Siden Tysklands genforening i 1990 (dvs. DDRs indlemmelse i BRD), nåede den racistisk motiverede vold nye
dimensioner.
I byen Hoyerswerda kom det til massive angreb på flygtningebosteder den 17. – 23. september 1991.
Ved disse racistiske overgreb blev et bosted for vietnamesiske kontrakt-arbejdere (1) angrebet med molotov-cocktails, ølflasker jernkugler,
etc.
- Forskellige øjenvidneberetninger fra dengang
-
Kronologi af hændelserne
- Pogromer i byen Hoyerswerda i den østlige delstat Sachsen den 17. – 23. september 1991 og i Rostock-Lichtenhagen i delstaten Mecklenburg-Vorpommern den 22. – 26. august 1992
- Hoyerswerda
Omkring 500 racister deltog i optøjerne. Deriblandt en del naziskinheads.
Politiet kapitulerede og evakuerede de 300 udenlandske kontraktarbejdere ud af byen. Mange af dem blev senere udvist af Tyskland. Dette skete under bifald fra en større del af byens
beboere. Byen Hoyerswerda markerede således optakten til en serie af efterligningsaktioner.
Overvejende i Østtyskland overfalder større grupper af
naziskinheads og unge racistiske hooligans derefter asylansøgeres bosteder. Ofte kom det til flere dages heftige konfrontationer, hvor nazierne anvender skydevåben og
molotov-cocktails.
Også i Vesttyskland kom det til talrige efterligningsaktioner. Forskellen til Østtyskland er, at her optræder gerningsmændene i små
velorganiserede væbnede grupper.
En undtagelse er brandattentatet på et flygtningehjem med omkring
100 beboere i Mannheim-Schönau i delstaten Baden-Württemberg,
maj 1992, der blev angrebet af en stor gruppe racister:
- 1992: Situationen i Rostock forud for pogromen
Omkring 1992 var Rostock præget af voldsomme samfundsmæssige brydninger og omvæltninger. Især af de store protester mod afviklingen af byens store skibsværft, som blev overtaget af det vesttyske agentur ”Treuhand”, der stod for omstruktureringen og privatiseringen af statsvirksomhederne i det tidligere DDR.
Op til 35.000 beboere i Rostock deltog i protesterne mod lukningen af skibsværftet. Af de tidligere 55.000 ansatte på skibsværftet var der i slutningen af 1992 kun 17.000 tilbage.
- Rostock 1992
Også i Rostock var voldsomme racistiske angreb allerede før august 1992 på dagsordenen:
Således overfaldt 50 -150 unge nazier og sympatisører et flygtningehjem i Rostocks bydel Schmarl henholdsvis den 1. og 3. oktober 1991. Omkring 30 nazier angreb den 5. oktober 1991 et hus med
rumænske montører...
_______________________________________
Nazipartiet NPD fik ved delstatsvalget i 2011
i Mecklenburg-Vorpommern 6 procent af stemmerne.
I dag har 'Alternative für Deutschland' (AfD) overtaget
NPDs rolle.
- Racistisk pogrom i Rostock-Lichtenhagen, sommer 1992
Den 22. – 26. august 1992 eksploderede den ulmende racisme i den østtyske by Rostock. Vietnamesiske arbejderes boliger blev sat i brand, mens byens befolkning forholdt sig passiv eller bifaldt dette.
Optøjerne i Rostock-Lichtenhagen var rettet imod det
centrale modtagelsesagentur for asylsøgende – ZAST (2) og en boligblok med vietnamesiske kontraktarbejdere, det såkaldte
”Sonnenblumenhaus”.
I selve angrebet deltog aktivt flere hundrede delvist organiserede nazier, mens op til 3000 sympatiserende tilskuere var tilstede og bifaldt
angrebene.
Modtagelsesagenturet blev mandag den 24. august 1992 evakueret på grund af angrebenes heftighed, der
var af livsfarlig karakter. Nabohuset blev sat i brand med molotovcocktails mens omkring 120 vietnamesere, nogle tyske støtter, et par vagtmænd, samt TV-journalister fra ZDF var ind i
huset.
