Minneapolis: ” I kommer ikke til at se os synge et par Kumbaya-sange og derefter tage hjem igen...”

  • Interview med Robin Wonsley Worlobah, aktivist fra Minneapolis

”Bevægelsen er ikke ledet af en eller anden organisation. Det er sorte unge folk og People of Color fra byens arbejderkvarterer, som bestemmer, hvad der skal ske.
De afviser institutionaliserede kræfter, der forsøger at fortælle dem, hvad de skal gøre og hvad de ikke skal gøre ...”

" På vejen til reel afskaffelse af politiet, der ikke beskytter os og ikke sørger for vores sikkerhed, behøver vi en dybtgående ’Community-Organizing’ til opbygningen af kollektive infrastrukturer og styrkelse af sociale institutioner, som folk selv har ansvar for og kontrollerer "

  • Interview 
    med Robin Wonsley Worlobah. 
Robin Wonsley Worlobah
Robin Wonsley Worlobah

Robin Wonsley Worlobah er medlem af Democratic Socialists of America (DSA) i Minneapolis og har i flere år været aktiv i den socialistiske bevægelse i Twin Cities (Minneapolis og St. Paul), hvor hun  deltog i den succesrige kamp for indførelse af en mindsteløn på 15 dollar i 2017. 
Minneapolis var den første by i USAs midtvest, hvor dette blev omsat til lov.
Idag arbejder hun i lærerfagforeningen og har planer om at opstille ved det næste  valg til Minneapolis’s bystyre. 
 

  • Du var involveret i organiseringen af protesterne i Minneapolis efter politimordet på George Floyd. Nu finder protesterne sted over hele landet, fra New York til Los Angeles og også i andre lande. Men begivenhedernes centrum er stadigvæk i Minneapolis. Hvordan vil du beskrive situationen i byen?

Robin Wonsley Worlobah: Det som der aktuelt sker i Minneapolis, er en opstand.

  • Hvad skete der i byen de første dage efter mordet på George Floyd?

Robin Wonsley Worlobah: Det begyndte med, at borgerretsgrupper mobiliserede til protesterne, sådan som det er sædvane efter den slags begivenheder:
Politiskud eller politimord sker, og borgerretsgrupper kalder til protester på gaden og opfordrer alle til at komme til gerningsstedet. Så kom vi altså hen til krydsningen af 38th Street og Chicago Avenue foran ”Cup Foods”-butikken. Efterhånden blev protesterne større og større, indtil vi næsten var 20.000 mennesker. 
- Vi marcherede derefter til politistationen i tredje distrikt, hvor politifolk der var ind-blandet i mordet på George Floyd holdt til. Så mange unge sorte og People of Color, folk fra arbejderklassen, fra Community var tilstede – det var et fantastisk øjeblik.
- Så besluttede vi at besætte det offentlige rum. I de efterfølgende timer blev forståeligt nok meget af vreden afreageret på politistationen. Politiet barrikaderede alt omkring sig og gik derefter frem mod de protesterende samtidigt med, at de affyrede tåregas og gummiprojektiler.

Minneapolis politistation i byens tredje distrikt i flammer
Minneapolis politistation i byens tredje distrikt i flammer

I dagene derpå gik bølgerne frem og tilbage mellem mellem os og politiet. Det er vigtigt at nævne, at på dette tidspunkt var de politifolk, der deltog i mordet endnu ikke anholdt. Der skete derfor det, at den vrede og frustration, som den første nat blev rettet mod politistationen, begyndte at brede sig ud over byen.

  • Hvordan reagerede de politisk ansvarlige?  

Robin Wonsley Worlobah: Der blev lavet forskelllige interventioner af borgerretsgrupper, som jeg vil medregne til ’black managerial class’, sort højere mellemlag, der forsøgte at dæmpe vreden sammen med de valgte politikere.
De unge sorte afviste disse pacificeringsforsøg. De gjorde det umiskendeligt klart: I kommer ikke til at se os synge et par Kumbaya-sange og derefter tage hjem igen.

