 1971
  • Fusako Shigenobus rolle

Gennem kontakter mødte Shigenobu medlemmer af den marxistisk orienterede ’Folkefronten til Palæstinas befrielse’  (PFLP), som hun indgik et langt politisk samarbejde og personligt partnerskab med. PFLP var dengang en indflydelsesrig fraktion i den palæstinensiske befrielses-bevægelse. Organisationen blev dannet i 1967 af en revolutionær gruppe omkring Georg Habash. (7)                                                 Fusako Shigenobu var en af strategerne bag nogle opsigtsvækkende aktioner, deriblandt en række flybortførelser, der indbragte den palæstinensiske sag global opmæksomhed.                                          Hun blev senere gift med en fremtrædende palæstinensisk aktivist og fødte en datter, som hun gav navnet Mei. (Som voksen fungerede Mei Shigenobu, der var uddannet til jurist, som forsvarsadvokat for sin fængslede mor. Retsprocessen mod Fusako Shigenobu begyndte i Japan i november 2000. Dommen blev 20 års fængsel). 

Fusako Shigenobu i Beirut
Fusako Shigenobu i Beirut

Fusako Shigenobu fungerede først og fremmest som visionær talskvinde for den palæstinensiske sag, men deltog ikke i de japanske kammeraters militante aktioner med udgangspunkt i Mellemøsten.

I løbet af Fusako Shigenobus lange ophold i Mellemøsten gav hun en del opsigtsvækkende interviews om palæstinensernes situation. De blev publiceret i bl.a. de japanske medier og bidrog til, at hun fik en slags kultstatus i Japan.                      Japanske militante udgav også en meget udbredt bog med titlen ”Den arabiske guerilla og den globale Røde Armée”. Deri var oversættelser af de vigtigste tekster fra PFLP og et kapitel, som Shigenobu var forfatter til.

  • Massakren i lufthavnen Lod (idag: Ben Gurion International Airport) 

Fusako Shigenobu arbejdede med den engelske oversættelse af  PFLPs magasin ”Al-Hadaf” i organisationens bureau under ledelse af Georg Habash. De japanske JRA-medlemmer der deltog i militære aktioner i udlandet dannede en særlig gruppe, der blev trænet af palæstinensiske fedayins under ledelse af  PFLP-medlemmet Wadi Haddad / nome de guerre: Abu Hani. (8) 

Den 8. maj 1972 mislykkedes flybortførelsen af et israelsk fly fra Sabena-Airlines på vej fra Wien til Tel Aviv. Aktion blev udført af en gruppe fra den palæstinensiske undergrundsorganisation ”Sorte September” (9). Gidslerne blev befriet af en israelsk specialkommando i lufthavnen Lod. Alle fly-kaprerne blev likvideret på stedet.

  • Massakren (d. 30. maj 1972)  ...

PFLP besluttede at hævne sig på deres dræbte kammerater ved at planlægge en aktion på selve lufthavnsområdet. Tre japanske JRA-medlemmer: Tsuyoshi Okudaira, Yasuyuki Yasuda og Kōzō Okamoto forklædte sig som japanske forretningsmænd og nåede ind i lufthavnsterminalen, hvor de rev deres pas i stykker og pakkede deres medbragte geværer ud. De tre japanske JRA-aktivister blev opdaget af israelske sikkerhedsvagter og derefter startede skyderierne, som blev til en massakre. 26 civile blev dræbt og dusinvis såret. 

  • ... og Israels desinformation om hændelsernes forløb

Stik imod mediernes beretninger og de officielle israelske meldinger påpegede Kōzō Okamoto - den eneste af de tre der overlevede aktionen – at JRA-aktivisterne på ingen måde skød på tilfældige civile. Israel nægtede at lade en uafhængig FN-inspektion undersøge hændelsesforløbet. Dette på trods af at det fra flere eksperters side blev påvist, at patronerne fra de japanske militante ikke svarede til dem, ofrene var blevet dræbt eller såret af.                                                                                        PFLP fastholdt i organisationens aktionserklæring, at de uskyldige civile var blevet dræbt af de vildt omkring skydende israelske sikkerhedsfolk. Det kom senere frem, at JRA-aktivisternes oprindelige plan var at indtage kontroltårnet i lufthavnen og ikke skyde på uskyldige civilister. 

