Minneapolis: ” I kommer ikke til at se os synge et par Kumbaya-sange og derefter tage hjem igen...”

• Interview med Robin Wonsley Worlobah, aktivist fra Minneapolis

”Bevægelsen er ikke ledet af en eller anden organisation. Det er sorte unge folk og People of Color fra byens arbejderkvarterer, som bestemmer, hvad der skal ske.
De afviser institutionaliserede kræfter, der forsøger at fortælle dem, hvad de skal gøre og hvad de ikke skal gøre ...”

Robin Wonsley Worlobah er medlem af Democratic Socialists of America (DSA) i Minneapolis og har i flere år været aktiv i den socialistiske bevægelse i Twin Cities (Minneapolis og St. Paul), hvor hun  deltog i den succesrige kamp for indførelse af en mindsteløn på 15 dollar i 2017. 
Minneapolis var den første by i USAs midtvest, hvor dette blev omsat til lov.
Idag arbejder hun i lærerfagforeningen og har planer om at opstille ved det næste  valg til Minneapolis’s bystyre.  

• Du var involveret i organiseringen af protesterne i Minneapolis efter politimordet på George Floyd. Nu finder protesterne sted over hele landet, fra New York til Los Angeles og også i andre lande. Men begivenhedernes centrum er stadigvæk i Minneapolis. Hvordan vil du beskrive situationen i byen?

Robin Wonsley Worlobah: Det som der aktuelt sker i Minneapolis, er en opstand.

• Hvad skete der i byen de første dage efter mordet på George Floyd?

Robin Wonsley Worlobah: Det begyndte med, at borgerretsgrupper mobiliserede til protesterne, sådan som det er sædvane efter den slags begivenheder:
Politiskud eller politimord sker, og borgerretsgrupper kalder til protester på gaden og opfordrer alle til at komme til gerningsstedet. Så kom vi altså hen til krydsningen af 38th Street og Chicago Avenue foran ”Cup Foods”-butikken. Efterhånden blev protesterne større og større, indtil vi næsten var 20.000 mennesker. 
- Vi marcherede derefter til politistationen i tredje distrikt, hvor politifolk der var ind-blandet i mordet på George Floyd holdt til. Så mange unge sorte og People of Color, folk fra arbejderklassen, fra Community var tilstede – det var et fantastisk øjeblik.
- Så besluttede vi at besætte det offentlige rum. I de efterfølgende timer blev forståeligt nok meget af vreden afreageret på politistationen. Politiet barrikaderede alt omkring sig og gik derefter frem mod de protesterende samtidigt med, at de affyrede tåregas og gummiprojektiler.

- De hentede Nationalgarden med den begrundelse, at ville beskytte de ”gode” protesterende mod de ”onde” protesterende. Nogle har i første omgang taget denne forklaring til sig.
Men så kørte de med deres militærkøretøjer ind i boligkvartererne og skød omkring sig med tåregas (billedet tv.). En video der viste sådan en episode har resulteret i, at rigtig mange folk blev klar over myndighedernes reelle hensigt.  

• Hvad betyder det?  

Robin Wonsley Worlobah: Det betyder, at der i Minneapolis nu er mange mennesker på gaden, som forsøger at forbinde de forskellige begivenheder og som begynder at forstå statsapparatets rolle, deriblandt at man terroriserer sorte mennesker og People of Color for på den måde at opretholde det kapitalistiske systems funktionsmåde.
Samtidigt vokser erkendelsen af, at vi kan sørge for os selv. Mennesker kommer sammen og organiserer sig for at tilfredsstille de grundlæggende behov i deres Communities.
- Siden opstandens anden uge har vi hver eneste dag haft flere masseaktioner, som er rettet enten imod det Demokratiske Partis politikere eller mod politiapparatet. Da titusinder af os den 6. juni demonstrerede med kravet om ”afskaffelse af politiet” og drog til borgmester Jacob Frey’s hus, kunne vi tvinge ham til at tale med os: 

- Det er et skridt i den rigtige retning, og et stort skridt fremad, hvis vi sammenligner med byrådsmedlemmernes holdning for bare et år siden. Dengang har de allesammen afvist at reducere politiets samlede budget med 45 millioner dollars - idag drejer det sig om opløsningen af politiet.

- Opstanden har iværksat dette. Det er os, der har tvunget bystyret til at tage stilling til vores destruktive politi. Men for at opløsningen af politiet sker reelt kræver det, at bevægelsen nedefra fortsat eksisterer og presser på. 
For hvad vi i disse dage også har set er, at netop de politikere, der gælder som progresseive ofte siger: Tak allesammen for jeres opstand , vi sørger nu for det videre forløb, så I kan godt gå hjem igen. 
Det må vi modsætte os og istedet for styrke vores selvorganisering.

