Refleksioner, brudflader og reformistiske illusioner

Store dele af venstrefløjen i Danmark har forladt enhver tanke om at kæmpe for grundlæggende andre samfunds-forhold.
Den begejstring som for eksempel Pelle Dragsteds bog med fokus på reformorienterede strategier har udløst, illustrerer et behov for et idégrundlag, der legitimerer en politik, som den kritiske, men helt igennem system-konforme venstrefløj har praktiseret i årtier.

• "Strategi uden taktik er den langsomste vej til sejr. Taktik uden strategi er larmen før nederlaget." (Sun Tzu, kinesisk filosof, ca. 500 år f.v.t.) 

• Refleksioner, brudflader og reformistiske illusioner

              - af al. /autonom infoservice 

• Nogle generelle overvejelser

De historiske erfaringer med selvorganisering og direkte demokrati er som regel blevet enten undervurderet eller fulstændigt ignoreret.
Som for eksempel den revolutionære syndikalismes eller kollektiviseringens idéer og praksisser i den spanske revolution 1936 -39 eller rådsbevægelsens udfoldelse i mellemkrigstidens Europa i det sidste århundrede.
Venstrefløjens reformtilhængere har tilsyneladende mistet alle intentioner om en antikapitalistisk kamp og propaganderer i stedet skabelsen af nye civilsamfundsmæssige sektorer som del af markedet, med det formål at forene producenternes selvbestemmelse og konsumenternes kollektive suverænitet.
Her er der ikke tale om at afskaffe den private ejendomsret ift. produktionsmidlerne, men om at reducere kapitalens rolle ved at underordne den andre sociale og økologiske præmisser.

En sådan reformstrategi har endnu ikke besvaret spørgsmålet: Hvordan skulle et marked uden markedslove, uden prisdannelse, uden fremmedgørelse af producenterne og uden varer kunne udfolde sig?
Forudsætningen for et marked i kapitalismen, er netop eksistensen af varer og vareproduktionen, hvilket er ensbetydende med adskillelsen af producenten fra produktet af sit arbejde. Et ”civilsamfundsmæssigt marked ” under producenternes kontrol er derfor en modsætning i sig selv.

• Deres demokrati og vores

Såvel den spanske Indignados – bevægelse ('De oprørte') , der fik en fulminant start i 2011 som ”Nuit debout”- bevægelsen i Frankrig i 2016 demonterede deres ”uregerlige” modstand med kravet om en forfatningsreform.
Dette tydeliggjorde, at selv i oprørske bevægelser eksisterer der en indgroet accept af demokratisk uddelegering af magten og legitimation af staten. På denne måde fortoner oprøret sig indenfor  det eksisterende politiske system.

• Eksempel Spanien ...

I Spanien er denne revolutionære tendens mest udpræget:
Her formåede den revolutionære bevægelse i 2010’erne at forbinde de forskellige sociale kampe med aktioner, som stod i udtrykkelig modsætning til den konsens og de gældende lovmæssige normer, som de traditionelle arbejderpartier og fagforeningsinstitutioner baserer deres ritualiserede praksis på.
Spanien var i 2010erne således præget af basisorienterede strejker og sabotageaktioner, besættelser af tomme boliger og direkte aktioner mod tvangsudsættelser via ”Plataforma de afectados por la hipoteca”, folkelige mobiliseringer på gaden mod banker, jord-besættelser initieret af landarbejdere og arbejdsløse i fællesskab samt faglig organiserede tagselv-aktioner i store supermarkeder, mv.  

• ... og alle steder

Denne kamptradition baserer på bydelsforsamlinger og kollektive direkte aktioner i virksomheder og i det offentlige rum. Civile ulydighedsaktioner med uanmeldte demoer,
sit downs for klimaet, bz’elser af tomme huse og politiske institutioner, blokeringer af reaktionære partiers hovedsæder og lammelse af trafikknudepunkter, mv.  
Den antiautoritære, antistatslige bevægelses idéer og praksis bliver i dag positivt mod-taget af større dele af det civile samfund i mange lande. Om det så drejer sig om kollektiv selvorganisering, udvikling af forskellige initiativer til fælles strukturer uden hierarkier eller forsøg på besættelser af selvbestemte frirum.

Det gælder især for de områder, hvor der kræves en fuldstændig ny tilgang for at kunne takle de kollosale problemer, som er forårsaget af den industrielle fødevareproduktion og den generelle forurening.
Det forudsætter dog, at kooperativerne og andre selvorganiserede fællesskaber bliver del af en bred bevægelse mod kapitalismen.

For reformisterne er sådanne selvforvaltede kooperativer velkomne supplementer til den kapitalistiske mainstream produktion, fordi kooperativerne peger på en alternativ fremtid. Samtidig viger de udenom enhver tanke om et målrettet brud med kapitalismen via kæmpende kollektive bevægelser med inspiration fra for eksempel den revolutionære syndikalisme.