Da konfrontationerne kulminerede, trak politiet sig stedvis fuldstændigt tilbage og efterlod det brændende hus med de indelukkede til sig selv.
- Autonom modstand
Nogle hundrede modige autonome forsøgte flere gange at angribe den racistiske pøbel – en gang lykkedes det dem at få banket racisterne væk fra huset – men så kom politiet pludseligt tilbage, de omringede antifascisterne, anholdt dem og internerede dem for 6 dage i en gymnastiksal...
_____________________
Frieda M., en østtysk autonom aktivist fra Rostock fortæller:
”For os var starten af 90´erne på den ene side præget af store frirum, et
relativt fraværende statsapparat og en generel følelse af, ” at alt er muligt”.
Det var opbruddets tid. Vi demonstrerede for bevarelse af en udbredt venstreorienteret Radio DT64 (som blev lukket af den vesttyske TV-kanal NDR den 31.12.1991) og bz’atte vores
uddannelsessteder.
Der fandtes alternative centre og bz’atte huse. Miljøet var bredt fagret og ikke politisk fragmenteret endnu. Der fandtes fælles mødesteder og en livlig udveksling af ideer og
erfaringer.
- På den anden side var konfrontationerne med nazierne ganske selvfølgelig. Især efter
fodboldkampe måtte vi altid regne med en større nazipøbel, der drog igennem Rostock. Overgreb på enkeltpersoner og mod vores alternative ungdomscenter (JAZ) samt de bz’ atte huse var naziernes
gængse praksis.
- Vi var for det meste informeret om, at sådanne angreb ville komme. De fandt sted i et
racistisk anspændt klima. Således kørte der kampagner blandt forretningsdrivende, der opfordrede til at stille koste i deres forretningsvinduer. Dette skulle ud fra gammel overtro angiveligt
forhindre sigøjnere i at betræde deres butik...
- Den generelle politiske diskussion var hele tiden
bestemt af den racistiske hetz fra den politiske elites side samt af medierne. I skolerne fandtes ligeledes en klar polarisering mellem venstre og højre. I visse bydele var det ganske
"naturligt" at være højreorienteret.
- Da situationen i Rostock-bydelen Lichtenhagen tilspidsedes i august 1992 , tog vi det meget alvorligt, men kunne ikke forstille os den pogrom-dimension, den ville antage. Vi sendte folk fra os sammen med andre til Lichtenhagen og mobiliserede samtidig antifa-sammenhænge til Rostock.
- Det var bemærkelsesværdigt, hvor mange antifas der kom hertil og hvor dårligt vi var i stand til at omgås med situationen. Der var en del forsøg på at være aktivt handlende på stedet, hvor progromerne skete, men der var samtidig også en stor ubeslutsomhed. Nogle taler om en spildt historisk chance. ” (kilde: tidsskriftet ak – analyse und kritik, nr. 574/17.08.2012, printudgave)
- To tilstedeværende autonome antifascister beretter om hændelserne:
- "Vi ville forsøge at intervenere direkte på stedet i Lichtenhagen"
”M”: For alle os som tog til Rostock dengang, var det som skete der et
fuldstændigt ukendt fænomen. Førhen var det sådan, at vi stadig oftere blev indblandet i militante konfrontationer med nazierne på gaden.
- Ofte udviklede det sig til en farlig situation. Men det var på ingen måde at sammenligne med det, der ventede os i Rostock. På grund af tilstede-værelsen af en stor pøbel af borgere, som
delvist ganske åbenlyst støttede nazierne, blev vores usikkerhed forstærket. Derudover var der en hel del rygter i omløb - ikke bare i forhold til den racistiske pøbels størrelse og dynamik, men
også hvad angår strissernes fremgangsmåde på stedet.
-
Men det var en fælles konsens, at vi ville forsøge at intervenere direkte på stedet i Lichtenhagen. Da et forsøg på at komme derhen, altså helt frem til flygtningene for at beskytte dem, mere eller mindre mislykkedes, besluttede vi, at vi så i det mindste
ville beskytte det alternative ungdomscenter JAZ, der ligeledes var i fare for at blive stormet. (...) Vi lå på taget med slangebøsser, parat til at forsvare
JAZ.
