Sæt markedslogikken ud af kraft! Gode og billige boliger til alle!

Mange beboere er forlængst blevet klar over, at reformistiske og teknokratiske krav ikke slår til for at løse de strukturelt betingede modsætninger i en boligsektor, som er udformet efter private markedsprincipper.
Med andre ord: Modsætningen mellem at bo i sit hjem og at bo i en ejendom.
** Konkrete eksempler fra Wien, Sverige og UK påviser, at vi alle kunne bo billigt og komfortabelt – hvis boliger var organiseret som en samfundsstyret social infrastruktur.

På den kapitalistiske urbaniserings betingelser bliver boliger til varer og administreres i over-ensstemmelse med markedets profit fremmende principper.
Selv der hvor udlejere ikke sigter efter maksimal profit, overstiger det forventede gennemsnitlige afkast de fleste lejlighedssøgendes betalingsevne. 
Den eneste vej ud af dilemmaet er at bygge boliger, der ikke er afhængige af refinansiering gennem husleje.

• At sætte markedslogikken ud af kraft 

At afkoble lejepriser fra byggeomkostninger lyder for mange helt utopisk, fordi vi i årtier har været vant til at acceptere markedets rentabilitetslogik som drivkraft for boligbyggeriet.

Der findes dog talrige eksempler på tilveje-bringelse af  en social infrastruktur på andre områder for statslige eller kommunale ind-satser, hvor denne logik faktisk er tilsidesat:

• For eksempel ville det være helt absurd at forvente, at byggeomkost-ningerne til et folkebibliotek skulle betales af brugernes lånegebyrer.

En konsekvent afkobling fra markedets vare-gørelse af boliger kunne realiseres ved at organisere boliger som en social infrastruktur. 
På den måde kunne boligerne finanseres via offentlige investeringer og forvaltet af beboer-sammenslutninger. 
En sådan struktur ville generelt være tilgænge-lige for alle befolkningsgrupper, fordi huslejeniveauet så bliver politisk fastsat på et rimeligt niveau.

• Faciliteter og servicetjenester som bliver stillet til rådighed indenfor rammerne af en social infrastruktur fungerer derved ikke længere som varer og kan fjernes fra markedsmekanismerne.

• Tidligere var politisk bestemte huslejer en del af standarden for en social boligpolitik

Kommunalt boligbyggeri hinsides markeds-logikken lyder for mange ganske fremmedartet og affejes ofte som utopisk dagdrømmeri og urealistisk ønsketænkning.

Men historiske eksempler fra forskellige europæiske lande viser, at statsinvesteringer i almene boliger med politisk fastsat husleje var en del af standarden for social boligpolitik før i tiden, og at millioner af lejelejligheder blev bygget over hele Europa som offentlig infrastruktur.

• Boligpolitikken i mellemkrigstidens Wien

Det mest kendte eksempel på kommunale boliger med karakter af social infra-struktur er de kommunale boliger fra 1920'erne i "Det Røde Wien".
Således blev der mellem 1919 og 1934 bygget omkring 65.000 lejelejligheder af Wiens kommune. Som reaktion på de katastrofale boligforhold efter 1. Verdenskrig indførte det socialdemokratiske bystyre ikke kun strenge lejerbeskyttelseslove, men indførte også en række afgifter på køb af luksusvarer og på overskud fra for høj opkrævet husleje. Især de nyopkrævede boligafgifter blev brugt til at finansiere kommunalt byggeri.

• Nogle af de kommunale boligkomplekser i Wien (Forstør ved at klikke på billedet):

I modsætning til mange aktuelle debatter, hvor krav om huslejeregulering jævnligt bliver delegitimeret som værende en bremse på investeringer i nybyggeri og beskrevet som et "forkert signal til ejendomsbranchen", viser eksempelt fra Wien , at det netop er den strengeste lejelovgivning og høje beskatning af bolig-spekulanter, der gør offentligt boligbyggeri muligt hinsides den gængse markedslogik.

• Eksempel Wien

Finansieringen af boligbyggeriet i ’Det Røde Wien’ i 1920'erne blev gennemført som et offentligt investeringsprogram og gjorde det muligt at beregne huslejer, der kun skulle dække de løbende udgifter til administration og reparationer:
"Wiens kommune baserede i højere grad boligbyggeri på sociale end på kommercielle principper", konstaterede den østrigske historiker Felix Czeike i begyndelsen af 1950'erne. "Derfor besluttede man fra starten af ikke at dække byggeomkostningerne, der gennem boligafgiften delvis skulle kunne blive udlignet."
Denne økonomi ved offentlig investering i en infrastruktur - som ikke forventede en øjeblikkelig erstatning af omkostningerne - muliggjorde lejepriser i de nybyggede kommunale bygninger, der lå et godt stykke under standard markedslejen i den privat forvaltede boligsektor. Således svarede huslejeudgifterne i 1920'erne til omkring tre procent af en gennemsnitsløn.
Den dag i dag tilbyder de omkring 220.000 lejelejligheder i kommunale bygninger i Wien stadig byens billigste husleje og sikrer dermed billige boliger til store dele af befolkningen.