- De politisk ansvarlige var tydeligvis skræmt af masserne på gaden. Deres strategi bestod i at adskille de ”gode” protesterende fra de ”onde” protesterende og i forlængelse heraf udråbte de et udgangsforbud.
- Det blev sagt til os: I kan demonstrere fredeligt, men venligst kun mellem klokken 6 om morgenen og klokken 20 om aftenen. Hvis I derefter stadig væk opholder jer på gaden, tilhører I de ”onde” demonstranter og vi vil skride ind mod jer.   

- De hentede Nationalgarden med den begrundelse, at ville beskytte de ”gode” protesterende mod de ”onde” protesterende. Nogle har i første omgang taget denne forklaring til sig.
Men så kørte de med deres militærkøretøjer ind i boligkvartererne og skød omkring sig med tåregas (billedet tv.). En video der viste sådan en episode har resulteret i, at rigtig mange folk blev klar over myndighedernes reelle hensigt.  

  • Hvad betyder det?  

Robin Wonsley Worlobah: Det betyder, at der i Minneapolis nu er mange mennesker på gaden, som forsøger at forbinde de forskellige begivenheder og som begynder at forstå statsapparatets rolle, deriblandt at man terroriserer sorte mennesker og People of Color for på den måde at opretholde det kapitalistiske systems funktionsmåde.
Samtidigt vokser erkendelsen af, at vi kan sørge for os selv. Mennesker kommer sammen og organiserer sig for at tilfredsstille de grundlæggende behov i deres Communities.
- Siden opstandens anden uge har vi hver eneste dag haft flere masseaktioner, som er rettet enten imod det Demokratiske Partis politikere eller mod politiapparatet. Da titusinder af os den 6. juni demonstrerede med kravet om ”afskaffelse af politiet” og drog til borgmester Jacob Frey’s hus, kunne vi tvinge ham til at tale med os: 

Minneapolis borgmester Jacob Frey møder vrede protester
Minneapolis borgmester Jacob Frey møder vrede protester

- Frey, som på de sociale medier har bedyret, at han gør alt hvad der er muligt for hans embede, erklærede nu på stedet, at politiet i Minneapolis ikke kunne blive afskaffet. Han blev derpå buhet ud på vej tilbage til hans hus. Dette var et utroligt politisk momentum.

  • Nu har Minneapolis bystyre minsandten forkyndt, at det vil opløse politiet – dette har også internationalt fået stor opmærksomhed. Hvad betyder denne tilkendegivelse?  

Robin Wonsley Worlobah: Jeg vælger her mine ord bevidst meget forsigtigt. Det eneste der indtil nu konkret er blevet talt om er, at Minneapolis ’Human Rights Department’ skal gennemføre en undersøgelse, hvorpå der kan fremkomme en anbefaling om, at politiet i Minneapolis bør blive omstruktureret.

- Der foreligger altså ikke nogen vedtagelse og bystyret planlægger heller ikke nogen lov om dette. ”Reclaim the Block”, en organisation som siden 2018 har arbejdet for at afskaffe politiet, har bystyret givet en frist på et år til at finde ud af, hvordan afviklingsprocessen for politiet kan foregå. 

           _______________________________________

"Opstanden har iværksat dette. Det er os, der har tvunget
bystyret til at tage stilling til vores destruktive politi" 
 
     
   

- Det er et skridt i den rigtige retning, og et stort skridt fremad, hvis vi sammenligner med byrådsmedlemmernes holdning for bare et år siden. Dengang har de allesammen afvist at reducere politiets samlede budget med 45 millioner dollars - idag drejer det sig om opløsningen af politiet.

- Opstanden har iværksat dette. Det er os, der har tvunget bystyret til at tage stilling til vores destruktive politi. Men for at opløsningen af politiet sker reelt kræver det, at bevægelsen nedefra fortsat eksisterer og presser på. 
For hvad vi i disse dage også har set er, at netop de politikere, der gælder som progresseive ofte siger: Tak allesammen for jeres opstand , vi sørger nu for det videre forløb, så I kan godt gå hjem igen. 
Det må vi modsætte os og istedet for styrke vores selvorganisering.

