Med bomber, terror, drab, og anholdelser i stor stil forsøger Assad-regimet at udradere oppositionsbevægelsen med alle til rådighed stående midler.
Samtidigt med at Assads elitetropper massakrerer befolkningen, forkynder præsidenten en folkeafstemning om en forfatningsreform, som regimet selv har formuleret...
”Happy Hour”
Aftenen før FNs sikkerhedsråd den 4. februar 2012 gennemførte sin afstemning om en international blokadepolitik mod de syriske magthavere, startede elitetropper fra den berygtede 4. division, ledet af præsident Assads broder Mahir al-Assad, en stor offensiv mod de af oprørerne kontrollerede områder i Syrien.
Mens det regnede med raketter og granater over Homs, Hama, Rastan og andre byer, så henviste det statslige presseagentur ’Sana’ i en twitter til deres ’event-kalender’ med ”Happy Hour – 2 for 1 drinks at Mood Lounge – Damascus”. Denne dag meldes der om mindst 200 dræbte og 500 sårede – mest civile og hver dag siden kommer der flere til.
- Assad-klanen
Præsident Hafiz al-Assad – den nuværende præsidents far og grundlægger af Assad-dynastiet - regnedes selv blandt de despotiske magteliter i de arabiske lande som en "hård hund".
Med stor brutalitet eliminerede "systemet Assad" enhver ansats til opposition.
Således satte Hafiz al-Assad i 1982 sine elitetropper, under ledelse af broderen Rifaat, ind mod sunnitiske protesterende i Hama. I tre uger bombarderede luftvåben og artilleri byen sønder og sammen. Titusinder af mennesker døde, og store dele af byen lå i ruiner. Efter massakren i Hama var de oppositionelle kræfter passiviseret i mange år frem. Tusinder flygtede i eksil.
Lige efter Hafiz al-Assads tiltræden som præsident i 1971, hvor han fik hele »99,2 procent« af de afgivne stemmer, placerede han overalt i landet familiepårørende eller loyale stammemedlemmer på centrale poster. Samme år blev han efter heftige interne magtkampe også generalsekretær for statspartiet Baath. (1)
Et uoverskueligt antal hemmelige tjenester kontrollerer forvaltningen og militæret. På den måde holdt »den gamle« landet i en jernnæve.
Efter hans død og hans næstældste søn Bashar al-Assads tiltræden i 2000 begyndte systemet at glide fra den ene krise til den anden. Ifølge forskellige politiske kommentatorer rækker Bashar al-Assads autoritet ikke til at holde sammen på hans fars imperium, der er baseret på et kolossalt magt- og pengenetværk.
________________________________
Mens Assad-klanen hæmningsløst beriger sig, og der stadig åbnes nye luksusdiskoteker, caféer og restauranter for det tynde lag af nyrige i Syrien, så kæmper millioner af bønder for deres overlevelse.
En af de mest typiske repræsentanter af denne mafiose klanstruktur er præsident Bashir al-Assads fætter Rami Machluf. Han er storaktionær i landets førende mobilnetudbyder, ejer restaurationskæder og investmentfirmaer, er general-repræsentant for Mercedes i landet, ejer privatfly, etc.
Assad-klanen har i lighed med de faldne despoter i Tunesien, Libyen og Ægypten via stråmænd indrettet udenlandske bankkonti, som skønnes at rumme to til trecifrede milliardbeløb i euro, i bl.a. schweiziske banker.
Således har Hafiz Machluf netop vundet en retssag mod et schweizisk bank-konsortium, der havde indefrosset en af hans konti med et "mindre" beløb på 22,5 millioner kroner.
Mens Assad-klanen hæmningsløst beriger sig, og der stadig åbnes nye luksusdiskoteker, caféer og restauranter for det tynde lag af nyrige i Syrien, så kæmper millioner af bønder for deres overlevelse.
Alene i regionen mellem Eufrat og den irakiske grænse – engang det vigtigste område for Syriens kornproduktion – er over en halv million deklasserede bønder gennem de seneste år flygtet ind til byernes fattigkvarterer.
- Fra protest til modstand
Det hele begyndte med, at en gruppe skoleelever i byen Daraa blev anholdt, da politiagenter overraskede dem i at male paroler i solidaritet med det arabiske forår, som på dette tidspunkt var i fuld gang i Nordafrika.
Skoleeleverne blev taget med til politiet og underkastet tortur. Ansvarlig var byens guvernør, som er præsident Bashir al-Assads fætter. Dette tændte gnisten på oprøret mod mange års brutal undertrykkelse i Syrien.