- En enkelt gang lykkedes det i kort tid for
nogle af os at jage en stor del af pøblen væk fra vietnamesernes ”Sonnenblumenhaus”. Men fordi vi kun var lidt over hundrede folk, var vi ikke istand til at opretholde vores tilstedeværelse der.
Det var alt for farligt. Strisserne, som i dagevis gav pøblen frit spil, gjorde alt for at vi ikke at nåede frem til Lichtenhagen - og særligt ikke frem til
”Sonnenblumenhaus. ”
(kilde: Redigeret uddrag af et længere interview i blog ”Überleben in
Altona” d. 24. august 2012 )
En Antifa fra Niedersachsen beretter:
- "Borgerne og nazierne fik rigeligt i kæften"
” For 20 år siden,
lørdagen d. 22. august 1992, kørte jeg til Rostock. Sammen med tre andre fra min antifagruppe. 500 km med bilen fuld af våben og hjelme.
Vi var helt indstillet på at gå imod den tyske pøbel. Ankommet i Rostock var jeg ret forskrækket over, hvor få autonome der var tilstede.
I ungdomscentret blev der afholdt et møde efter det andet, som drejede sig om at tage til Lichtenhagen. Eftersom det flere gange var planlagt og atter aflyst (for farligt), tog vi sammen med folk
fra Berlin til Lichtenhagen.
Søndag sneg vi os derhen. På vejen
blev vi opdaget og måtte tage turen tilbage til ungdomscentret. Kort tid efter tog vi sammen med flere folk og denne gang vildt beslutsomme igen til Lichtenhagen. Borgerne og nazierne fik
rigeligt i kæften (der blev ikke gjort forskel).
Efter vores angreb på broen tog nazierne flugten. Strisserne iagttog os hele tiden fra distance, først efter vores angreb på nazierne og borgerpøblen, stormede politiet frem mod os og anholdt mig
og ca. 120 andre kammerater.
I hele 6 dage blev de fleste af os
interneret i en gymnastiksal, hvor der også var anbragt anholdte nazier. Strisserne placerede sig imellem dem og os i gymnastiksalen. Lørdagen efter kom så den store antifademo og jeg havde endnu
mere had i mig”.
(kilde: indymedia.de, den 24. august 2012)
__________________________________
Efter anholdelse af antifascisterne vendte den racistiske hob tilbage og startede atter angreb mod flygtningenes boligblokke ...
- Over 20.000 autonome antifas fra hele Tyskland demonstrerede igennem en mennesketom by
Først weekenden efter pogromen strømmede over 20.000 antifas fra hele Tyskland til Rostock og demonstrerede gennem en næsten tom by. Racisterne og beboerne i det hele taget forskansede sig i deres hjem af ”frygt” for antiracisternes hævn. Demonstrationen forløb fredeligt – på trods af at det ellers fraværende politi pludseligt igen var talstærkt tilstede ....
________________________
KRONOLOGI
af den racistiske pogrom i Rostock
- Lørdag, den 22. august 1992
Tidlig lørdag morgen
samledes omkring 2000 mennesker foran ”Det Centrale Modtagel-sesagentur for asylsøgende (ZAST). Situationen eskalerede, da omkring 200 af de forsamlede ved 20-tiden smadrede betonplader
og kastede dem på området og bygningen. Vinduerne indtil 6. sal blev slået itu.
En molotov-cocktail ramte en altan på anden sal. Maskerede nazier råbte paroler som ”Tyskland til tyskerne, udlændinge ud!” og hejlede uafbrudt. Derefter skjulte de sig i mængden. Der blev
oprettet mobile grillboder og alkohol udskænkning.
Kort tid efter de voldelige
angreb på asylmodtagelseshjemmet ankom 30 politifolk i ganske normal uniform. De blev straks angrebet af store grupper af unge og nogle af politifolkene blev brutalt slået i jorden.
De senere ankomne 160 politifolk var mest beskæftiget med at forsvare sig selv imod permanente angreb fra den racistiske pøbel. To vandkanoner ankom ved 02-tiden og pressede i første omgang
pøblen i retning af asylhjemmet. først omkring kl. 05 trak mængden sig tilbage. Kun ni racister blev anholdt og allerede den følgende dag løsladt igen.