Silvia Federici, en fremtrædende venstreradikal feminist fra den autonome tradition, har beskrevet de afgørende forskelle på subversive sociale og behovsproducerende fælles-skaber (”commons”) og pseudodemokratiske kapitalistiske foretagender med markeds-orienteret management.
Hun definerer commons som fællesskaber for kollektiv ageren, vendt imod følgevirkning-erne af markedsliberalismen og privatiseringen af fælles samfundseje, der omformer samtlige livsområder til privatiserede markeder for varer. 

Silvia Federici:
”De nye fællesskaber må være resultat af kampene, grundlaget for en ny, alternativ produktionsmåde. (...) Deres mål er at forandre de samfundmæssige forhold og skabe et alternativ til kapitalismen. 
De er altså ikke en sti til en kapitalisme med menneskelig profil.
Enten er fællesskaberne et instrument til at skabe et virkeligt, nyt, socialt ligeværdigt og kooperativt samfund, eller de løber i fare for at medvirke til en uddybelse af den i forvejen eksisterende samfundsmæssige opsplitning.
” Fællesskaberne” må gøre det muligt at udbrede og styrke vores strukturer fra neden overfor kapital og stat for at gøre modstanden mod udbytningen optimal.
Samtidig må disse commons være den spæde form for nye produktionsmåder, som ikke baserer på konkurrence men på et kollektivt solidaritetsprincip.” (Silvia Federici og Georg Caffentzis, ”Commons Against and Beyond Capitalism”, september 2013)

En altomfattende kamp der sigter på opløsning af
statens institutioner og erstatter den med føderale,
basisdemokratiske strukturer af frie producenter og sociale fællesskaber.

• Ingen er fri før alle er fri.

___________________
"Med nye forklaringsmodeller bliver et over
ethundrede år gammelt systembevarende
reformscenarie shinet op og præsenteret 
som et nyt  alternativ til neoliberalismen"

• Kapitalismens integrationsduelighed

Kapitalismen vil med alle lovlige og ulovlige midler forhindre, at der i dens indre vokser kimen til produktive fællesskaber / kooperativer / andelsforeninger, whatever, som indgang til en anden samfundsformation, der formår at vælte grundlaget i de herskende forhold.
Hvis det overhovedet kommer så langt!
På grund af magtens dynamiske karaktér er kapitalismen i stand til at gennemtrænge alle områder i samfundet.
Den formår at opsuge samtlige elementer, som udvikler sig i dets indre. For at integrere og underkaste dem kapitalens kontrol.

• ”Venstreradikal dogmatisme” ? 

At fremhæve dette har intet med ”venstreradikal dogmatisme” at gøre, men illustrerer blot de hidtidige erfaringer som viser, at enhver aktivitet i forbindelse med produktion og fordeling, der overstiger et mikroskopisk omfang, bliver indbundet i lønarbejdet og markedet (”varegørelsen”).
Et typisk eksempel på dette er andelsforeningernes og konsumkooperativers trans-formation til almindelige rentabilitetsorienterede foretagender. For ikke at tale om de statsejede virksomheder, andelskasser, sparekasser, kreditforeninger, forsyningsselskaber og teleselskaber samt almene boligselskaber.
Alle er de integrerede aktører i den kapitalistiske markedsøkonomi og agerer på kapitalismens præmisser. 

Derudover er kapitalismen et system, som dominerer og udvikler samfundet som helhed. 
Selvom det kun er en del af befolkningen, der bliver udbyttet på traditionel merværdi-orienteret måde.
Store arbejdsområder har sagtens kunne placeres hinsides disse kriterier og alligevel medvirke til at reproducere de kapitalistiske forhold.
Beviset herfor er den såkaldte informelle sektor, som i dag på globalt plan omfatter omtrent halvdelen af arbejdskraften (kilde: Mike Davis, Planet der Slums, Assoziation Verlag, Berlin).
Set i den sammenhæng udgør de forskellige former for  ”alternative økonomier”, ”autonome zoner” og ”antikapitalistiske fællesskaber / commons”, mv. ingen fare for den regionale og globale profitproduktion.
Den triste kendsgerning er, at under kapitalismens herredømme kan enhver tilkæmpet landvinding blive udhulet og revideret.

• Som de revolutionære bevægelser i 1960’erne indtil i dag har pointeret:
  Kun forhold der er skabt ud fra basisdemokratiske, autonome kampe er istand
  til at skabe betingelser, der ikke kan opsuges af systemets integrationsmaskine.
  Og de forbliver en vedvarende faktor ved kun at forsvinde i bevægelsernes nedgang for at dukke op igen ved den næste opstand mod den herskende orden. Forhåbentligt styrket af erfaringernes nederlag.

(al./ autonom infoservice, teksten er oprindeligt offentliggjort i maj 2021 på autonom infoservice)