• En opløsning af hele politidistrikter er også sket tidligere : I 2012 i byen Kent i New Jersey. Men der blev politiet erstattet med en lignende institution. Eller i Compton i Californien i år 2000. Her overtog politiet fra LA-County. Hvad skal der til for at undgå, der bare bliver tale om en rekonstruktion i et nyt hylster, et nyt logo for samme struktur?

Robin Wonsley Worlobah: Det er noget, som en masse folk, der i årevis har engageret sig i afskaffelsen af politiet, nu intenst beskæftiger sig med. Vi regner ikke med, at vi indenfor et års tid eller sågar om få uger ser disse krav realiseret.
- På vejen til reel afskaffelse af politiet, der ikke beskytter os og ikke sørger for vores sikkerhed, behøver vi en dybt-gående ’Community-Organizing’ til opbygningen af kollektive infrastrukturer og styrkelse af sociale institutioner, som folk selv har ansvar for og kontrollerer. 

- Det er det, som nu er nødvendigt for at vores vision om afskaffelsen af politiet kan blive virkelighed.
Hvis det ikke sker, så vil der ske det, som alllerede nu er ved at opstå, nemlig spørgsmålet der griber om sig: 
Stop lige, har vi så ingen længere, der vil beskytte os, vil der udbryde kaos? Selv når sorte mennesker og People of Color til dagligt erfarer, at politiet ikke beskytter dem og kravet om afskaffelse af politiet bliver populært, så er der alligevel mange, der ikke tror på, at det kan lade sig gøre uden politiets tilstedeværelse.
- Men som sagt, i vores opstand har vi også startet med – måtte vi starte med! – at organisere os i naboskabsstrukturer. Det må vi knytte an til for at skabe egne strukturer,  som folk har tillid til og som erstatter politiet. Der har vi virkelig meget at gøre.

Der er i Minneapolis med andre ord ingen stærk sort organisation på gaden, som er antiracistisk og har basis i arbejderklassen.
- Det der findes, er nogle velfunderede strukturer i de traditionelle sorte arbejder-kvarterer som Nord-Minneapolis, hvor menneskene er vant til at samles, støtte hinanden og organisere selvforsvar.
Der, i Nord-Minneapolis er der for tiden en stigning i antallet af racistiske selvtægter-angreb – på den baggrund er de eksisterende selvforsvars-strukturer blev forstærket.  

• Særlig i opstandens første dage var der meget fokus på riots og plyndringer. På den ene side er de udtryk for en enorm vrede, på den anden side bliver de i medierne brugt af Trump til at tegne et afskrækkende billede af protesterne. Hvad mener du om det ? 
  

Robin Wonsley Worlobah: I et kapitalistisk system, der er baseret på racisme, er det os, som konstant bliver udplyndret! Jeg har derfor absolut ingen problemer med, at sorte unge fra arbejderklassen plyndrer forretninger, som f.eks. er imod en mindsteløn på 15 Dollar eller er kendt for at stjæle millioner af dollars fra deres ansatte arbejdere.
- Disse forretninger har forsikringer, de har gode forbindelser til politikere, så deres omkostninger ved plyndringer og andre skader får de betalt tilbage. Sandsynligvis får de sågar pengene tilbagebetalt fra byens skatteindtægter, selvom de har milliarder af dollars på diverse skattely konti, og med disse penge sagtens selv kunne finansiere skadeomkostningerne.

- Jeg siger altid: Jeg ville ønske, at venstrefløjen var lige så godt organiseret som højrefløjen! De er virkelig i fremgang og er blevet stærke.
Og vi må være klar over, at disse White Supremacists ikke kun er lig med de typer, der render rundt med pistoler, men ofte er det vores managers her og der, de folk du går forbi i supermarkedet, det er folk, som er dybt forankret i vores system. Også netop derfor kan vi ikke bare gå tilbage til business as usual.  

- Jeg kan ikke leve videre i et system, der godkender ødelæggelsen af mit liv og hvor jeg ikke kan gøre andet imod det end at stemme og engagere mig i civilsamfundet, der er til for at beskytte vores økonomiske og politiske eliter. Jeg har brug for noget andet end det! Og hvis det betyder, at folk går på gaden og brænder en politistation ned for at opnå noget, så er det der, vi er kommet til.  

(Interviewet er oprindeligt offentliggjordt i analyse og kritik – ak nr. 661. Oversat og let forkortet af autonom infoservice)