”Nihon Sekigun-ha” - Historien om Japans 'Røde Armee Fraktion'

Den 4. september 1969 organiserede Sekigun-ha et legalt møde i Tokyo med omkring 300 deltagere.        
På mødet fremlagde nogle maskerede aktivister organisationens politiske strategi for ændrede samfundsforhold. 

Heri blev grundlaget for dannelsen af  'Røde Armee Fraktion' offentliggjort og samtidig  annonceret en række angreb på centrale institutioner i landet.

• Fragmenteringen af Japans radikale studenterbevægelse 'Zengakuren' og de første væbnede aktioner
• Interne konflikter der førte til splittelse af Japans byguerilla 

           
Første del af artikelserien:

•  Japans radikale venstrefløj - Japan i slutningen af 1960‘ erne: den radikale studenterbevægelse 'Zengakuren'.  

Sekigun-ha antog, at verden er trådt ind i en radikal forandringsproces der vil munde ud i en verdensrevolution. 
Byguerillaens agitation og eksemplariske nålestiksaktioner mod de statslige institutioner og repressionsorganer skulle bidrage til udløsningen af den væbnede folkeopstands begyndelsesfase (”zendankai busöhökiron”).

 Akivisterne knyttede i forbindelse med en international Vietnam-kongres på universitetet i Kyoto kontakt til bl.a. den revolutionære organisation ”Students for a Democratic Society” (SDS) og Black Panthers i USA.
Den væsentligste fællesnævner for Sekigun-ha og den legale revolutionære venstrefløj i Japan var på dette tidspunkt tid først og fremmest mobiliseringen mod fornyelsen af den amerikansk-japanske sikkerhedspagt (den såkaldte ANPO ).  

• Aktivistisk strategi hinsides "komfortzonen"

Det som adskilte aktivister og sympatisører fra Sekigun-ha med de andre organisationer, var deres mere radikale praksis. De inspirerede flere studerende til at forlade ”komfortzonen” og optage en aktivistisk strategi, der havde en mere vedvarende karaktér, end strejkerne på universiteterne.  Gnisten skulle tændes i Japan, byguerillaen ville yde et bidrag til den globale opstand mod imperialismen og borgerskabet og forene sig med kampfællerne rundt om i verden. 

Sekigun-ha havde opbakning blandt mange af de mere militante studerende på landets revolterende, selvforvaltede universiteter. Ifølge forskellige vurderinger havde organisationen op til 1000 medlemmer og et udbredt netværk af sympatisører. (2)

Den 4. september 1969 organiserede Sekigun-ha et legalt info-møde i Tokyo med omkring 300 deltagere. På mødet fremlagde nogle maskerede aktivister organisationens politiske strategi for ændrede samfundsforhold.
Ved indgangen til mødestedet solgte to unge aktivister – Fusako Shigenobu og Kazuko Shiomi den første udgave af Sekigun-ha’s ugeavis, som udkom i flere tusind eksemplarer.

Heri blev grundlaget for dannelsen af  Den Røde Armee Fraktion offentliggjort og der blev annonceret en række angreb på centrale institutioner i landet.

I slutningen af september ’69 startede lokale Sekigun-ha grupper en serie af angreb med brandbomber mod politiapparatets bygninger. Politiet fandt hurtigt frem til aktivisternes mødesteder på universiteterne og andre steder.
Ved de efterfølgende ransagninger anholdt politiet omkring 100 aktivister og beslaglagde store mængder stålrør, 10.000 molotov-cocktails, knipler og nogle få skydevåben.

I de 64 retsprocesser, der fulgte efter politiets ransagninger, blev de anholdte dømt til flere års fængsel for ”væbnet oprørsforsøg”.

På grund af Sekigun-ha’s udbredte støtte blandt den radikale del af studenterne fortsatte kampagnen mod regeringens støtte til USAs krig i Sydøstasien og mod det japanske repressionsapparat.
På trods af Sekigun-ha’s improviserede taktik i begyndelsesfasen, reagerede statsapparatet massivt mod de hyppige militante demonstrationer og gadekampe, der bredte sig hastigt i hele Tokio-området. Der oprettedes en mobil eliteenhed under navnet Kidótai, der specialiserede sig i oprørsbekæmpelse med ubegrænsede beføjelser.