- Søndag, den 23. august 1992
Ved 12-tiden var omkring 100 racister forsamlet ved ZAST. I løbet af tiden indtraf kendte
naziledere fra hele Nordtyskland. Deriblandt Christian Worch, Arnuld Priem, Gerhard Frey, Norbert Weidner, etc. Kun en af dem var anholdt under hele pogromen. Omkring kl. 17:30 angreb omkring 300
racister baghuset til vietnamesernes bygning ”Sonnenblumenhaus” med sten og flasker.
Noget senere
trængte de første gang ind i huset og kom indtil 6. sal, inden politiet og tre vandkanoner ved 20-tiden fordrev dem midlertidigt igen. Politiet blev heftigt angrebet med signalpistoler,
fyrværkeri og kanonslag. Flere politifolk skød med skarpe advarselsskud over hovedet på mængden. Klokken 2:45 ankom to hundrede politifolk i kampuniformer fra Hamburg. Ved 05-tiden trak den
racistiske pøbel sig tilbage.
Facit: 350 politifolk var permanent i indsats ud af ialt omkring 800 i Rostock
stationerede politifolk . 74 politifolk blev såret. Antallet af voldelige aktører var omkring 1000 personer og mindst 2000 tilskuende sympatisører honorerede ofte angrebene med bifald. Ialt blev
der ifølge kriminalpolitiet BKA anholdt 130 personer. Deriblandt omking 100 antifascister, der prøvede at komme flygtningene til undsætning.
- Mandag, d 24. august 1992
Mandag, en hed sommerdag, samlede der sig en større mængde i ”feststemning” foran vietnamesernes ”Sonnenblumenhaus” og ZAST. Under samtalerne mellem politi og tilstedeværende borgere kom det frem, at der igen ville blive ballade hen ad aften.
Indtil ved 15-tiden blev beboerne fra ZAST evakueret med busser.
Mens der ikke sker noget tilsvarende i nabohuset, hvor der stadig væk opholder sig omkring 120 vietnamesere, deriblandt børn og spædbørn, samt to højgravide kvinder. Samt en del støtter, en
socialrådgiver, nogle vagtfolk og et kamarahold fra den tyske TV-kanal ZDF.
Mens de to
hundrede politifolk fra Hamburg ved 19-tiden af uransaglige grunde trækker sig tilbage, ankommer omkring et hundrede politifolk fra den østtyske by Schwerin. En ansøgning fra Schwerins politi til
forbundsindenrigsministeriet om assistance fra grænseværnspolitiet BGS (Bundes Grenzschutz) bliver afvist.
Ved
20-tiden intensiveres angrebene på politiet.
Omkring kl. 21:34 trækker politistyrkerne sig tilbage og må forsvare tilbagetrækningen mod heftige angreb fra mængden, der hejler og råber nazi paroler efter dem. Vietnamesernes
hus har nu ingen beskyttelse overhovedet og pøblen starter et massivt angreb med sten og molotovcocktails. Indgangen bliver under stort bifald fra mængden stormet af nazierne bevæbnet med
baseballkøller.
- De brøler: ”Vi får jer alle sammen!” og ”Nu bliver I ristet alle sammen”.
Opgangens belysning, døre og indretning bliver fuldstændigt smadret. Benzin blev hældt på gulvet
og tændt. Skønt politidirektionen i Rostock blev informeret om branden allerede kl. 21:25, så sker der ingenting. Det er en opringning fra en beboer i
”Sonnenblumenhaus” som ved 21:38 – tiden informerer brandvæsenet om, at de to underste etager er sat i brand.
Først omkring kl. 22:58 lykkedes det for brandvæsenet, med hjælp fra en politienhed, at trænge igennem pøblen og kl. 23:47 var ilden slukket. Ved 03 – tiden var situationen
afdæmpet.
De mange indelukkede mennesker flygtede i dødsangst op på husets tag, som de nåede op til ved 22:50 tiden, efter det var lykkedes at bryde
to låse op på 11. etage. Alt imens branden i de underste etager bredte sig.
Over taget nåede de under livsfare frem til opgang nummer 15. Der måtte de ned til den 7. etage, før nogen åbnede døren for dem.