• Eksempel Storbritannien

Det kommunale beboelses-system (Council-Housing-System) i Storbritannien opstod også som et svar på boligmanglen efter Første Verdenskrig og blev formaliseret i 1919 med den såkaldte ”Addison-Act“, som gav om-fattende statstilskud.
Indtil slutningen af 1970'erne opstod på denne måde næsten 5,6 millioner kommunale boliger alene i England, hvilket udgjorde omkring en tredjedel af den samlede boligmasse i Stor-britannien.
De lokale myndigheder planlagde, skabte og forvaltede ikke kun kommunens boligmasse, de var også ansvarlige for at tildele lejlighederne og fastsætte lejeniveauet. Finansieringen skete via offentlige lån med løbetider på op til 60 år og renter langt under markedsvilkårene eller via kommercielle banklån, hvor staten dækkede omkostningerne til renter og afdrag.

Indtægter og udgifter til boligforvaltningen blev ikke opgjort for enkelte byggeprojekter eller boligkomplekser, men altid for kommunernes respektive samlede besiddelser, således at huslejen for nybyggeri kunne afkobles fra de stigende byggeomkostninger.

• På grund af statsstøtte og merudgifter fra kommuner skulle kun omkring 40 procent af de faktiske omkostninger dækkes af huslejer.

• Eksempel Sverige

I Sverige udgør almene boliger med omkring 860.000 lejligheder (2020) næsten 20 procent af den samlede boligmasse og 50 procent af lejelejlighederne. De fleste af de stats-finansierede boliger blev bygget som en del
af programmet "1 million lejligheder" mellem 1965 og 1974.
Opførelsen af billige og moderne lejligheder blev set som en forudsætning for en stram lejelovgivning, som havde holdt huslejen på
et lavt niveau siden 1940'erne.

For at bygge billige lejligheder blev det nye kommunebyggeri næsten 100 procent finansieret med statslån, hvilket muliggjorde overkommelige lejepriser med faste renter. Staten dækkede gabet mellem de kommunale byggeselskabers garanterede renter og markedsrenterne i form af finansieringsstøtte.

• Finansieringsrisikoen ved de offentlige byggeprojekter blev alså helt afholdt
  af staten, så det ambitiøse boligbyggeprogram kunne gennemføres med succes. Et særligt kendetegn ved det svenske boligsystem var de årlige forhandlinger mellem de kommunale boligselskaber og lejerforbundet, hvor lejeniveauer og eventuelle huslejestigninger blev fastsat. 

De på denne måde fastlagte huslejer gjaldt frem til 1990' erne, også for nye ud-lejninger og samtlige privatejede lejelejligheder.

Disse eksempler viser, at der kan bygges billige boliger til brede dele af befolkningen, hvis dette sker i en offentligt iværksat social infrastruktur.
I stil med andre infrastrukturer måles værdien af offentlige  investeringsprogrammer ikke ud fra kortsigtede økonomiske gevinster, men snarere ud fra den langsigtede fordel for offentligheden.
Netop fordi privatfinansierede byggeprojekter og nybyggeri af andelsforeninger opgjort på markedsbasis ikke kan bidrage til den almene boligforsyning under de nuværende forhold, kræves der frem for alt én ting på boligområdet: Offentligt ansvar for almene samfundsmæssige sociale behov.
(folk fra autonom infoservice)
             ___
            Kilder

• En artikelafsnit i temaet „Alternativgeschichte(n) & vergessene Utopien“ 
  om alternativ boligpolitik. Skrevet af bysociologen Andrej Holm fra Humboldt-Universität zu Berlin. Offentliggjort i ak 699, printudgave.  
• autonom infoservice: Arbejderopstanden i Østrig, fire dage i februar 1934  
  ”I løbet af blot ti år - fra 1923 til 1933 – opførte Wiens bystyre under den marxistisk orienterede borgmester Karl Seitz (der efter nedkæmpelsen af arbejderopstanden blev anholdt og fængslet) omkring 65.000 nye, lyse lejligheder i kommunale ejendomme (”Gemeindebauten”). Det mest kendte er ”Karl Marx Hof " – komplekset  med omkring 5000 beboere ...”

Relateret
Berlin
Initiativet for ekspropriation af boligkoncerner: "Vi tager andet tilløb ..." 
I september 2021 festede Berlins lejer-bevægelse. Knap 57 procent af lejerne havde stemt JA til at ekspropriere og samfundsmæssiggøre de store bolig-selskaber i byen. 
Siden da er der ingenting sket, ud over at huslejerne fortsat er steget. Og Berlins senat, der skulle omsætte beslutningen til praksis? De ytrede ingen interesse for sagen (...) * Se hele teksten under Aktuelle infos på forsiden (scroll ned til november - måned)

• autonom infoservice: Berlins boligbevægelse triumferer over spekulanter og det politiske establishment (1. oktober 2021)

En af de få basisdemokratiske og venstreorienterede kampagner, der er blevet ført i Tyskland i den senere tid, har resulteret i en vigtig sejr. Således har over en million berlinere (56,4 procent) i en folkeafstemning den 27. september 2021 stemt for ekspropriering (tvungen afståelse) af byens store boligselskaber.

Links
Danmark

• Almen Modstand - Tag del i kampen for et styrket beboerdemokrati!

Almen Modstands frivillige aktivister kæmper hver dag for de mange mennesker og familier, der mærker konsekvenserne af boligdiskrimination, nedrivninger og tvangsflytninger.