  • En opløsning af hele politidistrikter er også sket tidligere : I 2012 i byen Kent i New Jersey. Men der blev politiet erstattet med en lignende institution. Eller i Compton i Californien i år 2000. Her overtog politiet fra LA-County. Hvad skal der til for at undgå, der bare bliver tale om en rekonstruktion i et nyt hylster, et nyt logo for samme struktur?

Robin Wonsley Worlobah: Det er noget, som en masse folk, der i årevis har engageret sig i afskaffelsen af politiet, nu intenst beskæftiger sig med. Vi regner ikke med, at vi indenfor et års tid eller sågar om få uger ser disse krav realiseret.
- På vejen til reel afskaffelse af politiet, der ikke beskytter os og ikke sørger for vores sikkerhed, behøver vi en dybt-gående ’Community-Organizing’ til opbygningen af kollektive infrastrukturer og styrkelse af sociale institutioner, som folk selv har ansvar for og kontrollerer. 

- Det er det, som nu er nødvendigt for at vores vision om afskaffelsen af politiet kan blive virkelighed.
Hvis det ikke sker, så vil der ske det, som alllerede nu er ved at opstå, nemlig spørgsmålet der griber om sig: 
Stop lige, har vi så ingen længere, der vil beskytte os, vil der udbryde kaos? Selv når sorte mennesker og People of Color til dagligt erfarer, at politiet ikke beskytter dem og kravet om afskaffelse af politiet bliver populært, så er der alligevel mange, der ikke tror på, at det kan lade sig gøre uden politiets tilstedeværelse.
- Men som sagt, i vores opstand har vi også startet med – måtte vi starte med! – at organisere os i naboskabsstrukturer. Det må vi knytte an til for at skabe egne strukturer,  som folk har tillid til og som erstatter politiet. Der har vi virkelig meget at gøre.

  • I Minneapolis var der før i tiden en meget godt organiseret Black-Lives-Matter bevægelse. Efter mordet på Jamar Clark 2015 blev en politistation besat i 18 dage. Denne aktion var organiseret af Black-Lives-Matter. Hvordan er det idag? Hvem leder bevægelsen i Minneapolis, hvor diskuteres forslag til, hvordan det kan gå videre?  

Robin Wonsley Worlobah: På den ene side er det rigtig skønt, det som sker her for tiden: Bevægelsen er organisk, den bliver ikke ledet af en eller andet centraliseret organisation. Det er unge sorte og PoC (People of Color) fra arbejderkvartererne, som bestemmer i bevægelsen og som forsvarer sig mod institutionaliserede kræfter, der forsøger at fortælle dem, hvad de skal gøre og ikke gøre eller hvad, der er den rigtige fremgangsmåde.  
- På den anden side er det sådan, at netop nu i denne tid hvor mange mennesker i Minneapolis oplever kapitalismens mangler og forstår problemerne i det kapitalistiske system, er der ikke nogen organiseret venstrefløj i vores by, som er i stand til at vise en vej fremad.
                        _________________________________________

"Det der findes, er nogle velfunderede strukturer i de traditionelle sorte arbejderkvarterer som Nord-Minneapolis, hvor menneskene er vant til at samles, støtte hinanden og organisere selvforsvar "

- Black-Lives-Matter i Minneapolis har opløst sig selv i 2017. Der er opstået en efterfølger, som kalder sig Black Visions Collective. De har en stamme af organisatorer, men har i de seneste år koncentreret sig om at bedrive lobbyarbejde indenfor de bestående politiske rammer. 

Der er i Minneapolis med andre ord ingen stærk sort organisation på gaden, som er antiracistisk og har basis i arbejderklassen.
- Det der findes, er nogle velfunderede strukturer i de traditionelle sorte arbejder-kvarterer som Nord-Minneapolis, hvor menneskene er vant til at samles, støtte hinanden og organisere selvforsvar.
Der, i Nord-Minneapolis er der for tiden en stigning i antallet af racistiske selvtægter-angreb – på den baggrund er de eksisterende selvforsvars-strukturer blev forstærket.  