• Sekigun-ha's strategiske ”teori om den internationale base” 

På baggrund af den massive politiovervågning transformerede den åbent agerende militante guerilla sig til en undergrundsfraktion, hvis organisation og metode var tilpasset den clandestine fase.
Således blev den vertikale beslutningskæde omformet til en cellestruktur. Den interne kommunikation fandt blandt andet sted via installerede telefonapparater i forskellige caféhuse. Derudover blev der udviklet codes og samtlige aktivister forsynede sig med dæknavne /”nomes de guerre”. Det medførte ikke kun et skift i taktiken, men også i selve det strategiske perspektiv. 
Sekigun-ha udviklede den såkaldte ”teori om den internationale base” ( på japansk: kokusai konkyochiron), der gik ud på at udbrede og synkronisere igangværende revolutionære processer rundt om i verden.
Disse revolutionære processer markerede begyndelsen på den kommunistiske revolutions epoke. Derfor sendte Sekigun-ha nogle af sine medlemmer til Nordvietnam, Cuba, Palæstina og andre lande med revolutionære bevægelser for at blive uddannet og kunne deltage i de respektive lokale revolutionære kampe.

Dette forehavende blev dog først omsat i en reel praksis på et senere tidspunkt - i den Røde Armees tredje organisatoriske fase via ”Japans Røde Armee” under ledelse af fremtrædende medlemmer som Fusako Shigenobu, Kunio Bandö, Tsuyoshi Okudaira, m.fl. 
______________________

De tre fraktioner i Japans byguerilla

• "Sekigun-ha"
  / Røde Armée Fraktion 

I marts 1970 blev Takaya Shiomi, der var en af grundlæggerne af Sekigun-ha anholdt og fængslet på grund af hans deltagelse i konfrontationerne med politiet i efteråret 1969. Den efterfølgende dom – 20 års fængsel – skulle skræmme sympatisører væk fra de militante grupper.
Planen om at befrie Shiomi blev aldrig realiseret. Istedet for fortsatte Sekigun-ha med en stor aktion kaldet ”Phønix”, der bragte dem på forsiden af verdens medier:

Sammen med Sydkoreas luftvåben havde soldater fra ’US 5th Air Force’ opstillet falske orienteringstavler og udklædt nogle luft-havnsarbejdere med nordkoreanske uniformer.
Efter landingen opdagede flykaprerne straks, at de ikke var i Nordkorea, fordi US-army havde glemt at fjerne amerikanske fartøjer, der med kikkerter kunne ses fra landingsbanen.
Der var stadigvæk omkring 100 passagerer i flyet og i hele fire dage, hvor ”Yodogõ” ikke bevægede sig en milimeter, blev der aftalt et kompromis mellem de militante og den japanske regering.
Efter at det japanske socialistiske parti garanterede, at det ikke drejede sig om et nyt fupforsøg , blev samtlige gidsler udvekslet med Japans viceminister for transport-væsenet, der frivilligt meldte sig som erstatning. Passagererne blev godt behandlet af flybortførerne, der sørgede for såvel mad som læsestof.

Blev verdenskendt efter flykapringen
De 9 medlemmer af Sekigun-ha blev efter deres ankomst til Nordkorea hilst velkommen af statsledelsen. Den japanske viceminister samt flypersonalet vendte tilbage med ”Yodogõ” til Tokio. Efter denne aktion var den japanske byguerilla en verdenskendt gruppering.
Senere betegnede Sekigun-ha selv denne aktion som noget improviseret. Bortset fra at våbnene var attrapper, så var de nordkoreanske myndigheder ikke blevet informeret om ankomsten. 
Derudover var piloterne i ”Yodogõ” yderst nervøse over navigationen til Nordkoreas hovedstad, da de kun havde et kort fra en gammel skolebog til rådighed. Selve aktionen var tænkt som første skridt i opbygningen af et væbnet verdensparti, hvis mål skulle være at forbinde de revolutionære processer på globalt plan.

Ufrivilligt ophold i Nordkorea

Nordkorea var oprindeligt kun tænkt som transit til det egentlige mål: Cuba. Sekigun-ha var ikke tilhængere af det nordkoreanske system og deres forbillede var Fidel Castros og Che Guevaras Cuba. Her ville de uddanne sig i guerillakamp og bagefter vende tilbage til Japan for at befri deres fængslede kammerater og starte en folkelig revolte mod de kapitalistiske forhold. 
De japanske myndigheder udstedte efterlysnings-ordrer mod flykaprerne, skønt der på dette tidspunkt ikke fandtes nogen lovbestemmelse mod flybortførelser, fordi dette hidtil havde været et ukendt fænomen i Japan. Imellemtiden blev de unge ”Yodogõ” – militante, der var mellem 16 og 24 år, under opsyn af Kim-Il-Sung omformet til propagandister for den nordkoreanske ”Juche”-ideologi (3).

