Hvad er der tilbage af 1968 - revolten?

Paris, den 10. maj 1968
Paris, den 10. maj 1968

Et tilbageblik af Jean-Francois Cabral og Charles Paz, to franske 68’ere. 

” Når begivenhederne tvinger en til handling, så er der ikke tid til at overveje for og imod. Så skal der hurtige beslutninger til, hvilket kun er muligt, hvis man forstår situationen. I det store og hele lykkedes det for os i starten af 1968 helt sikkert bedre end for de store organisationer ... ” 

 (Forstør ved at klikke på billedet):

Vægparole, Paris 1968: "Desto mere jeg jeg laver revolution, desto mere elsker jeg" 

  • Hvad er der tilbage af 1968?

- af Jean-Francois Cabral og Charles Paz, to franske 68’ere.

"De betydningsfulde klassekamps-erfaringer fra 1968 har skabt grund-læggende forandringer i det franske samfund og har haft stor indflydelse ud over Frankrigs grænser.

Maj 68 er en af nøgledatoerne for den europæiske arbejderbevægelse i slutningen af det 20. århundrede. Det er der gode grunde til. 

( … ) Generalstrejken i maj 68 viser, at det er muligt i et udviklet kapitalistisk land at opbygge en virkelig bred bevægelse, der omfatter alle lag i befolkningen, som sætter spørgsmålstegn ved den statslige autoritet og lægger den borgerlige legalitet bag sig. Den har vist, at arbejderklassens kampformer kan udbredes blandt andre lag i befolkningen.  

Frankrig, maj 1968 : 10 millioner arbejdere deltager i generalstrejken
Frankrig, maj 1968 : 10 millioner arbejdere deltager i generalstrejken
  • Maj 68 var signalet, der bragte en ny politisk og social generation på banen

Dybdegående forandringer i styrkeforholdet mellem klasserne sætter deres præg på samfundet indtil midten af 70’erne.                En tiltagende politisering af arbejderklassen resulterer i, at der opstår et væld af politiske strømninger til venstre for reformisterne. Styrkeforholdet indenfor arbejderbevægelsen forandrer sig, det franske kommunistpartis hegemoni bliver slået. 

Der dannes revolutionære strømninger til venstre for kommunisterne i Parti Communiste Francaise (PCF) og disse strømninger vinder indflydelse – også i virksomhederne og fabrikkerne. Uden at vende forholdene på fuldstændigt på hovedet:

Illusionære håb om et fælles program for en bred venstrefløjsalliance gør sig gældende i 70’erne. Derefter følger 80’erne med des-illusion i Mitterand-æraen og årene, hvor den ekstreme højrefløj får vind i sejlene. 

  • I dag er situationen igen en anden: 
"Nuit Debout" - bevægelsen, Paris, d. 31. marts  2016
"Nuit Debout" - bevægelsen, Paris, d. 31. marts 2016

Gennem mange år har Social-demokratiet forvaltet kapitalismen og det har tæret på partiets kredit og på PCFs endnu mere.

På baggrund af et generelt til-bageskridt i arbejderklassens kampberedskab og klasse-bevidsthed er en ny generation begyndt på at tage nye kampe op og bryde med de traditionelle strukturer på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen.

Den radikale venstrefløj vinder indflydelse i denne tid. I stadig højere grad, om end i begrænset omfang udgør de et alternativ, som vil være afgørende i de kommende års kampe. 

For i dag hvor et flertal af befolkningen går ud fra, at fremtidens generationer vil få ringere livsvilkår, end vi har i dag, hvor de sociale og økologiske katastrofer i en uhæmmet kapitalisme vil kaste millioner af arbejdere ud i fattigdom, dér er opstanden ikke kun en mulighed, men også meget mere påtrængende end for 50 år siden – og derfor bliver den sandsynligvis så meget desto mere radikal. 

Daniel Bensaïd, Alain Krivine, Paris 1972
Daniel Bensaïd, Alain Krivine, Paris 1972
  • De to kendte 68-oprørere Daniel Bensaid og Alain Krivine (1) har bragt det på et punkt i deres bog ”1968, fins et suites”, hvor de skriver:

”Hvis der er noget fra den missionske iver i maj 68, der er bevaringsværdigt, så er det ikke utopien, der har erstattet politikken, men snarere den spontane radikalitet, begivenhedernes gang, og det at en sprække åbnede sig som et kortvarigt vindue til en verden, hvor alt er muligt”.  (- Mere end nogensinde før er en anden verden mulig – og nødvendig! Aut.info.). 