  • Særlig i opstandens første dage var der meget fokus på riots og plyndringer. På den ene side er de udtryk for en enorm vrede, på den anden side bliver de i medierne brugt af Trump til at tegne et afskrækkende billede af protesterne. Hvad mener du om det ? 

Robin Wonsley Worlobah: I et kapitalistisk system, der er baseret på racisme, er det os, som konstant bliver udplyndret! Jeg har derfor absolut ingen problemer med, at sorte unge fra arbejderklassen plyndrer forretninger, som f.eks. er imod en mindsteløn på 15 Dollar eller er kendt for at stjæle millioner af dollars fra deres ansatte arbejdere.
- Disse forretninger har forsikringer, de har gode forbindelser til politikere, så deres omkostninger ved plyndringer og andre skader får de betalt tilbage. Sandsynligvis får de sågar pengene tilbagebetalt fra byens skatteindtægter, selvom de har milliarder af dollars på diverse skattely konti, og med disse penge sagtens selv kunne finansiere skadeomkostningerne.

- Anderledes er det med plyndringer i arbejderkvartererne, hvor fødevarebutikkerne er en vigtig infrastruktur. Jeg ville ønske, at plyndringerne fandt sted i rigmandskvartererne. Vi skal heller ikke glemme, at vi befinder os midt i en pandemi, hvor de svageste blandt os arbejdere er de mest udsatte, som kæmper hårdt for at overleve finansielt.
- Det er også grunden til, at DSA (Democratic Socialists of America) organiserer fordeling af fødevarer i de fattigste kvarterer i byen.

  • Jeg har det indtryk, at denne opstand som er en umiddelbar reaktion på den konstante politivold, også må ses på baggrund af en præsident, der hele tiden hælder olie på ilden, men også på baggrund af Covid-19 krisen der i uforholdsmæssig stor grad rammer sorte og People of Color, der oftere dør af det end de hvide gør. Ser du også disse forbindelser?  

Robin Wonsley Worlobah: Ja, klart. Vi bliver brutalt bedraget fra alle sider. Jeg tror, at vi definitivt er kommet til et vendepunkt. I de seneste måneder er vores liv blevet ødelagt på mange forskellige måder. Covid-19 krisen, den mest dødelige epidemi i årtier, som har ramt vores økonomi, har intensiveret udbytningen og samtidigt gjort det klart for de udbyttede, at deres liv ikke tillægges nogen værdi.  
                              _______________________________________

"Jeg ville ønske, at venstrefløjen var lige så godt
organiseret som højrefløjen! "

- Især arbejdere som er sorte eller People of Color tvinges til at risikere deres liv. De tvinges af politikere, der kan trække sig tilbage i deres dyre luksusvillaer og leve komfortabelt der. Og så har vi denne her præsident, der tænder gnisten i en højre-orienteret bevægelse og har givet denne bevægelse en politisk platform. 

Jeg siger altid: Jeg ville ønske, at venstrefløjen var lige så godt organiseret som højrefløjen! De er virkelig i fremgang og er blevet stærke.
Og vi må være klar over, at disse White Supremacists ikke kun er lig med de typer, der render rundt med pistoler, men ofte er det vores managers her og der, de folk du går forbi i supermarkedet, det er folk, som er dybt forankret i vores system. Også netop derfor kan vi ikke bare gå tilbage til business as usual.  

- Jeg kan ikke leve videre i et system, der godkender ødelæggelsen af mit liv og hvor jeg ikke kan gøre andet imod det end at stemme og engagere mig i civilsamfundet, der er til for at beskytte vores økonomiske og politiske eliter. Jeg har brug for noget andet end det! Og hvis det betyder, at folk går på gaden og brænder en politistation ned for at opnå noget, så er det der, vi er kommet til.  

(Interviewet er oprindeligt offentliggjordt i analyse og kritik – ak nr. 661. Oversat og let forkortet af autonom infoservice)


Relateret