  • Mislykket befielsesaktion i Entebbe

Kōzō Okamoto blev fængslet og af en israelsk domstol dømt til livsvarigt fængsel. I juni 1976 krævede en palæstinensisk aktionsgruppe fra PFLP-’Extern Operation’  Okamoto løsladt. De bortførte sammen med tyske autonome fra byguerilla-netværket ”Revolutionäre Zellen” (Internationalistischer Flügel) et fransk fly på vej til Entebbe i Uganda.                    Israelske myndigheder signaliserede forhandlingsvelvilje, men i realiteten forberedtes en gidselbefrielse, som derefter også blev gennemført. Under denne kommandoaktion blev samtlige flybortførere samt en del ugandiske soldater dræbt.

Kōzō Okamoto og Fusako Shigenobu (1972)
Kōzō Okamoto og Fusako Shigenobu (1972)

Kōzō Okamoto tilbragte 13 år i total isolation, før han i 1985 blev løsladt i forbindelse med en fangeudveksling. Tusinder af palæstinensere hilste ham velkommen. Deriblandt Fusako Shigenobu, der ifølge hendes biografi hilste ham med følgende ord: ”Tak for at du er forblevet i live...vi kæmper igen sammen side ved side.” (Fusako Shigenobu: ”Nihon sekigun shishi”, side 309)

  • Et udpluk af aktioner på globalt plan

Op gennem 1970’erne og 1980’ erne gennemførte JRA-medlemmer en bred vifte af anti-imperialistiske aktioner for at støtte den palæstinensiske modstand og det globale oprør mod den amerikanske imperialisme og dens NATO-allierede i Vesteuropa.

Blandt nogle af de mere opsigtsvækkende aktioner kan nævnes:

  • Bortførelsen af et fly fra Japan Airlines på vej fra Paris til Tokio, d. 20. juli 1973. Kravet var løsladelse af  palæstinensiske og japanske fanger. Flyet landede efter omveje i Benghazi i Libyen, hvor samtlige passagerer blev løsladt og flyet blev derefter sprængt i luften. Flykaprerne, deriblandt Fusako Shigenobu, vendte tilbage til Libanon.
  • Den japansk-palæstinensiske sabotageaktion mod et stort Shell - olie-raffinaderi, den 31.januar 1974 på øen Bukom i Singapur i protest mod Shell-koncernens støtte til USAs krig i Vietnam
  • Besættelse af den franske ambassade i Den Haag, d. 13. september 1974. I JRA-gruppens aktionserklæring krævedes løsladelse af Yoshiaki Yamada, der var fængslet i Paris, plus 300.000 dollars samt et fly, der kunne bringe JRA-aktivisterne til Syrien, hvor PFLPs daværende hovedkvarter lå. Den franske regering accepterede kravene og løslod Yamada. Gruppen fløj til Damaskus, hvor de blev forenet med en større gruppe fra JRA.                         (En anden lignende aktion skulle gennemføres i Stockholm i 1975, men ved et tilfælde blev de to JRA-medlemmer Kazuo Tohira og Jun Nishikawa opdaget og anholdt – og sammen med to andre JRA-medlemmer, der havde boet i Sverige – blev de udleveret til Japan).  
  • Den 4. august 1975 stormede fem JRA-medlemmer en bygning i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur som husede det amerikanske konsulat og den svenske ambassade. De tog over 50 gidsler, deriblandt den amerikanske konsul, til fange og krævede løsladelse af ialt syv fanger fra forskellige militante undergrundsgrupper i Japan. Den japanske regering accepterede samtlige krav og aktionen endte med en sejr til JRA.

Japans Røde Armée gennemgik i løbet af 1980’erne en forandringsproces. Således ophørte deres flybortførelser og militante besættelser. I Mellemøsten og i en række lande i Latinamerika gik JRA-aktivister ind i socialrevolutionære initiativer som sundheds – og uddannelsesprojekter i bymetropolernes fattigkvarterer.

Fusako Shigenobu ved hende anholdelse, nov. 2000
Fusako Shigenobu ved hende anholdelse, nov. 2000

En del JRA-medlemmer integrerede sig i sociale bevægelser i de lande, hvor de engang var flyttet til for at fremme det globale væbnede oprør (bla. i Mellemøsten, Filipinerne, Bolivia, Peru, Argentina, Frankrig, Italien, USA, ...).  Andre vendte anonymt tilbage til Japan, hvor de som regel før eller senere blev opdaget og fængslet.