”Yodogõ-gruppen” måtte i en lang periode ikke forlade landet og arbejdede som hhv. tolke og lærere. Istedet for at være gnisten til en verdensomspændende revolution, blev gruppen mod sin vilje fastholdt og indoktrineret.

• Venstrefløjen i offensiven

I starten af 1971 kom det i hele Japan til en bølge af politisk militante begivenheder med bla. angreb på statslige institutioner. Deriblandt et halvt hundrede aktioner mod politi-stationer, der blev angrebet med molotovcocktails og sprængstof. Japans Røde Armée fraktion var kun én af mange forskellige militante revolutionære grupper i denne aktivistiske periode i landets nyere historie.  

”Sorte hjelme” 
– med rødder i storbyernes anarkistiske ungdomsmiljøer
I stil med Sekigun-ha propaganderede talrige venstrefløjsgrupper nødvendigheden af opstand. Mere end halvdelen af de sprængstof-anslag, der blev udøvet mod de kapitalistiske institutioner i årene 1971/1972 blev gennemført af  de såkaldte ”sorte hjelme” – et anarkistisk miljø med stærke rødder i byernes oprørske unge:

Ved kampene mod bygningen af den internationale lufthavn, Narita, der skulle være den amerikanske startbane for bombetogter mod Nordvietnam, eskalerede sammenstødene samme år.
Både demonstranter og politifolk blev dræbt under disse kampe.
I Tokyo stormede 4 aktivister fra den militante trotskistiske organisation Chûkaku-ha ind på pladsen foran kejserpaladset, hvor de kastede molotovcocktails og røgbomber.
(billedet ovenfor: "Kakukyōdō" / Kansai  - Revolutionary Communist League, japansk sektion af 4. Internationale) 

• 2000 venstreradikale anholdt

Efter flere militante demoer og et anslag mod hovedstadens politipræsident (der utilsigtet dræbte politimandens kone) svarede statsapparatet igen med at anholde omkring 2.000 venstreradikale. En hel del af de efterfølgende retssager var så ekstremt konstrueret, at de resulterede i pure frikendelse. Noget der ifølge daværende pressekommentarer ellers var en sjældenhed i japansk justitstradition

På trods af tabet af størstedelen af de kendte medlemmer af ’Japans Røde Armée Fraktion’ havde organisationen stadigvæk omkring 1500 aktive og nære sympatisører, som fulgte organisationens demo-opråb på Hokkaido-øen og i Kansai – regionen med storbyen Osaka.
Også organisationens fangesolidaritets-gruppe ”Røde Hjælp Japan” (Nihon Sekishoku Kyüenkai) var et tilløbssted for mange venstreradikale.
Ved fem bankrøverier i perioden mellem den 22. februar og den 9. marts 1971 fik byguerillaen ifølge mediekilder mere end 13 millioner Yen som udbytte.

• Statsapparatet svarer igen

45.000 politifolk (af ialt 250.000 i hele Japan) deltog i jagten på de venstreradikale og gennemførte 25.000 husransagninger i boliger, hoteller og templer. Resultatet var, at hundredevis af aktivister blev anholdt og forsvandt i landets fængsler.

