”Vi måtte konstant takke Kina, Det Kommunistiske Parti og Xi Jinping”

Gulbahar Haitiwaji (54) fra Kinas uighuriske mindretal har i flere år boet i Paris. Den 25. november 2016 rejste hun til Xinjiang og endte i en af de opdragelseslejre, som i det officielle sprogbrug kaldes for ”uddannelsescentre”.

Myndighederne begrundede hendes fængsling med, at hendes datter er ”terrorist” og fremviser som bevis på dette et fotografi af datteren, hvori hun deltager i en demonstration i Paris med uighurernes frihedsflag i hånden.
Gulbahar Haitiwaji har nu skrevet en bog om sit mareridt, der varede 32 måneder. Bogen er netop udkommet på fransk.  

  • I dette interview giver hun et indblik forholdene i de opdragelseslejre, Kina har oprettet til internering af uighurerne
Solidaritetsdemo med uighurerne i Oslo
Solidaritetsdemo med uighurerne i Oslo
  • Om uighureren Gulbahar Haitiwaji

Gulbahar Haitiwaji (54) arbejdede som ingeniør i et oliefirma i byen Karamay i den nordvestlige kinesiske autonome region Xinjiang Uighur, før hun i 2006 flyttede med sin familie, mand og to døtre, til Paris, hvor hun fik arbejde i et bageri.

Grunden til at familien gik i eksil var den voksende diskriminering af de omkring 8,4 millioner uighurere, der lever i Xingjiang. Gulbahar er den eneste i familien, der bibeholdt sit kinesiske statsborgerskab for fortsat at kunne besøge sin gamle mor i Kina.
Gulbahars sidste rejse til Xinjiang den 25. november 2016 endte i en af de opdragelseslejre (i det officielle sprogbrug: ”uddannelsescentre” ). Myndighederne påpeger, at hendes datter er ”terrorist” og som bevis for dette viser de hende et fotografi af datteren, hvori hun deltager i en demonstration på Place du Trocadero i Paris med uighurernes frihedsflag i hånden. Efter et fængselsophold blev Gulbahar den 9. juni 2017 overført til en af de berygtede opdragelseslejre for uighurere.

Sommer 2019 udleverer de kinesiske myndigheder et rejsepas til hende og afslutter hendes sag. Regimet vil åbenbart slippe af med hende, formodentligt på grund af stor offentlig bevågenhed (1) og Frankrigs diplomatiske ihærdighed.
Gulbahar Haitiwaji har nu skrevet en bog om sit mareridt, der varede 32 måneder:
"
Rescapée du goulag chinois” (Overlevende fra det kinesiske Gulag), udgivet af ’Éditions des Équateurs’, 184 sider, 2021.
 

Xinjiang

Xinjiang ligger i det nordvestlige Kina. Regionen, der er tre gange så stor som Frankrig, har omkring 24 millioner indbyggere – deraf ca. 8,4 millioner uighurere. Ürümqi er Xinjiangs hovedstad med ca. 1,5 millioner indbyggere. I 1949 blev området med uighurerne indlemmet i den nye kinesiske folkerepublik. Xinjiang består af store økenområder, afbrudt af floder og bjergkæder. 

Kinas magthavere begyndte i 1950’erne at udvinde olie og naturgas fra Xinjiang. Økonomien boomede i 1990’erne, men uden at uighurernes levestandard udviklede sig tilsvarende. Xinjiang har stor betydning for Kinas globale infrastrukturprojekt – den nye silkevej, der skærer lige igennem området. 
Lige fra starten af har de kinesiske myndigheder behandlet uighurerne som anden-rangsborgere og der blev iværksat en forceret bosættelsespolitik af den Han-kinesiske befolkning til Xinjiang-regionen. Dette førte gentagne gange til protester og revolter, hvor de diskriminerede (suni-)muslimske uighurere gjorde oprør mod den kinesiske stats undertrykkelse.
Således eskalerede en spontan opstand i 2009 i overgreb på Han-kinesiske forrretninger og civile. Efter det kinesiske miltærs massive repressive intervention fulgte der en del bombeanslag udført af uighuriske seperatister eller islamistiske sekterikere.
Siden da betragter magthaverne i Beijing uighurerne som statsfjender, der ”forhindrer opbygningen af et harmonisk samfund”. Derfor skal sytemkritiske uighurere, ligesom f.eks. kasakhere og andre muslimske mindretal, opdrages til ’statsloyale borgere’ i lejrene. 

