BOGBASAR II - historier fra neden

Vi anmelder her en række  bøger, der har det til fælles, at de beretter om begivenheder og forhold der enten er fortiet eller bevidst manipuleret af den borgerlige offentlighed.

• Et par inspirationer til dig - og gaver til dem, du holder af:   

* Mikkel Bolt: Dialog med de døde
* Puk Damsgård: Drageland
* Jann Marc Rouillan: Historien om
   Action Directe

• Mikkel Bolt:
  Dialog med de døde

Essays om avantgarderne og deres efterliv i den politiserede samtidskunst og aktivisme
Forlaget Antipyrine, 
udg. 2023 , 368 sider. ill. 
ISBN: 978-87-7584-021-2.
______
Optakt:
Hvis vi kigger ud over det kunstpolitiske landskab i Danmark er der især to begivenheder, som i de seneste år har skabt røre i offentligheden uden for  kunstinstitutionernes egne kredse:

• "Majestætsfornærmelse!" ,"Landsforrædderi!" ...

Da ’Anonyme Billedkunstnere’ i oktober 2020 smed en gipsafstøbning af en buste af kong Frederik d. V i Københavns havn, vakte det mildest talt furore. Aktionen blev mødt med voldsomme fordømmelser i pressen, Kunstakademiets rektor blev bortvist og institutlederen blev anklaget for groft hærværk og ligeledes bortvist.
Majestætsfornærmelse! Landsforrædderi! var der flere, som mente. Gruppen, der stod bag aktionen, udsprang af Kunstakademiet i København og deres intention var at italesætte kolonitiden, der er blevet usynliggjort og i dag har konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker i Danmark. 

"Det handler om at forbinde den afrikanske diaspora og skabe sammenhæng mellem fortællingerne og historierne om modstand. Det er derfor, hun sidder i den samme stol som Huey P. Newton.
- Han og Black Panther partiet har, ligesom mange andre bevægelser, kæmpet mod de samme ting, som queen Mary og oprørerne på Jom-fruøerne kæmpede mod under slaveoprøret Fireburn ( vendt mod den danske kolonimagt. red. ). Og det er det samme, som Black Lives Matter-bevægelsen og vores generation kæmper mod i dag."

Kunstpolitiske indgreb som f.eks. kongebusten, der røg i vandet og ved havnekajen tæt på Vestindisk Pakhus og Mærsk-koncernens hovedkvarter opstilledes statuen af den sorte Queen Mary, som skal minde os om koloni-tidens forbrydelser begået af den danske stat.
Begge kunstpolitiske handlinger har  betydning for diskussionerne om det offentlige rum, det fælles rum, der slet ikke er så fælles, men er bestemt af magthierarkier og samfundsopfattelser. 
__________________
Hvorfor dialog med de døde?
Måske har de to begivenheder også ansporet Mikkel Bolt til at skrive den historisk anlagte bog ’Dialog med de døde’, der udkom i 2023. Mikkel Bolt skaber dialog mellem tiden nu og tiden der var. Mellem kunstpolitiske handlinger nu og kunstpolitiske handlinger, der har været.
Som led i en lang række forsøg, tiltag og eksperimenter med at bruge kunsten til at synliggøre, bevidstgøre, provokere og fremkalde forestillinger om en anden verden end den herskende orden. 
I bogens indholdsbeskrivelse står således:

"Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede ”materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunst-rummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted
i en bredere offentlighed ”...
" Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunstneriske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden og hvor den mest sofistik-erede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior.
Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det var muligt
– ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske
modernitet og forestille sig verden på en anden måde."
_____________
’Opstandens epoke’

Da Mikkel Bolt begynder at skrive bogen ”Dialog med de døde” har krigen i Ukraine varet lidt over 1 år og med afsæt herfra lægger bogen ud med en beskrivelse af den politiske samtid, Mikkel Bolt sammenfatter som ’Opstandens epoke’, der rækker fra det arabiske forår 2010 indtil den feministiske opstand i Iran 2022. Før det igangværende folkemord i Gaza satte den globale dags-orden. 

• Hvad handler bogen om?