________________

"Rengö Sekigun" 
/ Forenede Røde Armée 

I løbet af foråret 1971 skete der på grund af de mange anholdelser en radikal kursændring i Sekigun-ha’s koordinationsråd og mange af de hidtidigt toneangivende aktivister blev udskiftet. 
Organisationen fik efterhånden en udpræget hierarkisk struktur og den nye centralkomité omkring Tsuneo Mori fjernede alle dens kritikere, deriblandt en af organisationens historiske grundlæggere, Fusako Shigenobu.
Hun forlod Japan med det formål at fortsætte Japans Røde Armées oprindelige målsætning om at deltage i de globale militante revolter.
Gruppen startede en tilnærmelse til den ligeledes militante maoistiske organisation ”Revolutionære Venstrefraktion” (4), forlod mange tidligere aktive medlemmer organisationen, da de under ingen omstændigheder ville indgå i en fælles struktur med mao-stalinisterne. 
__________________
Maoisterne fra den "Revolutionære Venstrefraktion” blev kendt i hele Japan for deres militante aktioner. De angreb den amerikanske og den russiske ambassade med molotovcocktails, plyndrede våbenforretninger og angreb politikaserner, mm.
Efter adskillige møder og fælles aktioner fusionerede dele af Sekigun-ha med Tsuneo Mori i spidsen med ”Den Revolutionære Venstrefraktion” der blev ledet af Hioko Nagata, den 5. juli 1971. 
Organisationens nye navn blev Rengö Sekigun - Forenede Røde Armée.
Kort tid efter fusionen publicerede den nye guerillaorganisation en avis, der bekendtgjorde sammenslutningen og der blev afholdt et offentligt møde med omkring 500 deltagere. Mødet fandt sted under massiv politiobservation.
Talerne fremlagde og diskuterede den nye organisations aktionsprogram, der ville forene kampene mod Narita-lufthavnen med kampene for det koreanske mindretal på Okinawa-øerne samt give de forskellige undergrundsaktiviteter i byerne og på landet en organisatorisk platform.

Skønt de to fusionerede organisationer var fælles om at føre den påbegyndte guerilla-kamp videre med folkeopstanden som perspektiv, så var der ikke tale om en homogen sammen-slutning. 
Således bestod ’Røde Armée’s’ basis overvejende af studerende og deres aktioner var rettet mod staten og repressionsapparatet. Mens maoisternes medlemmer gennemgående var fra arbejdermiljøer og deres praksis var næsten udelukkende rettet mod USAs militær-politiske tilstedeværelse i Japan. 
Fra november 1971 startede Rengö Sekigun-medlemmerne en fælles træning af guerilla-færdigheder på Arakura-bjerget vest for Tokyo.

• Dramaet i bjergene

Den 20. december 1971 mødtes ledelsen i en afsides beliggende bjerghytte ved Haruna-bjerget nord-vest for Tokyo. Det var en gruppe på nogle dusin aktivister i alderen 20 til 27 år.
De var, iflg. forskellige udsagn og dokumentationer (5), en ret heterogen og rastløs gruppe, som kun havde kendet hinanden i kort tid og hvor der under fordækte magtspil udviklede sig yderst hierarkiske forhold.
Det startede med en diskussion om de nye ideologiske retningslinjer og om hvordan, man kunne overvinde de forskellige revolutionære erfaringer og orienteringer for at blive en politisk og praktisk effektivt agerende byguerilla. 
Det hele kulminerede i en gensidig psyko-krig med efterfølgende kollektivt besluttede afstraffelser ( som at blive sendt nøgen ud i vinterkulden) og senere med deciderede mord på ialt 12 ”forrædere”.

Mens dette skete, organiserede medlemmer og sympatisører af Rengö Sekigun demoer og aktioner, uvidende om de dramatiske hændelser, der foregik i bjergene. 
Da politiet i slutningen af februar 1972 fandt ligene af de dræbte aktivister i en tilfrossen massegrav, gik der en chokbølge gennem det japanske samfund.
Den venstreradikale bevægelse mistede en stor del af den sympati, som den havde haft fra dele af befolkningen. Medlemmer af Sekigun-ha der befandt sig i udlandet var ligeledes i choktilstand. 
Fusako Shigenobu var særlig ramt, da hendes gode veninde, den erfarne aktivist Mieko Töyama, var blandt de myrdede.
Takaya Shiomi, den fængslede grundlægger af Japans Røde Armée Fraktion, kommenterede disse begivenheder ved blandt at henvise til maoisternes stalinistiske indflydelse, der smittede af på den nye organisations hierarkiske strukturer.
Nogle aktivister begrundede deres tilbagetrækning fra det militante miljø på følgende måde:

” Da ligene af kammeraterne blev opdaget, brød jeg totalt med mit engagement       i guerillaen (...) Hvad de har gjort, har skadet den civile aktivisme umådeligt.”        (kilde: Masao Nakano: Die Ära der Gewalt 1967 – 1973, Basilico, Tokyo 2008).  

No point of return: Efter denne hændelse var det antal medlemmer, der fastholdt deres medlemskab af ”Den Forenede Røde Armée” skrumpet så drastisk ind, at det blev afslutningen på organisationens reelle eksistens. 