Opdragelselejr i Xinjiang
Opdragelselejr i Xinjiang
Satelitfoto af et opdragelseslejr i Xinjiang
Satelitfoto af et opdragelseslejr i Xinjiang

1200 opdragelseslejre med over en million tvangsinternerede uighurere

Beijings svar på uighurernes modstand og protester var at etablere et forfinet teknisk og militært overvågningssystem, samtidig med at de oprettede opdragelseslejre (de såkaldte ”uddannelsescentre”) i stor stil.
Siden midten af 2016 fører Kinas Kommunistiske Parti under Xi Jinpings ledelse en systematisk udslettelsespolitik mod uighurernes identitet og kultur.
Det skønnes, at der findes omkring 1200 opdragelseslejre med over en million tvangsinternerede uighurere, der bla. arbejder i bomuldsmarkerne eller i grønt-sagsproduktionen. 
Kvinder og piger i disse lejre bliver tvangssteriliseret med den konsekvens, at fødselsraten blandt uighurerne er markant faldende. 


  • Interview 
    med Gulbahar Haitiwaji 

Følgende interview giver et indblik i de opdragelseslejre Kina har oprettet til internering af uighurere.

  • Den 19. november 2016 markerer et vendepunkt i dit liv efter at have levet 10 år i Frankrig. Hvad var det, der skete denne dag?

Gulbahar Haitiwaji:  Denne dag fik jeg et telefonopkald fra en kinesisk embedsmand fra Karamay. Han opfordrede mig til at komme til Kina for at udfylde dokumenter vedr. min pensionsudredning fra den oliefirma jeg og min mand arbejdede i som ingeniører, før vi gik i eksil. 

- Jeg var ikke særligt foruroliget, for efter vi var flyttet til Frankrig, var jeg flere gange uden problemer rejst til Kina. Lejrene havde jeg på dette tidspunkt aldrig hørt noget om. Så jeg købte en flybillet til en 2 ugers rejse, uden at ane, hvilke tre skrækkelige år, der ventede på os forude.

  • Få dage efter din ankomst til Karamay blev du afhørt og anholdt

Gulbahar Haitiwaji: Da jeg med fodlænker blev bragt til en flerpersoners celle, var jeg overbevidst om, at jeg om nogle dage kom fri igen. Jeg har ikke gjort noget, jeg var uskyldig, de måtte have taget fejl. Måske har nogen forvekslet mig med en anden, tænkte jeg.
- Jeg spurgte mine medfanger i cellen, hvor længe de havde været der. ”I to måneder”,  sagde den ene, ”i et år” en anden, og den næste ”i to år”. Det chokerede mig meget.
Jeg spurgte en officer, hvorlænge jeg skulle blive i cellen. Han kiggede mig direkte i øjene og sagde: ”Dette er kun begyndelsen!”
I dette øjeblik blev jeg overvældet af en følelse af uret og håbløshed. Jeg mente, at der dog måtte være love og rettigheder og at man ikke bare uden grund kunne tilbageholde mig.
- På cellevæggen hang der en fængselsorden, hvorpå der stod, at man havde ret til en advokat. Men til mig blev der sagt, at denne ret ikke gælder for politisk anholdte fanger som mig.  

  • Under afhøringen viste politiet dig et fotografi af din datter, optaget på en demonstration organiseret af uighurere i Paris (se billedet nedenfor, aut.info). Anklagen lød på terroristiske aktiviteter. Hvordan omgås myndighederne med politiske fanger? 

Gulbahar Haitiwaji: En dag kom bevæbnede mænd i militæruniformer ind i vores celle og lænkede mig og tre andre kvinder fast på vores brikse. Vi var de eneste politiske fanger i vores fællesskabscelle. Jeg blev ikke ked af det og tænkte: Hvis det eneste, I kan finde på er at lænke mig, så gør det bare. På den måde kan I ikke knække mig. Da jeg skulle tømme min blære foran alle de andre kvinder, brød jeg i gråd.
(Hun og de andre tre kvinder forblev lænket på denne måde i 20 dage, uden at få at vide hvorfor).

  • Efter seks måneder blev du overført fra fængslet til en såkaldt skole. Hvad ventede dig der?

Gulbahar Haitiwaji: Da vi hørte om disse skoler, forestillede vi os en slags universitet med sovesal. Ligesom på en campus. Vi tænkte, vi kunne sminke os, have en telefon til rådighed og kunne komme og gå, som vi ønskede det og gå med vores eget tøj.
Vi blev dog hurtigt desillusionerede. Det var blot endnu et fængsel.

- Efter vores ankomst fik vi udleveret en stribet fængselssuniform. Derefter blev vi anbragt i lukkede celler. En spand gjorde det ud for toilet til tolv uighuriske cellefanger. Overalt var der installeret kameraer, overalt blev vi overvåget.

  • Hvordan så din hverdag ud? 

Gulbahar Haitiwaji: Vi havde en meget gennemstruktureret, streng hverdagsrytme. Ligegyldigt hvor vi var på vej hen, måtte vi løbe på rækker i kø, til toilettet eller til undervisningen, eller tilbage til cellen. Altid løb vi i rækker.
- Før enhver undervisningstime og før ethvert måltid måtte vi takke Kina, Det Kommunistiske Parti og Xi Jinping. Denne treenighed var altid til stede: ”Landet, partiet, lederen Xi Jinping”. Efter ethvert måltid og efter næsten enhver undervisning måtte vi udtrykke vores lykønskninger til denne treenighed.

