”Jeg synes, det er på tide at organisere os. Vi har brug for strukturer...”

Daria Bogdańska er forfatter til grafiske romaner, arbejder som servitrice og bor i Malmö.
Hun er aktiv i den syndikalistiske fagforening SAC.

I interviewet fortæller hun, hvordan chefer er, når de er værst, hvorfor unge folk ikke regner fagforeninger for noget som helst og hvilke faglige kampe, hun selv er engageret i for tiden. 

  • ”De senere år har jeg udelukkende arbejdet med organisering af migranter. For eksempel en stor gruppe rumænske fabriksarbejdere udenfor Malmö....”

" På restauranten hvor jeg arbejdede, brød de mange regler. Lønnen var halvtreds kroner i timen.
Via SAC (Sveriges Arbetares Central-organisation, Syndikalisterna) krævede jeg overenskomstmæssig løn, hvilket også fik flere til at organisere sig og turde stille krav. Hvis du arbejder sammen med nogle, som ikke er fra Sverige og som tjener for lidt – så tag konflikten. Det kan forandre alt."
Daria Bogdańska, servitrice. 

Selvportræt af Daria Bogdanska
Selvportræt af Daria Bogdanska

     ___________

INTERVIEW

Daria Bogdańska (32 år), forfatter til grafiske romaner, servitrice, bor i Malmö , aktiv i den syndikalistiske fagforening SAC i Sverige.
Hendes debut ”Wage Slaves” (lønslaver) handler om udbytning i restaurationsbranchen og om modstanden. Med eller uden fagbevægelsen. Hendes grafiske roman ”Wage Slaves” udkom i 2016 og er oversat til flere sprog.

 

  • Hvorfor tror du, at ”Wage Slaves” blev sådan en succes?

Daria B. : En af grundene til at jeg skrev ”Wage Slaves” var, at jeg indenfor populærkulturen savnede en beskrivelse af den stadig mere prekære økonomiske situation for min generation.
Selvfølgelig findes der mange historier om ”byernes unge og voksne med dårlige livsperspektiver”, men så vidt jeg ved, koncentrerer disse fremstillinger sig altid om det individuelle aspekt.  
Som om det var ens egen skyld eller ens egen beslutning.
I virkeligheden tror jeg, at det her handler om et kollektivt problem, som ikke kun vedrører menneskene i Sverige, men i hele verden lige nu og som har noget at gøre med den ekstremt frie markedsøkonomi og den deregulering, som den står for.

  • Er det at skrive en grafisk roman, den bedste måde at forklare tingene på?

Daria B. : Jeg tror, at ægte historier altid har en mere emotionel virkning på læserne end tør teori.
Som teenager, da jeg læste tegneserier eller så TV-serier, husker jeg, at personerne heri altid brokkede sig over deres lortejobs eller brugte ironi som våben mod deres uduelige chefer. Men de gjorde aldrig rigtig noget for at forbedre deres situation.
Jeg ville have, at min historie tog et skridt fremad og bragte løsninger på banen.
Min historie blev til en slags ”knowhow” ift. faglig organisering. Den kultur vi konsumerer, lærer os også noget om den verden, vi lever i. Vi har brug for mere viden om vores rettigheder som arbejdere, og popkulturen kan spille en vigtig rolle i den forbindelse.
Da hverdagslivet overalt bliver stadig mere prekært for flere og flere, er der mange mennesker, der kan identificere sig med min historie og for det andet længes de måske ligesom jeg efter at tale om, hvordan vi kan gøre modstand. 
(Forstør ved at klikke på billedet):

  • Din historie viser forskellige slags udbyttere. En af dem er den venstreorienterede aktivist, der udnytter sine ansatte 

Daria B. : Jeg har lært, at chefer der forsøger at være din ven, er de værste eller dem, det er sværest at kæmpe imod. Det er også en meget anvendt taktik blandt chefer. Men regnestykket er ganske enkelt.
- Cheferne tjener penge på deres arbejde – og jo mindre vi tjener, desto større gevinst har de og omvendt. Det er en konfliktsituation, ingen kan se bort fra denne dynamik.
Men cheferne i såvel store som små foretagender har formået at overbevise folk om, at det er dem, der har det så svært. "Oh, jeg kan ikke betale Deres forsikring, det har vi ikke råd til" – dette selvmed-lidende argument har jeg hørt så tit.
- Mit svar lyder: Har De ikke råd til at give deres arbejder et minimum af sikkerhed og en løn, der er til at leve af? Så lad være med at ansætte hende og lav selv det forbandede arbejde.
Jeg er så træt af, at folk udsættes for sådan en hjernevask for altid at stå på chefernes side. Alt imens disse bare bliver rigere og rigere. 
          ___________________________________________________

”Ligesom de store politiske partier baserer fagforeningerne idag
ikke på folkelige bevægelser, men er bureaukratiske (sågar korrupte) institutioner, der ledes af karriereorienterede funktionærer...”