• Den væbnede modstand decentraliseres

I kølvandet af opløsningsprocessen dannede der sig en hel del decentrale militante undergrundsgrupper. Et eksempel af mange:  Masanori Wakamiya, der var medlem af Japans Røde Armée Fraktion, blev 1969 anholdt ved en politirazzia og tilbragte to år i fængsel.
Da han blev løsladt, ignorerede han ”Den Forenede Røde Armée” og organisationens nye kurs og flyttede i sommeren 1971 til Kamagasi. Mange aktivister forsøgte på dette tidspunkt at engagere sig i befrielsen af byernes slumområder fra gangsterne fra Yakuza-mafiaen. Wakamiya åbnede en nudel-restaurant som basis for revolutionære aktiviteter. 

_________________

”Nihon Sekigun“
 / Japans Røde  Armée (JRA) 

I 1972 var de Røde Armée fløjes historie stort set afsluttet i Japan. Samtidigt hermed startedes nye aktiviteter i udlandet.
Den Japanske Røde Armée, der er den mest kendte radikale venstrefløjsorganisation fra Japan, agerede på internationalt plan og gennemførte nogle aktioner, der kom i fokus i verdensoffentligheden.
Japans Røde Armée  / Nihon Sekigun (JRA) opstod i starten af 1970’erne som en afspaltning fra Sekigun-ha .
Aktivisterne fra Nihon Sekigun opererede i udlandet og deres formål var aktivt at deltage i udviklingen af den globale revolutionære proces, der foregik simultant i flere lande - med udgangspunkt i Mellemøsten. (6)

• PFLP – ’Folkefronten til Palæstinas befrielse’ 

Fusako Shigenobu indtog en central rolle i JRAs aktiviteter. Hun var en af grund-læggerne af den Røde Armée Fraktion og forlod i starten af 1971 Japan for at tilslutte sig den palæstinensiske revolutionære bevægelse i Libanon.

Fusako Shigenobu var på dette tidspunkt 25 år. Oprindeligt var målet, at hun ville tilegne sig de palæstinensiske erfaringer for derefter at vende tilbage til den væbnede undergrund i Japan. Nogle JRA-medlemmer var allerede tilstede i Libanon og de introducerede hende til det komplekse palæstinensiske modstandsmiljø. 

• Fusako Shigenobus rolle

Gennem kontakter mødte Shigenobu medlemmer af den marxistisk orienterede ’Folkefronten til Palæstinas befrielse’  (PFLP), som hun indgik et langt politisk samarbejde og personligt partnerskab med. 
PFLP var dengang en indflydelsesrig fraktion i den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Organisationen blev dannet i 1967 af en revolutionær gruppe omkring Georg Habash. (7)
Fusako Shigenobu var en af strategerne bag nogle opsigtsvækkende aktioner, deriblandt en række flybortførelser, der indbragte den palæstinensiske sag global opmæksomhed. 
Hun blev senere gift med en fremtrædende palæstinensisk aktivist og fødte en datter, som hun gav navnet Mei. (Som voksen fungerede Mei Shigenobu, der var uddannet til jurist, som forsvarsadvokat for sin fængslede mor.
Retsprocessen mod Fusako Shigenobu begyndte i Japan i november 2000. Dommen blev 20 + 6 års fængsel). 

Fusako Shigenobu fungerede først og fremmest som visionær talskvinde for den palæstinensiske sag, men deltog ikke i de japanske kammeraters militante aktioner med udgangspunkt i Mellemøsten.
I løbet af Fusako Shigenobus lange ophold i Mellemøsten gav hun en del opsigtsvækkende interviews om palæstinensernes situation.
De blev publiceret i bl.a. de japanske medier og bidrog til, at hun fik en slags kultstatus i Japan.
Japanske militante udgav også en i Japan udbredt bog med titlen ”Den arabiske guerilla og den globale Røde Armée”. Deri var over-sættelser af de vigtigste tekster fra PFLP og et kapitel, som Shigenobu var forfatter til.

Fusako Shigenobu arbejdede med den engelske oversættelse af  PFLPs magasin ”Al-Hadaf” i organisationens bureau under ledelse af Georg Habash.
De japanske JRA-medlemmer der deltog i militære aktioner i udlandet dannede en særlig gruppe, der blev trænet af palæstinensiske fedayins under ledelse af  PFLP-medlemmet Wadi Haddad / nome de guerre: Abu Hani. (8) 
Den 8. maj 1972 mislykkedes flybortførelsen af et israelsk fly fra Sabena-Airlines på vej fra Wien til Tel Aviv. Aktion blev udført af en gruppe fra den palæstinensiske undergrundsorganisation ”Sorte September” (9). 
Gidslerne blev befriet af en israelsk special-kommando i lufthavnen Lod. Alle flykaprerne blev likvideret på stedet.
Massakren (d. 30. maj 1972)  ...