Hvad der for knap 11 måneder siden i marts 2011 startede som fredelige protester for sociale reformer og demokratisering af samfundet, er udartet til Assad-regimets krig mod store dele af Syriens befolkning. Indtil efteråret har de oppositionelle med fredelige midler forsøgt at råbe regimet an. De blev mødt med permanente fysiske angreb, nedskydninger og tusindvis af anholdelser. Herefter begyndte oprørerne at gengælde sikkerhedstjenesternes og militærets repression med våben. Hverken internationale appeller eller embargoforanstaltninger har hindret Assad-regimet i en konstant optrapning af konflikten.
Da Kina og Rusland nedlagde veto i FNs sikkerhedsråd mod en international blokadepolitik overfor Syrien, kan Assad-styret nu forsøge militært at knuse det folkelige oprør for en stund.
- Særinteresser forhindrer fælles embargo mod Syrien
Ruslands vægring mod etableringen af en international våbenembargo hænger åbenlyst sammen med, at Medvedev-regeringen ikke vil miste landets flådebase i den syriske havneby Tartus ved Middelhavet, og at Rusland har et yderst lukrativt våbensalg til Syrien på over 7,5 milliarder kroner.
Kinas veto er baseret på et strategisk forsigtighedsprincip om principiel ikke-indblanding i andre landes ”interne konflikter”. I realiteten er Kina dog usikker på, hvad en revolution i Syrien vil betyde for stabiliteten i området og dermed for landets økonomiske relationer i Mellemøsten.
For Iran vil Assads fald betyde et tab af en allieret i det geostrategiske styrkeforhold mod aksen USA-Israel. Samt fare for at miste forsynings- korridoren til Irans alliancepartner, Hisbollah-bevægelsen, som er Libanons politisk og militært stærkeste kraft og Irans alliance mod Israel.
For Tyrkiet, som allerede på et tidligt stadium af folkeopstanden har brudt med Assad-regimet, dominerer imidlertid en vis tilbageholdenhed. En klar afstandstagen fra det tyrkiske udenrigministeriums side, i juni 2011, blev fulgt op med en skærpelse af økonomiske sanktioner i november, eftersom den kurdiske guerillaorganisation PKK fra syrisk territorium startede en militær offensiv i den sydøstlige del af tyrkisk Kurdistan. Siden da holder Tyrkiets regering sig tilbage med videre kritik.
- Den ”Frie Syriske Armé”
Det er en ulige kamp mellem Assad-regimets moderne udrustede eliteenheder og de dårligt bevæbnede rebeller fra den Frie Syriske Armé (FSA). Alligevel vinder den langsomt frem over hele landet.
FSA består af en masse væbnede civilister samt af et voksende antal desertører fra Assads egen hær. Deriblandt en del officerer og et par generaler, der nægtede at skyde på protesterende og i det hele taget afviser at føre krig mod befolkningen.
Assad-regimets hær består af omkring 300.000 soldater. Desertørerne betegner grundstemningen i hæren som depressiv og præget af voksende uvilje mod at skyde på regimekritikerne. Imellemtiden skifter hele grupper af bevæbnede soldater side og tilslutter sig FSA. Som for eksempel sidste uge i udkanten af byen Homs i kvarteret Chalidija: I dagevis havde et dusin soldater bag sandsække beskudt kvarteret, alvorligt truet af mænd fra luftvåbenets hemmlige sikkerhedstjeneste.
Den som ikke skød, var i akut fare for selv at blive skudt, fortæller deserterede soldater og anonymiserede kilder i Assads hær til medierne og i twitter. I et ubevogtet øjeblik udnytter de lejligheden og løber over til kvarterets beboere, som de før har måttet beskyde. (kilde: Gruppen af syriske og tyske korrespondenter for det tyske ugemagasin Der Spiegel, nr. 6/2012).
- Assad-regimets propaganda: ”Filmkulisser af syriske byer”
De heftige kampe omkring Damaskus i forstæderne Irbin, Duma og Harasta, som enheder af FSA sammen med væbnede beboere har kunnet holde i flere dage, før Mahir al-Assads eliteenheder midlertidigt genoprettede hærens kontrol over bydelene, er yderst farlig for Assad-regimet:
Disse nærværende kampe gennemhuller propagandakanalen Dunya-TV’s kuriose melding om, at TV-kanalen al-Jazeera ”med hjælp fra franske og amerikanske instruktører har bygget kæmpe filmkulisser af syriske byer” -for at iscenesætte en fiktiv opstand i Syrien... Nu er opstandens realitet også blevet synlig og mærkbar i selve hovedstaden.
