"Protest er altid radikal og aldrig radikal nok"

” Mine forældre var ikke medlemmer, men de var tilhængere af Det Kommunistiske Parti. Samtidigt var de racistiske og deres hverdagssamtaler var gennemvædet af deres fjendtlighed overfor immigranter.
Men de fortsatte med at stemme på kommunistpartiet, fordi denne her racisme ikke var det vigtigste i deres politiske beslutninger, og heller ikke afgørende for, hvem de stemte på. 
De stemte på kommunisterne, fordi de troede, at de ville repræsentere dem politisk. I dag er det helt anderledes.
 - Venstrefløjspartierne tager ikke højde for folk som mine forældre i deres samfundsopfattelse, diskurser og politik. Kig bare på de såkaldte socialistiske (socialdemokratiske) regeringer, det er en forsamling af mennesker fra overklassen.
Hvem er parlamentsmedlemmerne fra venstrefløjens partier, udover de få der er blevet tilbage fra kommunistpartiet  efter den ’glorværdige tid’, hvor mine forældre stemte på dem? Der er ikke ret mange, som ikke er advokater, læger, akademikere. " 
(Citat fra interview med Diedier Eribon i det tyske dagblad taz, d. 23. september 2016) 

Gilets Jaunes demo mod regeringen, Paris, oktober 2020 
___________________________________________________

"Identitetspolitik bliver imidlertid først og fremmest brugt af dens modstandere som kampbegreb"

• Debatterne om racisme, ligestilling eller transpersoners rettigheder bliver stadigt oftere ført under overskriften ’identitetspolitik’. Hvad mener du om det begreb?

Eribon: For at være helt ærlig, så forstår jeg det ikke. Det som skulle dække dette begreb, har intet med identiteter at gøre, det handler derimod om sociale og politiske bevægelser.

• Hvorfor tror du, begrebet så i den grad har sat sig igennem?

Eribon: For overhovedet at kunne benævne undertrykkelse og diskrimination kan en teoretisk kategori som identitet være en hjælp. 
Identitetspolitik bliver imidlertid først og fremmest brugt af dens modstandere som kampbegreb. Også i Frankrig bliver talen om identitet et stadigt mere anvendt middel til at dæmonisere visse progressive bevægelser som splittende. ( ... )
                     _________________________________________________

"Det drejer sig ikke om en abstrakt diskussion, men om kampen mod racisme, sexisme og homofobi"

• Særligt engagerede progressive aktivister bliver lige for tiden i Tyskland betegnet som ”Jakobinere”. Det skal forstås som en hentydning til den franske revolutions terror. Er sådan en sammenligning retfærdig?

Eribon: Det er endnu et indslag i den højreorienterede polemik mod det, de kalder ”mindretallenes tyranni”. (...) Det drejer sig ikke om en abstrakt diskussion, men om kampen mod racisme, sexisme og homofobi. Og jeg er altid på siden af dem, som gør modstand i mod undertrykkelsen – uanset om jeg er indforstået med, hvordan de fører den kamp. 

• Kampene mod uretfærdigheder er ligeså gamle som uretfærdighederne selv. Hvad er det nye ved den identitetspolitiske form?

Eribon: Da den franske forfatter Édouard Louis var i USA for at læse højt af den bog, han har skrevet om sin mor, var der nogen, som spurgte ham, om han egentlig har ret til at fortælle sin mors historie. Det er jo hendes historie. Sådan noget er nyt. ( ... ).

• Du ser ud til at være uenig med den indvending?

Eribon: Sådan er det. Louis’s mor kan ikke skrive en bog om sig selv. Ville det være bedre, hvis hendes historie aldrig blev fortalt?
Hvis vi kun skriver om os selv, vil der kun blive skrevet om ganske små dele af verden og de, som ingen stemme har, ville blive svigtet.
                    ______________________________________________

"Ingen social bevægelse er homogen. Det er jo også derfor, jeg afviser ”identitetspolitik” som begreb"

• Bruger de identitetspolitiske repræsentanter for meget energi på at bekæmpe venligtsindede som afvigere?

Eribon: Ja. Men selvom jeg ikke deler den hypersensible holdning, så er mange af disse spørgsmål relevante.
Vi må ikke glemme, at afmægtigheden overfor at gøre ens egen stemme hørt, er en skjult og meget mægtig form for censur. Disse bevægelser kæmper for, at de stemmer, der aldrig er blevet hørt, nu bliver hørt. Det er uhyre vigtigt.

Men altså, jeg er selv del af den antiracistiske bevægelse og der er ikke nogen, som har udelukket mig, fordi jeg er hvid. ( ... ) Ingen social bevægelse er homogen. Det er jo også derfor, jeg afviser ”identitetspolitik” som begreb.

En bevægelses styrke opstår ved, at bevægelsen slår igennem og bliver hørt. At tro at kun de, der tilhører en bestemt gruppe har taleret, det er en blindgyde. 

• Mange arbejdere eller fattige føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen. Mange bakker op om højrefløjspartierne . Hvordan kan det være?

Eribon: Mange venstrefløjspartier har overtaget en neoliberal agenda og ignorerer de sociale bekymringer blandt befolkningen i samfundets bund.

Venstrefløjen og især de socialdemokratiske partier har ødelagt det, der gjorde venstrefløjen til venstrefløj. Mange troede, at der ikke længere fandtes nogen arbejderklasse, kun et stort mellemlag. Pludselig skulle det kun handle om individuelt ansvar for ens eget liv. Ingen fælles kamp. ( ... )

• Hvorfor er det så vanskeligt at forme dette ’vi’ ?