”Landet, partiet, lederen Xi Jinping”
”Landet, partiet, lederen Xi Jinping”

- Vi gennemgik elleve timers undervisning om dagen, siddende i klasseværelset. Alt skulle læres udenad. Foruden det kinesiske sprog var der også landets historie og retsvæsenet på undervisningsprogrammet. Derudover lærte vi hver uge nye patriotiske sange. Hver fredag blev der afholdt både skriftlige og mundtlige eksamener.
Hver aften skulle vi se kinesisk statsfjernsyn, dog så vi kun nyheder om nationale temaer, aldrig noget om udlandet. I forlængelse heraf lavede vi hjemmeopgaver. I et notitshæfte skulle vi skrive om det, som vi netop havde set og hvad vi især kunne huske.
- Alt det havde til formål at tage vores erindringer fra os, at få os til at glemme vores folks tradition. Glemme hvem vi egentlig er. Jeg lærte alt udenad, kun med det formål at klare eksamen. I dag er alt det, som jeg dengang måtte lære udenad, fuldstændigt forsvundet. 

  • Foruden hjernevask, hvordan reagerede din krop på de hårde fængselsbetingelser?

Gulbahar Haitiwaji: Allerede den første måned tabte jeg mig 15 kilo. Jeg levede med angsten i min krop. På et tidspunkt følte jeg mine organer pulsere, det hamrede i min mave, mit hjerteslag kunne jeg ikke længere fornemme. I søvne havde jeg smerter overalt i kroppen. Mine knogler stak frem og jeg ømmede mig på den hårde briks. Sommetider var det så trangt i cellen, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere mine arme.
To gange om året gennemførtes vaccinationer.
Angiveligt kunne vi selv afgøre, om vi ville have det, men den som vægrede sig, blev bearbejdet af fængselsmyndighederne i dagevis og til sidst deltog alle. Mange unge kvinder havde kort tid efter ikke længere menstruation og der bredte sig bekymringer om, hvorvidt de stadigvæk ville kunne få børn og blive gift.
Jeg blev skeptisk overfor disse vaccinationer. Først da jeg var tilbage i Frankrig, fik jeg kendskab til beretninger om steriliseringerne. Selvom jeg ikke kan bevise det, så tror jeg, at det er det der sker i lejrene.  (...)

  • Var der øjeblikke, hvor du tænkte, at du nok ikke ville overleve lejren?

Gulbahar Haitiwaji: Jeg mindes natten til den 23. december 2018. Jeg sov allerede, da politifolk kom ind i vores celle og lagde mine hænder og føder i lænker og trak en sæk over hovedet på mig. De satte mig i en bil, jeg spurgte ikke, hvor vi kørte hen. I dette øjeblik tænkte jeg, at de ville dræbe mig og kaste mit lig et sted i skoven.
Jeg havde ikke engang styrke nok til at gøre modstand. I al min håbløshed var det blevet ligegyldigt for mig, om de ville myrde mig. Jeg tænkte, at det er bedre at dø end at leve på denne måde.
Ved enden af den natlige køretur blev jeg anbragt i en ny celle.

  • Under din treårige fængsling kæmpede især din ældre datter Gulhumar i Frankrig for din løsladelse. Hun gjorde medierne opmærksom på din forsvinden og inddrog det franske Udenrigsministerium i sagen. Hvilken rolle spiller den politiske dimension i din historie?

Gulbahar Haitiwaji: Jeg er lykkelig over at have skrevet min bog, for jeg vil fortælle, hvad jeg har oplevet. Bogen kan bidrage til at frembringe sandheden om Kinas politik overfor det uighuriske mindretal. 

- Jeg har skrevet bogen, fordi de mennesker,der løslades fra lejrene, ikke kan tale om det. Så snart de ytrer sig om det, bliver de bragt tilbage til lejrene.
Jeg har her den frihed, at jeg kan tale om det på vegne af dem alle. Alligevel mener jeg ikke, at min bog har et politisk formål. Jeg ser mig ikke som en politisk personlighed, jeg fremlægger kun det, som jeg selv har oplevet.  
(Interviewet er oprindeligt offentliggjort af det tyske ugemagasin ”Freitag” nr. 5 / 2021. . Oversat, forkortet og tilpasset i tiltalemåden, af autonom infoservice).

Note
1)  Se: Petition: “Free my mother from the concentration camp in China!”  (Initiativtager : Gulbahar Haitiwaj’s 26-årige datter Gulhumar) 
links
Die Tageszeitung, taz, d. 30. december 2020: 

“Menschenrechtsverletzungen in China“  
Der 23-jährige Nathan Ruser hat maßgeblich dazu beigetragen, das System geheimer Umerziehungslager für Muslime in Xinjiang aufzudecken.