Bogen består af 7 kapitler, der tegner en linje fra de historiske avantgarder til nutidens systemkritiske satsninger i kunst og aktivisme.
Mikkel Blot lægger ud med en gennemgang af surrealismen. Derefter følger et kapitel om Situationistisk Internationale og de franske situationister.
Dernæst følger en længere diskussion af forskellige forsøg på at politisere billed-kunsten i USA i 1960erne. I fokus er Art Workers’ Coalition, Artist Placement Group og Black Mask. Bogen afsluttes med et kapitel om kunstinstitutionernes racisme og de mange statue-væltninger, der fulgte i kølvandet af George Floyd-protesterne i 2020.
Altsammen velskrevet, vel dokumenteret, meget interssant og vældig relevant for alle os, der vil undergrave magthierarkier og gøre verden til et bedre sted.
Med sine analytiske evner og historiske indsigt samt sjove anekdoter og engagement har Mikkel Bolt skabt grundlag for det, der er bogens formål: At skabe dialog med de døde.
For som han selv skriver i forordet, så kan de antinationalistiske og antikolonialistiske kunststrømninger fra forgangne tider være ”nyttige at tage ved lære af i dag i en situation karakteriseret ved opløsning og fraværet af en dynamisk fremtidsopfattelse. De kan måske bidrage til at bane vejen for udviklingen af en revolutionær fore-stillingsevne”.

Og således slutter bogen med optimisme trods alt:

"Når nogen smider en statue i havnen, udøver hærværk mod et monument
eller går på gaden og sætter ild til en politistation, så afviser de statens og kapitalakkumulationens ulighedsskabende udvikling. De forsvarer sig mod en forudgående vold, reel og symbolsk, afviser statens kontrol og kapitalens eksklusion og forsøger med henvisning til generationer af slagne at genrejse befrielsesværket."

(ikh. / autonom infoservice) 

Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik
ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
_____

Relateret
autonom infoservice
Boganmeldelse: På råbeafstand af marxismen 

• Puk Damsgård:
  Drageland
  

’Taliban er blevet fremtiden. Så jeg må skrive igen’
Politikens Forlag,
udg. 2023. 224 sider
ISBN: 9788740030013
____________
I 2006 udgav Puk Damsgård sammen med Marie Grundtvig Buss bogen ’Mellem Taleban og fremtiden’. I sin nyeste bog ’Drageland’ henviser hun til dette med undertitlen: ’Taliban er blevet fremtiden. Så jeg må skrive igen’.

Puk Damsgård er Mellemøstkorrespondent for en del danske medier og dækker udviklingen i Mellem-østen med alsidig og kritisk indsigt.
I sin nye bog fortæller hun, foruden sine egne oplevelser ved møderne med landets nye, gamle magthavere, også afghanernes egne historier under talebanernes regime.
Kvinder fikseres nu igen til hjemmet og undervisning af piger og kvinder foregår med store risici i hemmelige skoler. Mens den nye generation af  kvinder og piger i byerne således genoplever det, som deres mødre for 22 år siden var underkastet, er land-befolkningens liv stort set uændret. De anser snarere talebanernes genkomst som en slags befrielse fra de fremmede tropper.   

Drageland er en mosaik af forfatterens knap tyve års dækning af landet og NATO’s hidtil største fiasko. En personlig fortælling om afghanernes liv under de nye, gamle magthavere. Om kvinders insisteren på at blive set og hørt og om hellige krigere, der nu har indtaget embedsposterne.
Og hun skåner ikke de politikere, som under invasionen fremstillede Vestens indsats i Afghanistan med floskler og forfalskede succeshistorier. 
Som et typisk eksempel på dette citeres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2009:

”Mange spørger, om det kan nytte. Ja, det nytter. For nogle måneder siden besøgte jeg vores soldater i Afghanistan. Jeg er imponeret over, hvad de har udrettet. Vi kan være stolte af dem. De yder en dygtig indsats for at skabe sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning. De gør Danmark ære." 
(side 165)

Ifølge Puk Damsgård, der besøgte danskernes fremskudte base i Armadillo lejren ved Helmand-floden, så det i virkeligheden ganske anderledes ud:

"Fra 2008 til 2011 udkæmpede danske soldater særlig hårde kampe omkring deres lejr, der lå som den yderste spyd-spids i krigen mod Taliban. (...) Til tider var soldaterne i Armadillo så pressede, at de overhovedet ikke kunne forlade lejren uden stor risiko for angreb.
Bortset fra våben har danskerne ikke efterladt noget nævneværdigt her. 
I et hus i nærheden inviterer en ældre mand mig ind i stuen. Han sætter mig på en orange pude på gulvet, serverer te ..." - Han fortæller: Alle var trætte af dem. De kendte kun til at skyde og bombe og lod ingen komme nær basen. De sagde, de var her for at hjælpe, men de ødelagde mit hus.
”Soldaterne og den danske stat sagde ellers, at de ville bygge en bedre fremtid for afghanerne,” forsøger jeg. - De gjorde intet, svarer han, De kan ikke gøre fremtiden bedre for os. Krigen har ødelagt os.

