Diskurs: Refleksioner, brudflader og reformistiske illusioner

Dele af venstrefløjen i Danmark har forladt enhver tanke om at kæmpe for grundlæggende andre samfundsforhold.
Den begejstring som for eksempel Pelle Dragsteds bog med fokus på reformorienterede strategier har udløst, illustrerer behovet for et ideologisk idégrundlag, som legitimerer en årtier lang praksis som kritisk, systemkonform opposition.
Med nye forklaringsmodeller bliver et over ethundrede år gammelt systembevarende reformscenarie shinet op og præsenteret
som et nyt  alternativ til neoliberalismen.

( Pelles netop udkomne bog ’Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi’, vil blive anmeldt af os, når mediespektaklet har lagt sig).

Diskurs

Refleksioner, brudflader og reformistiske illusioner

- af al. /autonom infoservice

  • Nogle generelle overvejelser

De historiske erfaringer med selvorganisering og direkte demokrati er som regel blevet enten undervurderet eller fulstændigt ignoreret.
Som for eksempel den revolutionære syndikalismes eller kollektiviseringens idéer og praksisser i den spanske revolution 1936 -39 eller rådsbevægelsens udfoldelse i mellemkrigstidens Europa i det sidste århundrede.
Venstrefløjens reformtilhængere har tilsyneladende mistet alle intentioner om en antikapitalistisk kamp og propaganderer i stedet skabelsen af nye civilsamfundsmæssige sektorer som del af markedet, med det formål at forene producenternes selvbestemmelse og konsumenternes kollektive suverænitet. Her er der ikke tale om at afskaffe den private ejendomsret ift. produktionsmidlerne, men om at reducere kapitalens rolle ved at underordne den andre sociale og økologiske præmisser.

En sådan reformstrategi har endnu ikke besvaret spørgsmålet: Hvordan skulle et marked uden markedslove, uden prisdannelse, uden fremmedgørelse af producenterne og uden varer kunne udfolde sig?
Forudsætningen for et marked i kapitalismen, er netop eksistensen af varer og vareproduktionen, hvilket er ensbetydende med adskillelsen af producenten fra produktet af sit arbejde. 
Et ”civilsamfundsmæssigt marked ” under producenternes kontrol er derfor en modsætning i sig selv.

  • Deres demokrati og vores
Den spanske Indignados – bevægelse
Den spanske Indignados – bevægelse

Såvel den spanske Indignados – bevægelse ('De oprørte') , der fik en fulminant start i 2011 som ”Nuit debout”- bevægelsen i Frankrig i 2016 demonterede deres ”uregerlige” modstand med kravet om en forfatningsreform.
Dette tydeliggjorde, at selv i oprørske bevægelser eksisterer der en indgroet accept af demokratisk uddelegering af magten og legitimation af staten. På denne måde fortoner oprøret sig indenfor  det eksisterende politiske system.

Nuit debout - bevægelsen på ’Place de la République’ i Paris 2016
Nuit debout - bevægelsen på ’Place de la République’ i Paris 2016
  • Den libertære, venstreradikale tradition

Den modsatte venstrefløjstendens, der udgår fra den libertære og venstreradikale tradition (et mindretal – men aktivt) forholder sig kritisk til det parlamentariske sted-fortrædende repræsentations system. Den tager som regel udgangspunkt i problemernes årsager, istedet for kun at fokusere på følgevirkninger.
En holdning der afviser, at de eksisterende pseudo-demokratiske strukturer kan reformeres eller mærkbart forbedres. Og fastholder at visionen om et reelt demokrati kun kan realiseres i en grundlæggende anden udformning af samfundet. I et brud med kapitalismen.
Med andre ord: Betydelige forandringer indenfor det kapitalistiske system er en umulighed, fordi kapitalismen ikke kan overvindes, hvis vi forbliver indenfor de rammer kapitalismen har udstukket for samfundet.
Dette er en revolutionær orientering, som har et antagonistisk forhold til det nuværende samfunds ’demokratiske’ grundlag og står for et radikalt samfundsforandrende projekt, der baserer på kampen for selvforvaltning, autonomi og direkte demokrati.

Det kommer til udtryk i
- modstand mod produktivistiske værdier,
kritik af reformismens skønmalerier af tidligere tiders fremskridtsbedrifter,
opposition mod den traditionelle og personfikserede politikforståelse
- mod institutionaliserede valgprocedurer til fordel for blandt andet individuelle karriereudsigter,
mod kompromisser og forhandlinger i magtens korridorer,
you name it!