  • I Daniel Bensaids og Alain Krivines bog hedder det i afsnittet ”Barrikaderne den 10. maj” :

”Barrikaderne opstod i vid udstrækning ud fra en spontan stemning, der var smittende og grænseløs og lod brostenene springe fra jorden op i hænderne på menneskene, der dannede kæder og rakte dem videre. Høje beskyttelsesmure skød op og træer blev fældet, så der til sidst opstod en egentlig fæstning.                      Dette skete ikke efter en eller andet på forhånd udtænkt plan og fæstningen strakte sig fra Rue Gay-Lussac til Rue Mouffetard og fra Rue Soufflot helt til Avenue Claude Bernard. (Forstør ved at klikke på billedet):

  • ”Småborgerlige sandkasselege" (maoisterne)

Naturligvis deltog vi i disse spontane aktioner, mens maoisterne holdt deres læresætninger højt, distancerede sig fra disse ”småborgerlige sandkasselege” og trak sig tilbage til deres hyggelige rede i Rue d’Ulm. Kommunisterne fra PCF udbrød i provokerende piftekoncerter og forsvandt derefter i metroen. De trotskistiske "Lambertister" (2) gik en rundgang til barrikaderne for at lægge en dæmper på de eventyrlige bedrifter, som de frygtede kunne resultere i en massakre pga. den autoritære og fascistoide statsmagt.

Når man tænker over udgangen på det hele, kan man le af disse forbehold.                                    Formelt set indtog vores modparter helt sikkert et mere ortodokst standpunkt. For hvordan skal man kunne forestille sig, at studenterbevægelsen uden direkte medvirken fra arbejderklassen og en samlet fagbevægelse kan begive sig ud i en styrkeprøve med statsmagten? ( … )                                           Vi havde ikke holdt nogen møder for at forberede opstanden. Når begivenhederne tvinger en til handling, så er der ikke tid til at overveje for og imod. Så skal der hurtige beslutninger til, hvilket kun er muligt, hvis man forstår situationen.              I det store og hele lykkedes det for os i starten af 1968 helt sikkert bedre end for de store organi-sationer.  

Man må kunne omgås med de uforud-seelige begivenheder også uden at have overvejet dem ret længe.                        Hvem ved om vi ikke også med mere erfaring, større modenhed og en bedre social forankring havde ramt ved siden af og var deserteret fra begivenhederne og vendt tilbage igen dagen efter, men ikke uden at have taget kontakt til fagbevægel-sens apparat og de venstreorienterede partiledelser.                                            For et er sikkert: Jo større en politisk organisation bliver, desto mere tenderer den til organisatorisk konservatisme og ideologisk træghed. ” 

Kilde: "Inprekorr, Internationales Magazin" Mai/Juni nr. 3 - 2018. Oversat af ikh./autonom infoservice.  Oprindeligt skrevet i 2008 og er et uddrag af en længere artikel i International Viewpoint )

 

                            Confrontation: Paris, 1968

Jean Paul Sartre sælger den forbudte maoistiske avis "la cause du peuple"
Jean Paul Sartre sælger den forbudte maoistiske avis "la cause du peuple"

Relateret

Socialistisk Bibliotek:

autonom infoservice:

 

     _______________________

Noter (af autonom infoservice)

  1. Daniel Bensaid og Alain Krivine - begge var medlemmer af det franske ’Parti communiste français’ (PCF).                                                                       *Alain Krivine partiets sekretær på Sorbonne Universitetet i Paris. Både Krivine og Bensaid blev eksluderet af partiet, da de nægtede at støtte socialdemokraten Mitterands kandidatur i 1966 – og fordi de havde trotskistiske positioner. Begge deltog i dannelsen af  ”Jeunesse communiste révolutionnaire“ (JCR), der blev et af de vigtigste organisatoriske centre i 1968-oprøret i Paris.                                                                                         *Daniel Bensaïd var ligesom Daniel Cohn-Bendit og Serge July en af de mest kendte aktivister i 68-bevægelsens libertære fløj ”Mouvement du 22 mars” på universitet Nanterre, der var studenterrevoltens udgansgpunkt. Revolten resulterede i maj 1968 i generalstrejke og opstandslignende situationer.  * Se også autonom infoservice: Boganmeldelse. Daniel Bensaïd: Et utålmodigt liv                                                                                             ”Jeunesse communiste révolutionnaire“ fusionerede med det gamle trotskistiske Parti Communiste Internationaliste, der var 4. Internationales franske sektion. Efter JCR blev forbudt i 1968, dannedes  Ligue Communiste i 1969. Da også denne organisation blev forbudt i 1973,  dannedes så Ligue communiste révolutionnaire. Organisationen fik sit største gennembrud i 2007, da dens præsidentkandidat, postbudet Olivier Besancenot ved præsident-valget fik 4,08 procent af stemmerne, svarende til omkring 1,5 million stemmer.
  2. Det henviser til den trotskistiske ”Organisation Communiste Internationaliste omkring Pierre Lambert (”lambertister”), som er entristisk aktiv indenfor det franske socialdemokrati og har deltaget i samtlige af partiets højredrejninger. Præsident François Mitterrand og andre socialdemokratiske   ledere har været medlem af denne entristiske fløj.  

________________

København, d. 24. maj

                              Infos på facebook