- Abdul Ahad, der også bor i landsbyen supplerer: Nato-styrkerne var onde mod os og dræbte vores folk. De trængte ind i vores hjem om natten. De plejede at tage kvinder og børn ud af husene
" ... og berører dermed en af de mest udskældte måder, Vesten førte krig på." (side 163/164)

En af de blinde vinkler – og en af årsagerne til fiaskoen – var ifølge Puk Damsgård Vestens manglende forståelse for og samarbejde med afghanerne:
"Jeg tror, vi blev forblændede af vores egne værdier og vores eget ønske om at forandre det her samfund. Vi kom til at gøre det hen over hovedet på afghanerne," skriver hun.
I 2015 gennemførte USA’s regering en række interviews med diplomater, hjælpearbejdere, generaler og afghanere, der spillede en rolle i strategien for at finde frem til kernen i fiaskoen.

”Vi var blottet for en fundamental forståelse af Afghanistan. Vi vidste ikke, hvad vi lavede”, udtalte generaløjtnant Douglas Lunte. Han var præsidentens rådgiver i krigene i Irak og Afghanistan under både Bush – og Obama - administrationen. Hans udsagn her blev offentliggjort i Washington Post i 2019. Indtil da var konklusionerne blevet hemmeligholdt for den amerikanske befolkning.

Foruden at evaluere konsekvenserne af Vestens blinde vinkler ønsker Puk Damsgård med sin bog at sætte et stort spørgsmålstegn ved indsatsen.
"Var det det hele værd?" , spørger hun retorisk. 

De fejltagelser, de vestlige allierede begik med den militære invasion i 2001, gentog sig i slutningen af krigen.Vestens ankomst såvel som exit skete uden omtanke. Afghanistans befolknings skæbne var i bedste fald af mindre betydning.
Bogen slutter med et scenarie, der afspejler landets tilstand i dag: En henrettelse på et afghansk stadion til lyden af  nogle stemmer, der råber "Allah-u-Akhbar". Andre græder.

Puk Damsgåds bog ’Drageland’ er yderst ved-kommende læsning – en personlig rejse, der er spækket med indsigtsfulde reflektioner om et land
og et samfund, der fungerer og hænger sammen på en helt anden måde og med helt andre værdier end de vestlige magtpolitiske forhold.
"Nogle steder er intet tilbage af det arbejde, vi har udført," siger Puk Damsgård. "Det er vigtigt, at vi lærer noget af det." Netop spørgsmålet om, hvor vidt indsatsen var det hele værd, er det overordnede tema i bogen. En yderst læseværdig bog, der inspirerer til eftertanke. 
(shaggie / autonom infoservice)

Relateret
autonom infoservice

• Baggrundsartikel:  Historien om Talibans første generation  
  (juni 2009)
• Afghanistans regering er brudt sammen – Taliban erobrer Kabul  (16. august 2021)

Billedet tv. : Statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg hos mudjahidinerne i Afghanistan i slutningen af 1980`erne 

• Frankrig 
  Jann Marc Rouillan: 
  ”Aus der Erinnerung”
  

Selvbiografisk fortælling fra 1970’ernes anti-francistiske undergrundskamp i Spanien - Frankrig t/r. 

Fra de libertære  undergrundsbevægelser Mouvement ibérique de libération (MIL) og Groupes d'action révolutionnaires internationalistes (GARI) til Vive la Commune og byguerillagruppen Action Directe.

Forlaget edition cimarron, udg. 2021 i tre dele, 306 sider.
Originaltitel: Jann Marc Rouillan:
De mémoire, 2011, Agone-Marseille. 
ISBN 978-90-824465-8-6 

Da prøvetiden udløb for fem år siden, skrev han tre kronologisk strukturerede bøger og gav flere interviews om Action Directes historie.
Denne trilogi er udkommet på tysk som en samlet bog for to år siden. Bogen omfatter de tre bind, som beskriver de forskellige afsnit af de kampe, Jann Marc Rouillan var del af.
Biografien demonstrerer en imponerende kontinuitet, der spænder fra den antifrankistiske libertære undergrundskamp i Catalonien og Baskerlandet og frem til den globale revolte i de sene 1960’ere samt 1980’ernes socialrevolutionære og antiimperialist-iske undergrundskamp i Frankrig.  

_______

I første del beskriver Jann Marc Rouillan, hvordan han og hans vennekreds blev politiseret i maj 1968 i Paris og tog deres første politiske skridt i mobiliseringernes hvirvelvind i byen Toulouse, hovedstaden for de spanske republikanere i eksil. Rouillan, der selv kommer fra en familie af eksilrepublikanere fra Barcelona og foretrækker at kalde sig selv Jann Marc på catalansk, tager os med ind i historien om Toulouse som en oprørsk by.
Han beskriver levende poesien i byens arkitektur, læretiden i gadekampe og den revolutionære feber, der dominerede folks sind dengang.