PFLP besluttede at hævne sig på deres dræbte kammerater ved at planlægge en aktion på selve lufthavnsområdet. Tre japanske JRA-medlemmer:
Tsuyoshi Okudaira, Yasuyuki Yasuda og Kōzō Okamoto forklædte sig som japanske forretningsmænd og nåede ind i lufthavnsterminalen, hvor de rev deres pas i stykker og pakkede deres medbragte geværer ud.
De tre japanske JRA-aktivister blev opdaget af israelske sikkerhedsvagter og derefter startede skyderierne, som blev til en massakre. 26 civile blev dræbt og dusinvis såret. 

• ... og Israels desinformation om hændelsernes forløb

Stik imod mediernes beretninger og de officielle israelske meldinger påpegede Kōzō Okamoto - den eneste af de tre der overlevede aktionen – at JRA-aktivisterne på ingen måde skød på tilfældige civile. Israel nægtede at lade en uafhængig FN-inspektion undersøge hændelsesforløbet. Dette på trods af at det fra flere eksperters side blev påvist, at patronerne fra de japanske militante ikke svarede til dem, ofrene var blevet dræbt eller såret af.
PFLP fastholdt i organisationens aktionserklæring, at de uskyldige civile var blevet dræbt af de vildt omkring skydende israelske sikkerhedsfolk. Det kom senere frem, at JRA-aktivisternes oprindelige plan var at indtage kontroltårnet i lufthavnen og ikke skyde på uskyldige civilister. 

• Mislykket befielsesaktion i Entebbe

Kōzō Okamoto blev fængslet og af en israelsk domstol dømt til livsvarigt fængsel. I juni 1976 krævede en palæstinensisk aktionsgruppe fra PFLP-’Extern Operation’  Okamoto løsladt. De bortførte sammen med tyske autonome fra byguerilla-netværket ”Revolutionäre Zellen / Internationalistischer Flügel", et fransk fly på vej til Entebbe i Uganda. 
Israelske myndigheder signaliserede forhandlingsvelvilje, men i realiteten forberedtes en gidselbefrielse, som derefter også blev gennemført. Under denne kommandoaktion blev samtlige flybortførere samt en del ugandiske soldater dræbt.

Kōzō Okamoto tilbragte 13 år i total isolation, før han i 1985 blev løsladt i forbindelse med en fangeudveksling. Tusinder af palæstinensere hilste ham velkommen. Deriblandt Fusako Shigenobu, der ifølge hendes biografi hilste ham med følgende ord:
”Tak for at du er forblevet i live...vi kæmper igen sammen side ved side.” (Fusako Shigenobu: ”Nihon sekigun shishi”, side 309)

En del JRA-medlemmer integrerede sig i sociale bevægelser i de lande, hvor de engang var flyttet til for at fremme det globale væbnede oprør (bla. i Mellemøsten, Filipinerne, Bolivia, Peru, Argentina,
Frankrig, Italien, USA, ...). 
Andre vendte anonymt tilbage til Japan, hvor de som regel før eller senere blev opdaget og fængslet.
Også Fusako Shigenobu vendte tilbage til Japan, hvor hun levede et stykke tid anonymt, men blev opdaget og anholdt den 8. november 2000.
I 2006 blev hun i en dubios  retsproces kendt skyldig i at have forfalsket sine ID-papirer, mens beskyldninger om ”terrorisme” kun spillede en marginal rolle. Hun blev dømt til 20 + 6 års fængsel. 

• Fusako Shigenobu er blevet syg i fængslet og har opnået en vis forbedring af sine fængsels-betingelser. Du kan følge hende på facebook   

(al., ikh. / autonom infoservice. Artiklen er skrevet i januar 2019).

__________

Del 3 og sidste del af artikelserien om Japan beskæftigre sig med den generelle sociale, politiske og økonomiske situation i dagens Japan og den revolutionære venstrefløj, samt det repressive statsapparat:
Japan - mellem oprør og tilpasning (marts 2019)