  • I “Wage Slaves” skriver du, at du altid har betragtet fagforeningerne 
  • som ret forældede. Hvorfor tror du, at arbejdspolitik i lang tid ikke har interesseret dig – og hvorfor har det forandret sig? 

Daria B. : Helt overordnet har jeg indtryk af, at unge folk (inkl. mig selv) generelt er desillusionerede ift. det politiske establishment. 
- Ligesom de store politiske partier baserer fagforeningerne idag ikke på folkelige bevægelser, men er bureaukratiske (sågar korrupte) institutioner, der ledes af karriereorienterede funktionærer, istedet for af mennesker hvis hjerter banker for idéer og forandring.

- Vi forventer ikke, at fagforeningerne er i stand til at forandre noget som helst. Fordi mange nye ”fleksible” beskæftigelsesmodeller ikke engang garanterer arbejdernes grundlæggende rettigheder (Gig economy med freelancere, projektansatte, sæsonarbejdere ...) kan vi ofte slet ikke se, hvordan fagforeningerne skulle kunne hjælpe os.

- Mange unge mennesker er vokset op i dette system, senkapitalismen, og kan derfor ikke erindre, at det også kunne være anderledes.

Cheferne har i dag den totale magt og er vant til det. Når arbejdsbetingelserne ikke er, som vi gerne ville have det, vælger vi ofte en individuel tilgang, istedet for at forsøge at løse problemerne kollektivt. Eller vi skifter arbejdsplads. 

  • Altså skal vi tage fat der, hvor vi er?  

Daria B. : Netop. Hvis vi bliver ved med at sige op fra alle disse lortejobs, uden at prøve at løse de problemer vi har til fælles og bare håber på, at det næste job bliver bedre, så vil der snart ikke længere eksistere nogen bedre jobs. Alt vil være noget lort.
- Vi vil stå tilbage med dårlige lønninger, ingen forsikringer og lav eller slet ingen pension. Måske er vi allerede der, da vores rettigheder som lønarbejdere er blevet drastisk beskåret i løbet af det seneste årti, samtidig med at fagforeningerne hele tiden er blevet svagere.
- Jeg synes, det er på tide at tænke over disse problemer, at holde op med at acceptere lortet og begynde at organisere os. Vi har brug for strukturer.  
Fagforeningerne er en af dem. De kan synes realitetsfremmede og tilpassede, men det betyder ikke, at vi ikke kan ændre dem og bruge dem i kampen for at forbedre vores liv og vores fremtid. 

Daria Bogdanska
Daria Bogdanska
  • Er du aktiv i bestemte kampe lige for tiden?

Daria B. : De senere år har jeg udelukkende arbejdet med organisering af migranter. For eksempel en stor gruppe rumænske fabriks-arbejdere udenfor Malmö. De levede under meget kummerlige forhold og boede prekært på en bondegård, der tilhørte deres chef.
- Derudover laver jeg organiseringsarbejde sammen med kvinder fra rengørings- og servicesektoren. Jeg er frivillig organisator og forhandlingsfører i min fagforening Malmö LS, SAC. Det vil sige, jeg hjælper andre med at organisere sig, hjælper dem med at finde ud af, hvilke rettigheder de har, betragter de juridiske aspekter af deres konflikt og forhandler med cheferne.
- Denne del af mit liv er ekstremt vigtig for mig og det er en meget givende aktivisme. Og når vi vinder, er det en fantastisk følelse.

Det er ret vildt at kæmpe sammen med mennesker, der ligesom jeg blev udbyttet og ikke vidste, hvad de skulle gøre. Jeg vil gerne være der for dem, fordi jeg ønskede, at der havde været nogen for mig, da jeg blev udbyttet.

(Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske tidsskrift ”Direkte Aktion” , der udgives af den anarkosyndikalistiske ’Freie ArbeiterInnen-Union’  - FAU . Oversat og forkortet af  ikh./autonom infoservice) 

______________

Radikal Bokmässa 2020

Göteborg, d. 25. september, kl. 17.00 – 27. september kl. 20.00

arr.: Syndikalistiskt Forum i Göteborg
Infos via facebook