Også Fusako Shigenobu vendte tilbage til Japan, hvor hun levede et stykke tid anonymt, men blev opdaget og anholdt den 8. november 2000.

I 2006 blev hun i en dubios  retsproces kendt skyldig i at have forfalsket sine ID-papirer, mens beskyldninger om ”terrorisme” kun spillede en marginal rolle. Hun blev dømt til 20 års fængsel. 

(Fusako er blevet syg i fængslet og har opnået en vis forbedring af sine fængsels-betingelser. Vi i autonom infoservice vil forsøge at få et interview med hende – og håber at det lykkes ...).   (al., ikh. / autonom infoservice).

__________

Del 3 og sidste del af artikelserien om Japan vil beskæftige sig med den generelle sociale, politiske og økonomiske situation i dagens Japan og den revolutionære venstrefløj, samt det repressive statsapparat.

Noter

  1. Flertallet af den revolutionære venstrefløj, der havde sin storhedstid i slutningen af 1960’erne, indtog en klar anti-stalinistisk holdning, bortset fra minoritetsgrupper af maoistisk og stalinistisk observans. Den ældre generation i bevægelsen udsprang af Japans Kommunistiske Parti (KPJ), der senere brød med dets stalinistiske arv og indgik en institutionaliserende reformkurs, der senere blev kendt som ”eurokommunisme” med Italiens daværende kommunistparti PCI i spidsen.  
  2. Jvf. Patricia G. Steinhoff: Managerial Style in the Japanese Red Army: Journal of Asian Studies, 48.4 (1989)
  3. Essensen af Juche-ideologien er, at nationens interesser og samfundet skal ledes af en fører ”fra folket”. Mennesket er det vigtigste element, men det må være rede til betingelsesløs loyalitet. I modsætning til socialismens målsætning der stræber efter det klasseløse samfund (kommunismen), kræver Juche-ideologien kun "venskab mellem klasserne". Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, blev Juche-ideologien Nordkoreas statsdoktrin. Siden starten af år 2000 er Juche-ideologien dog ikke længere den vigtigste ideologi for det nordkoreanske styre, men er suppleret af  Songun-doktrinen, der betyder "militæret først". Det vil sige, at den nordkoreanske hær ikke bare fungerer som en stat-i-staten, men også har sin egen økonomiske struktur.
  4. ”Den Revolutionære Venstrefraktion” (Nihon Kyösanto Kakumei Saha) blev dannet i april 1969 af radikale maoister ved en afspaltning fra en pro-kinesisk gruppe, der igen var en splittelse fra Japans kommunistiske Parti. Efter at gruppens leder, Tsuyoshi Kawashima, i december blev fængslet, blev Hioko Nagata hans efterfølger. Hun – der blev kaldt ”heksen” i medierne – blev senere i en skueproces idømt livsvarigt fængsel.
  5. Dokudrama om disse begivenheder er blevet internationalt distribueret: Köji Wakmatsu Jitsuroku Rengo Sekigun: Asama sanso e no michi ( engelsk: United Red Army, 2007).
  6. Med undtagelse af nogle få videnskabelige artikler er beskrivelserne af JRA’s historie domineret af sensationsivrige desinformationer og statsligt finansieret propagandamateriale. Dertil kommer sproglige begrænsninger og kompleksiteten af JRAs sammensætning og medlemsfluktuation. Efter anholdelser og retsprocesser mod mange kendte JRA-medlemmer i 1990’erne og 00’erne samt udgivelsen af en del (reflekterende-) selvbiografier fra aktørerne er mange udviklingsforløb blevet korrigeret og sat i en mere seriøs kontekst. Artiklen på autonom infoservice, med dens indbyggede journalistiske begrænsning, bygger således i vid udstrækning på sådanne kilder.
  7. Se Irene Clausens bog om  'PFLP & Palæstina'. Anmeldt på autonom infoservice, december 2018
  8. Wadi Haddad blev af flertallet indenfor PFLP på organisationens 3. kongres i 1972 stærk kritiseret og opfordret til at indstille alle aktioner udenfor Israel. Han dannede derefter med en mindretalsfraktion PFLP-EO (Extern Operation).
  9. En baggrundsartikel herom på autonom infoservice: Filmanmeldelse. "München" - Hævnens mekanismer