Først ved 23:30
tiden dannede tilkomne politistyrker en korridor for at kunne afhente vietnameserne med to busser. Denne nat var omkring 1000 personer fra den tilstede-værende racistiske pøbel aktivt
involveret i angrebet, mens omkring 3000 sympatisører ledsagede angrebene med højlydte bifald.
- Tirsdag, den 25. august 1992
Omtrent 1000 - 1200 racister deltog i
konfrontationer mod politiet i området omkring det nu tomme og stærkt beskadigede Sonnenblumenhaus. Med sten, signalpistoler og molotovcocktails angriber de politiet og de tilstedeværende reelle
og formodede venstrefløjsfolk. Flere biler går op i flammer.
(kilder: div. antifa-websites, indymedia.de og wikipedia.de, div. video-dokumentationer)
Racistiske opfølgningsaktioner
I ugerne efter pogromen i Rostock-Lichtenhagen truer og angriber nazibander om- kring 40 asylansøgerhjem og
immigranthuse med sten og molotovcocktails.
I byen Wismar kom det den 15. og 20. september til angreb på et boligkompleks for politisk asylansøgende.
Ligesom det skete en måned før i Rostock, bifaldt naboerne til asylhjemmet naziernes terror. I denne periode skete det næsten hver dag, at
tilholdssteder for asylansøgere blev overfaldet af organiserede nazibander - som feks. i de østtyske småbyer Güsutrow, Ueckermünde, Kröplin, Schwerin, Wismar, Retschow,
etc.
- Brandattentatet den 23. november 1992
- Rettet mod to nabohuse i den lille by Mölln i delstaten Schleswig-Holstein, der var beboet af tyrkiske familier havde særlige dramatiske følger:
Ni alvorligt sårede beboere i det ene hus og tre døde i det andet (to piger i
alderen ti og fjorten år samt deres 51-årige bedste-mor). Mens ilden endnu ikke var helt slukket, dukkede et brev fra de nazistiske bagmænd op. Det sluttede med ”Heil Hitler!”. De an-holdte og dømte gerningsmænd er imidlertid blevet løsladt igen.
(folk fra autonom
infoservice)
Relateret
autonom infoservice
_________
Noter
-
I april 1992 levede ialt 1688
”legaliserede” udlændinge i Rostock. ( Ikke medregnet de pårørende til udstationeret militærpersonale fra østlandene, der på dette tidspunkt stadigvæk var i landet). Den største gruppe
af udlændinge i byen var 368 vietnamesere.
Rostock havde på dette tidspunkt 240.000 indbyggere.
Vietnameserne i DDR var for det meste kontraktarbejdere, der fra 1981 af kom til Rostock og antallet var indtil september 1989 steget til ca. 1300/1500. I DDR tiden arbejdede de fleste som hjælpearbejdere i Rostocks havneområde, på skibs-værftet og i industrivirksomheder.
De blev af DDRs myndigheder anbragt i boliger der var strikt adskilt fra Rostocks øvrige beboere. De allerfleste kontraktarbejdere blev efter 1990 fyret og endte dermed som de absolutte tabere af den tyske enhed. De fleste flyttede derefter fra Rostock eller/og vendte hjem igen. (kilde: Britta Müller: Ausländer im Osten Deutschlands. Eine Rostocker Studie, Köln 1996). -
ZAST - Det Centrale Modtagelsesagentur
for asylsøgende.
ZAST havde 250 – 300 sengepladser til rådighed. I realiteten boede op til 650 mennesker i bygningen og på området udenfor. I dagene for de racistiske optøjer ankom dagligt 70 - 80 nye asylansøgende. Omkring 400 asylansøgere, fortrinsvist fra Roma - sigøjnere i Rumænien havde slået teltlejre i et parkanlæg i nærheden af ZAST og vietnamesernes Sonnenblumenhaus.
Byens forvaltning nægtede at opstille toiletanlæg og lignende elementære installationer for således at undgå at måtte legalisere – og derved forbedre - de usle forhold for asylansøgere. (kilde: Jochen Schmidt, Politische Brandstiftung, Berlin 2002)