- Kampen om Damaskus-forstaden Irbin
Abu Said, oprørernes kontakt i Damaskus forstaden Irbin skildrer sidste uges kampe til Der Spiegels korrespondent:
”Sidste tirsdag (7. februar 2012) kæmpede Mahirs soldater sig frem til en distance på ca. 800 meter fra os; onsdag var de 500 meter væk fra os og torsdag var de her”. (Irbin ligger seks kilometer fra centrum i Damaskus). - ”Hvis jeg går op på taget, kan jeg derfra se præsidentpaladset”, siger Said og fortsætter ”men så vil jeg formodentlig blive skudt af Assads snigskytter. Indtil for en måned siden var der ingen, som tænkte på at kæmpe væbnet mod regimet her i kvarteret. Men indtil da var der allerede 26 lokale, som var blevet skudt i demonstrationerne og 150 var blevet anholdt og er siden forsvundet. Assads soldater har ikke bare skudt på demonstranterne, men har sågar beskudt begravelsesoptogene”, siger Abu Said.
For at generobre Irbin med sine 50.000 indbyggere anvendte Mahir Assads eliteenheder tunge tanks, lukkede for vand – og strømforsyning og kappede telefonnettet.
- ”Efter erobringen kom soldaterne for at undersøge husene for fighters, men mændene fra den 4.division og fra sikkerhedstjenesterne forblev ude på gaden, de sendte istedet for rekrutterne fra de normale enheder ind i husene. Alle havde angst – vi for dem og de for os”, slutter Said.
Torsdag eftermiddag drog eliteenhederne afsted til det næste brændpunkt for oprøret til bjergbyen Sabadani. Oprørerene gør sig derefter klar til atter at overtage Irbin.
_____________________________________
Mange i Homs frygter nu, at det vil ende med en blodig borgerkrig, hvis Assad-regimets myrderier ikke bliver stoppet.
- Folkeopstandens selvstyre
En del kvarterer i byen Homs, som f.eks. Bab Amr og andre sunnitiske kvarterer (2) er blevet til et slags forbillede for oprørets andre byer. I Bab Amr har det nydannede oprørsbyråd trykt grønne levnedsmiddelkort, forsynet med små felter som ugentligt bliver afstemplet. Mod fremvisning af dette kort modtager beboerne sække med ris, småbørnsføde, sukker, olie, etc. Her bliver evakueringsplaner konstrueret i tilfælde af bombardementer, der organiseres forrådsdepoter, etc. Der findes også et beboerværn og et lille fængsel for folk, der plyndrer forladte huse, overfalder andre folk, etc.
Indtil for kort tid siden var Homs præget af fredelig sameksistens mellem de forskellige trosretninger. Mange i Homs frygter nu, at det vil ende med en blodig borgerkrig, hvis Assad-regimets myrderier ikke bliver stoppet. Flertallet i byen er sunniter, men en ikke ubetragtelig del af byens beboere tilhører herskerfamiliens alawitiske mindretal. I takt med Assad-regimets brutale overgreb på byens oprørske kvarterer tager overgrebene mod den alawitiske del af byens befolkning til i form af ”blodhævn”.
Denne frygt for en borgerkrigslignende eskalation af situationen er blevet forstærket, siden de 165 repræsentanter fra Den Arabiske Liga er blevet trukket ud af landet. I modsætning til det som Assad-tro medier beretter, havde Den Arabiske Ligas repræsentanter uholdbare betingelser for deres kontrol- og mæglingsfunktion:
De havde hverken egne fartøjer eller helikoptere til deres rådighed og var helt afhængige af det syriske militær. Dem de egentlig skulle kontrollere leverede deres chauffører og bestemte ”af sikkerhedsgrunde”, hvor de fik lov til at opholde sig.
- ”Mafkudin” – de forsvundne
Foruden et stort antal anholdte demonstranter som ofte er blevet banket, tortureret og derefter løsladt igen fuldstændigt intimideret, findes der et voksende antal demonstranter og ”mistænkte”, der efter masseanholdelser i forbindelser med demonstrationer simpelthen er forsvundet.
Ifølge aktivister fra forskellige byer og kommunikationen over internettet findes der hverken informationer om eller udsagn fra løsladte tidligere fanger om dette store antal af forsvundne. Heller ikke de ellers sædvanlige løsepenge-krav fra Assads hemmlige tjenester er dukket op.
Oprørerne frygter at de alle – antageligt tusindvis - er blevet dræbt og begravet i massegrave. Selv den ellers meget tilbageholdende FN-menneskerettigheds-beretning om Syrien, november 2011 noterer, at antallet af anholdte og forsvundne ”løber op i tusindvis”.