I anden del af bogen beskriver Jann  grænse- overgangene i Pyrenæerne, der blev lavet for at støtte anti-Franco-undergrunden mellem Toulouse og Barcelona samt fremkomsten af den illegale MIL-bevægelse (MIL-GAC = Mouvement ibérique de libération – Groupe autonome de combat) frem til anholdelsen
og Franco-regimets henrettelse af hans ven Salvador Puig Antich d. 2. marts 1974.
_______________
" Vi er måske kun en håndfuld aktivister, men vi fortsætter tre årtiers guerillakrigsførelse. Vi fortsætter med at spinde den sarte tråd, der binder os til et epos, en hær i laser og espadrillos, et håb, der skriver den militante modstand mod udbyttersystemet med store bogstaver." 
I tredje del fortæller han den "korte" historie om GARI (Groupes d’action révolutionaire internationalistes), en sammenslutning af forskellige grupper, der kæmper for løsladelse af politiske fanger i Spanien.
Det handler primært om kidnapning af en bankmand og etablering af undergrunds- strukturer, men også om en kollektiv hverdag, hvor kampen på ingen måde er adskilt fra resten af livet.
Mange af disse strukturer danner senere byguerillagruppen Action Directe sammen med andre, især folk fra migrantmiljøer og den af staten kriminaliserede del af 1968-bevægelsen.

Minder om den spanske borgerkrig og modstandsbevægelsen gennemsyrer disse tre historier.
De var af stor betydning for Toulouses ungdomsoprør i 1970'erne. Møderne med de "gamle" libertære og den historie, de bærer med sig, er afgørende.
For det er dem, der giver deres erfaringer og våben videre til de spanske migranters børn i det sydlige Frankrig, så de kan fort-sætte kampen mod Franco-styret.
Det bliver dog hurtigt klart for dem, at kampen ikke ender med Francos død og "overgangen til demokrati". 

Overvejelserne og de mange kontroversielle diskussioner, der finder sted om dette med de andre fraktioner i den systemantagonistiske venstrefløj i undergrunden rundt om i Vest-europa, giver en idé om, hvad der nu vil ske. 
Dette beskrives i Jann Marc Rouillans andre bøger, som indtil nu kun findes på fransk.
_______________
Biografien ”Aus der Erinnerung”, er indtil videre kun udkommet på fransk og tysk. 
Janns levende og  informative skildring af den franske og baskisk-catalanske revolutionære venstrefløj 1960' erne og indtil starten af 1980' erne, er et medrivende tidsdokument. 
(al./autonom infoservice)

Note

Action Directe gennemgik i løbet af dens historie talrige splittelser, hvor af 2 af dem var de mest betydningsfulde (hvad angår positioneringen og antallet af militante).
Splittelsen skyldtes først og fremmest uoverensstemmelser
i vurderingen af de politiske muligheder, der opstod da Francois Mitterand (venstresocialdemokrat) i starten af 1980 kom til regeringsmagten.
* Flertallet indenfor Action Directe gik ind for en halvlegal eksistens og videreførelsen af væbnede aktioner af lavintensitet, med andre ord en genoptagelse af det politiske autonomis strategiprojekt. 

* Mindretallet (deriblandt Jann Marc Rouillon)
mente derimod, at vi befandt os i en fase, hvor samtlige revolutionære  samfundsalternativer i metropolerne bliver integreret eller kriminaliseret. Som en nødvendig forudsætning for det imperialistiske borgerskab for at gennemtrumfe en ny global produktionsmodel: Neoliberalismen med prekariatet som dets produktive basis. Derfor var ifølge mindretallet i Accion Directe, illegale modstandsstrukturer en integreret del af fremtidig klassekonfrontationer.    (al./autonom infoservice)
_______
Relateret
autonom infoservice

• Anarkosyndikalister i væbnet modstand mod Franco og Hitler
• Lucio Urtubia: "Handlingens mand"
  
  

autonom infoservice 

• BOGBASAR I
  - historier fra neden (20. december 2022)

* ”Sisters in Arms” * ”Revolution fra byggepladsen” 
* ”De stridbare danskere” * ”Bidrag til en nær bykritik” * ”Feminism for the 99%” * Kvindelejren i glimt gennem årene * ”Midnat i århundredet” 
* "Et utålmodigt liv" * Irene Clausen: 'PFLP & Palæstina' * ”Sauna” af Mads Ananda Lodahl * ”På kanten i Berlin” * Pjece om Anarkisme, Syndikalisme & Anarko-syndikalisme * ”BZ. Du har ikke en chance – tag den! Et familiedrama”
* "Revolution for friheden" * Kommunarden Louise Michel‘s selvbiografi  “Memoiren“ * ”En parias lange rejse” * ”Fundamentalismernes sammenstød – korstog, jihad og modernitet”