  • Eksempel Spanien ...

I Spanien er denne revolutionære tendens mest udpræget:
Her formåede den revolutionære bevægelse i 2010’erne at forbinde de forskellige sociale kampe med aktioner, som stod i udtrykkelig modsætning til den konsens og de gældende lovmæssige normer, som de traditionelle arbejderpartier og fagforeningsinstitutioner baserer deres ritualiserede praksis på.
Spanien var i 2010erne således præget af basisorienterede strejker og sabotageaktioner, besættelser af tomme boliger og direkte aktioner mod tvangsudsættelser via ”Plataforma de afectados por la hipoteca”, folkelige mobiliseringer på gaden mod banker, jord-besættelser initieret af landarbejdere og arbejdsløse i fællesskab samt faglig organiserede tagselv-aktioner i store supermarkeder, mv.  

  • ... og alle steder

Denne kamptradition baserer på bydelsforsamlinger og kollektive direkte aktioner i virksomheder og i det offentlige rum. Civile ulydighedsaktioner med uanmeldte demoer,
sit downs for klimaet, bz’elser af tomme huse og politiske institutioner, blokeringer af reaktionære partiers hovedsæder og lammelse af trafikknudepunkter, mv.  
Den antiautoritære, antistatslige bevægelses idéer og praksis bliver i dag positivt mod-taget af større dele af det civile samfund i mange lande. Om det så drejer sig om kollektiv selvorganisering, udvikling af forskellige initiativer til fælles strukturer uden hierarkier eller forsøg på besættelser af selvbestemte frirum.

  • Subversive og systemintegrerede produktionsfællesskaber

Mange kooperativer opfattes af de deltagende som projekter for et bedre liv. Som forsøg på at sætte noget imod fremmedgørelsen i de kapitalistiske arbejdsforhold. Som regel bliver initiativerne tolereret, sålænge de ikke forstyrrer produktionsprocessen.

Det er ikke udelukket, at denne form for alternative produktions – og forbrugermønstre samt nichekooperativernes organisationsform bliver elementer af fremtidige samfundsformationer. (1)  

Det gælder især for de områder, hvor der kræves en fuldstændig ny tilgang for at kunne takle de kollosale problemer, som er forårsaget af den industrielle fødevareproduktion og den generelle forurening.
Det forudsætter dog, at kooperativerne og andre selvorganiserede fællesskaber bliver del af en bred bevægelse mod kapitalismen.

For reformisterne er sådanne selvforvaltede kooperativer velkomne supplementer til den kapitalistiske mainstream produktion, fordi kooperativerne peger på en alternativ fremtid. Samtidig viger de udenom enhver tanke om et målrettet brud med kapitalismen via kæmpende kollektive bevægelser med inspiration fra for eksempel den revolutionære syndikalisme.

Silvia Federici, en fremtrædende venstreradikal feminist fra den autonome tradition, har beskrevet de afgørende forskelle på subversive sociale og behovsproducerende fælles-skaber (”commons”) og pseudodemokratiske kapitalistiske foretagender med markeds-orienteret management.
Hun definerer commons som fællesskaber for kollektiv ageren, vendt imod følgevirkning-erne af markedsliberalismen og privatiseringen af fælles samfundseje, der omformer samtlige livsområder til privatiserede markeder for varer. 

Silvia Federici:
De nye fællesskaber må være resultat af kampene, grundlaget for en ny, alternativ produktionsmåde. (...) Deres mål er at forandre de samfundmæssige forhold og skabe et alternativ til kapitalismen. 
De er altså ikke en sti til en kapitalisme med menneskelig profil.
Enten er fællesskaberne et instrument til at skabe et virkeligt, nyt, socialt ligeværdigt og kooperativt samfund, eller de løber i fare for at medvirke til en uddybelse af den i forvejen eksisterende samfunds-mæssige opsplitning.
” Fællesskaberne” må gøre det muligt at udbrede og styrke vores strukturer fra neden overfor kapital og stat for at gøre modstanden mod udbytningen optimal.
Samtidig må disse commons være den spæde form for nye produktionsmåder, som ikke baserer på konkurrence men på et kollektivt solidaritetsprincip
. (Silvia Federici og Georg Caffentzis, ”Commons Against and Beyond Capitalism”, september 2013)

En altomfattende kamp der sigter på opløsning af
statens institutioner og erstatter den med føderale,
basisdemokratiske strukturer af frie producenter og sociale fællesskaber.