- En eksplosiv krudttønde
Hvordan det hele ender er uvist. Oprørerne befinder sig i et kæmpe dilemma. Skønt de gennemgående ønsker sig skrappe embargo’er mod Assad-regimet og har brug for våbenleverancer for effektivt at kunne forsvare sig, frygter de en udenlandsk indblanding.
Ikke mindst fordi de mistror Vesten og især USA for, at de i deres kritik af Syrien i realiteten kun er interesseret i at inddæmme Iran. Den syriske eksilopposition er håbløst splittet i dette og de fleste andre strategiske spørgsmål.
Alle frygter, at Syriens religiøse og etniske sammensætning vil kunne føre til blodig, alt ødelæggende borgerkrig. Uafhængige iagttagere på stedet vurderer, at våbenleveringer og indrettelsen af en afmilitariseret zone i det nordlige Syrien indebærer risiko for sådan et scenarie. Men at forholde sig afventende passivt vil med sikkerhed føre til en situation, der ligner Libanon i starten af borgerkrigen i april 1975….
(al./ autonom infoservice)
_________
Kilder: * Det tyske dagblad TAZ, den 10.,12., 14. februar 2012, * Ugemagasinet Der Spiegel (printudgave) nr. 5, 6 - 2012, * adopt-revolution (syrisk-europæisk), * det italienske venstreradikale dagblad 'Il Manifesto', d. 12. februar 2012, * Channel 4 News,d. 11.november 2011, * CNN Breaking News, d. 3.februar 2012.
links
- adopt revolution (på engelsk)
- Syrian revolution på facebook
Relateret
- Revolten mod Syriens magthavere
- Det hele startede med netværket "Syrian Revolution"
- Tidsskriftcentrets links om Syrien
- Nir Rosen, a Journalist who recently travelled around the country discusses the nature and goals of the opposition
Noter
1) Det syriske Baath-parti ”Ba´ath” blev dannet i 1947 af syrerne Michel Aflaq og Salah ad-din al-Baitar i Damaskus. Ba´ath står for ”Det Arabiske Socialistiske Parti for Genopvækkelse”. Under deres studier ved Sorbonne Universitetet i Paris kom de i berøring med marxistiske og andre socialistiske idéer, som de forbandt med elementer af den arabiske nationalisme og islam. Derfra opstod en ny ideologi: ba`athismen. Dens program baserer på: ”enhed, frihed og socialisme”.
På trods af en overfladisk lighed med socialismens grundlag, er ba´athisme det diamentralt modsatte. Således går den ind for privat ejendomsret i produktionsmiddelsektoren og for underordning af klasseforholdene under den nationale arabiske stats interesser. Ba´ath betragter ”socialisme som et redskab for intensivering af produktiviteten” ( citat af Iraks henrettede diktator Sadam Hussein). Ba´ath er et pan-arabisk projekt og har derfor sektioner i mange arabiske lande.
I Syrien er Ba´ath-partiet Bashar al-Assad´s politiske bagland. Han er landets præsident og samtidig Baath-partiets generalsekretær. Ved siden af statspartiet findes der det lille syriske kommunistparti og det langt større syriske sociale nationalistiske parti. Begge partier er sammensluttet med Baath-partiet i ”Den nationale progressive Front” og agerer som regerinstro marionetter. Regeringsoppositionelle partier, som repræsenterer etniske mindretal, politiske eller religiøse grupper er forbudt. Kendte medlemmer af disse undergrundsorganisationer som for eksempel ”Kurdistans demokratiske parti –Syrien”, bliver forfulgt og som regel likvideret.
2) Foruden et arabisk flertal lever der kurdere, armeniere, tsherkessere (kaukasiere),turkmeniere og aramæere på syrisk territorium. Dertil kommer omtrent en halv million palæstinensere. Omkring 75 procent af syrerne er sunnitiske muslimer. De resterende 25 procent fordeler sig på drusere, alawiter (12 procent) og andre shiitiske retninger, græsk og syrisk ortodokse, syriske katolikker, kaldæere, og maronitter,...
UPDATE
- Interview: Venstrefløjsmodstand mod Assad-regimet - Hvordan forholder den syriske venstrefløj sig til Assad-regimet? (august 2013)
- Kommentar: Usigelig alliance for Assad-regimet (marts 2014)
- Kommentar: Warlords, kurderne og Assad-regimet En kritisk kommentar til Dagbladet Arbejderen - af al./ autonom infoservice (marts 2017)