  • Ingen er fri før alle er fri.
  • Kapitalismens integrationsduelighed

Kapitalismen vil med alle lovlige og ulovlige midler forhindre, at der i dens indre vokser kimen til produktive fællesskaber / kooperativer / andelsforeninger, whatever, som indgang til en anden samfunds-formation, der formår at vælte grundlaget i de herskende forhold.
Hvis det overhovedet kommer så langt!
På grund af magtens dynamiske karaktér er kapitalismen i stand til at gennemtrænge alle områder i samfundet.
Den formår at opsuge samtlige elementer, som udvikler sig i dets indre. For at integrere og underkaste dem kapitalens kontrol.

  • ”Venstreradikal dogmatisme”

At fremhæve dette har intet med ”venstreradikal dogmatisme” at gøre, men illustrerer blot de hidtidige erfaringer som viser, at enhver aktivitet i forbindelse med produktion og fordeling, der overstiger et mikroskopisk omfang, bliver indbundet i lønarbejdet og markedet (”varegørelsen”).
Et typisk eksempel på dette er andelsforeningernes og konsumkooperativers trans-formation til almindelige rentabilitetsorienterede foretagender. For ikke at tale om de statsejede virksomheder, andelskasser, sparekasser, kreditforeninger, forsyningsselskaber og teleselskaber samt almene boligselskaber.
Alle er de integrerede aktører i den kapitalistiske markedsøkonomi og agerer på kapitalismens præmisser. 

Derudover er kapitalismen et system, som dominerer og udvikler samfundet som helhed. 
Selvom det kun er en del af befolkningen, der bliver udbyttet på traditionel merværdi-orienteret måde.
Store arbejdsområder har sagtens kunne placeres hinsides disse kriterier og alligevel medvirke til at reproducere de kapitalistiske forhold.
Beviset herfor er den såkaldte informelle sektor, som i dag på globalt plan omfatter omtrent halvdelen af arbejdskraften (kilde: Mike Davis, Planet der Slums, Assoziation Verlag, Berlin).
Set i den sammenhæng udgør de forskellige former for  ”alternative økonomier”, ”autonome zoner” og ”antikapitalistiske fællesskaber / commons”, mv. ingen fare for den regionale og globale profitproduktion.
Den triste kendsgerning er, at under kapitalismens herredømme kan enhver tilkæmpet landvinding blive udhulet og revideret.

  • Som de revolutionære bevægelser i 1960’erne indtil i dag har pointeret:
    Kun forhold der er skabt ud fra basisdemokratiske, autonome kampe er istand
    til at skabe betingelser, der ikke kan opsuges af systemets integrationsmaskine.
    Og de forbliver en vedvarende faktor ved kun at forsvinde i bevægelsernes nedgang for at dukke op igen ved den næste opstand mod den herskende orden. Forhåbentligt styrket af erfaringernes nederlag.

(al./ autonom infoservice)

         Note

  1. Sådanne overvejelser er ikke noget nyt, idet allerede Karl Marx i sin korrespondence med de russiske socialrevolutionære indrømmede, at den kollektive ’ejendom’ af jorden og særlig eksistensen af landsbyfællesskaber under bestemte historiske omstændig-heder kunne være basis for den ”sociale genfødsel” til gavn for en ny produktions – og levemåde, der bryder med de eksisterende samfundsmæssig forhold.
    (Kilde: Karl Marx’s brev til den russiske socialrevolutionære Vera Sassulitsj (1849–1919), marts 1888: Marx/Engels Werke, Band 19, 1973 Dietz Verlag).
    - Se også autonom infoservice’ baggrundsartikel om de russiske socialrevolutionære: ”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!” 

Kommentar schreiben

Kommentare: 1
  • #1

    Jakob (Samstag, 22 Mai 2021 21:57)

    Godt brølt, super analyse
    Socialisme er frigørelse fra fremmedgørelse, reelle demokratiske bevægelser er både målet og midlet. Det eneste der kontinuerligt kan udfordre kapitalismens hegemoni og reproduktion. Repræsentation er essentielt kapitalismens bedste kontrarevolutionære ven.